Sindssygt forelsket

Kapitel 10

Jeg var i chok, ikke kun over mig selv men også i chok over Samuel. Jeg lod Samuel være utro, og det fortryder jeg.

Han havde ikke  engang lyst til mig! Han gjorde det kun for at han ikke skulle være fucking jomfru!! Jeg var så sur på alt.

Jeg tog mit tøj på. Sko på, og skred. Jeg løb ud af værelset. Jeg trykkede på elevator knappen, men da jeg så Linea komme ud der fra løb jeg. Jeg løb. Jeg løb ned hen mod trappen. Mine ben bevægede sig hurtig ned af den, hurtigere end aldrig før. Jeg var ikke bange for at snuble, falde eller vælte ned af trappen, for i forvejen var jeg allerede hel nede psykisk.

Det var regnvejr, typisk England. Jeg var ligeglad, regnvejr kunne rende mig. Det eneste som jeg gik op i på dette tidspunkt var at komme væk.

Væk fra Samuel, væk fra alle, væk fra mig selv. Væk fra alt. Jeg havde ikke lyst til at begå selvmord blot forsvinde til tingene var i orden igen.

Mine ben begyndte at gøre ondt og mine sko var ubehagelige at løbe i. Jeg valgte at tage dem af.

"Hey girl." Sagde en stemme bag mig.

Jeg vendte mig om, og så en dreng/fyr - whatever. Han stod i døren til caféen hvor jeg og Samuel spiste på tidligere.

"Hey" Sagde jeg, og gik i mod døren.

"Do you wanna come in?"  Sagde han og smilte.

Jeg nikkede og gik med ham indenfor. Det var tydeligt at stedet var ved at lukke, der var ingen gæster og han gik og gjorde stedet rent.

"Do you Own this place?" Spurgte jeg mens jeg bevægede mig lidt rundt.

"No, it's my dad, he's the owner." Sagde han og smilte.

"Okay." Svarede jeg og smilte tilbage.

Jeg kiggede ned af mig selv, tøjet klistrede ubehageligt på mig, virkelig ubehageligt.

"Will you borrow some clothes? My sister, she has a lot." Sagde han, efter der havde været stilhed i et stykke tid.

"ja, it could be nice." Svarede jeg.

Han gik over mod en trappe hvor der hang et skilt over hvor der stod:private.

Der gik ikke lang tid før han kom ned med lidt tøj. Et par ganske almindelige jeans og en

v-udskæret basic trøje.

"Thanks a lot." Sagde jeg og tog i mod det. Jeg gik ud på toilettet og tog det på, det var rart at få noget tørt tøj på.

" you Were running in the rain, Why?" Sagde han da jeg kom ud fra toilettet.

"it's a Long story." Svarede jeg og satte mig på et bord, som han lige havde gjort rent.

Udenfor var regnen så småt begyndt at stoppe, nu var alle gader kun drivvåde. Jeg kiggede ud og så mørket banke på.

" Tell me, i have time enough." Sagde han. Jeg kunne mærke hans øjne kigge på mig. Det var rart, men samtidig ubehageligt.

Jeg havde brug for at fortælle en det, og det gjorde jeg så. Han fik alle detaljer med, alle følelser og tanker som jeg havde oplevet. Jeg forsøgte at perspektivere det, men der var svært.

Han sad ved siden af mig, hel tæt op af mig. Han a'ede mig på ryggen og gav mig kleenex.

Det var rart at få det sagt, få mine følelser ud til en der gad lytte.

"My life right now, its' Really messy." Sagde jeg, og tørrede tårer væk fra kinden. Jeg kiggede på ham og han kiggede på mig. Det var ikke meningen og det hjalp ikke på mit rodede liv – tværtimod.

Han lænede sig hen i mod mig og kyssede mig. Jeg lod ham gøre det. Jeg havde chancen for at trække mig tilbage, jeg greb den bare ikke. Jeg kunne pænt have sagt at det ikke gik, at jeg ikke kunne kysse ham, men det gjorde jeg ikke. Jeg lod ham kysse mig, og jeg holdte ikke selv tilbage. Jeg kyssede med.

Midt i kysset kunne jeg høre sirener. Sirener som tydeligt kørte mod hotellet hvor jeg var med skolen. Jeg ved ikke hvad der skete, men jeg valgte at løbe ud på gaden for at se hvor der kørte hen.

Den kørte der hen som jeg frygtede, til hotellet. Jeg panikkede og løb efter den. Jeg blev ikke våd og det gjorde det nærmere at løbe. Jeg kom hurtig frem, hotellet  lå heller ikke så langt fra caféen.

I receptionen stod mange mennesker, men der stod endnu flere mennesker udenfor foran. Lidt rundt omkring stod bekendte ansigter, lærer og elever. Elever som frøs fordi de stod i bare tær på det kolde fugtige fortov.

Jeg løb ind da jeg hørte at branden var på etage 4, den etage som jeg havde værelse på. Den etage hvor Samuel havde værelse på.

Hverken Samuel eller hans værelses kammerat var til stede udenfor eller i receptionen. Jeg spurgte alle, ingen havde set dem.

Jeg stod i uvis i lang tid og begyndte at blive bekymret.

Pludselig så jeg ham, jeg så Samuel. Jeg så ham blive båret ud af det brændende hotel og ind i en ambulance. Jeg så ham, men han så ikke mig. Han være ikke vågen, han var helt bevidstløs.

Selv om jeg var utrolig sur på ham og jeg selv kunne jeg ikke holde det tilbage. Tårerne trillede ned af mine kinder, det var som Nigeria falls.