Sindssygt forelsket

Kapitel 5

Jeg var lykkelig glad og brugte lidt for mange timer med ham. Folk var glade for at vi havde fundet sammen, men de blev også til sidst lidt trætte af os. Faktisk forstår jeg stadig ikke hvorfor man kan blive irriteret over folk er glade for hinanden.

Jeg husker at have siddet og set på billeder af lykkelig mennesker på tumblr og pinterest før jeg kom sammen med Markus. Det var både billeder hvor 2 personer gik hånd i hånd, og billeder der var lidt mere erotiske. De billeder gjorde mig varm inden i, jeg blev glad på deres vegne. Så hvorfor får folk det ikke på samme måde med jeg og Markus?

Jeg elskede virkelig at være sammen med ham, det var skønt og tiden den fløj bare afsted. Dog følte jeg lidt at det tog overhånd, inden jeg nåede at stå op om morgenen stod han allerede inde på mit værelse med morgenmad. Det blev simpel hen for meget. Jeg havde drømt lidt om den 'ideelle kæreste' men Markus var til tider lige lidt for meget.

Jeg kom i skole og så Linea talte med Sabrina. Sabrina en smuk pige, med lyse lange krøllede lokker, det klædte virkelig hendes ansigt og kropJeg selv, ja, jeg er slet ikke spor køn når jeg sammenlignes med hende.

Aldrig før havde jeg set dem tale, og slet ikke grine sammen. Sabrina havde altid gået i andre kredse end jeg og Linea. Når jeg og Linea gik sammen havde hun aldrig givet udtryk for at hun kunne lide Sabrina, faktisk havde hun kun sagt det modsatte.

Mange gange havde hun sagt hvor falsk hun var, og at hendes store fyldige læber var lavet efter hun var en tur i Thailand.

Men nu blev  jeg åbenbart udskiftet af Sabrina, bare på grund af det med Markus. Jeg tog dybe indåndinger og sagde til mig selv:"vær' nu ikke for hurtig til at dømme, det ikke sikkert at det er starten på et nyt venskab.

Det var det så. Jeg så dem spise sammen i kantinen grine og tale vildt højt. Jeg kunne høre dem tale om hvor lækker alle mulige skuespillere er, navne på skuespillere jeg knap nok havde hørt. Jeg følte mig alene, den lykke som jeg før var ramt af, var nu ikke eksisterende.

Markus var ikke mødt op, og det var, første gang på dette skoleår at han ikke var kommet. Så alene sad ved et langt bord og rodede rundt i min pasta salat med min plastik gaffel.

Når jeg kiggede lige ud kunne jeg se det bord jeg plejede at sidde på med Linea. Det gjorde mig ikke godt tilpas, Markus' og mit forhold spændte på en måde ben for at jeg kunne være sammen med andre.

Senere den dag satte jeg mig under dynen i min seng og så Netflix. Det var lang tid siden at jeg havde brugt timer på at se orange is the new Black. Lige pludselig blev jeg afbrudt af lyden af banken på døren. Den første tanke der strejf mig var: argh! Kunne min skide bror eller far ikke finde noget bedre at tage sig til end at forstyrre mig i at revolutionere verdenen? Åbenbart ikke!

Jeg gik over mod døren og åbnede den. Til min overaskelse var det ikke Peter(min bror) som skulle informerer mig om hvor meget min nye parfume stank. Eller min far som ville have mig til at tømme opvaskemaskinen, nej det var Markus.

"Hej, jeg ville lige komme over med dem her." Sagde han, og stod med et flot fad med lækre cookies. Jeg smilte og tog i mod fadet. Jeg var ikke klar over at han kunne bage.

"Hvorfor var du ikke i skole Idag?" Spurgte jeg.

"Jeg var lidt dårlig i morges, men så fik jeg det bedre op ad dagen." Svarede han, men en lidt monoton stemme.

"Når okay." Sagde jeg, mens jeg satte fadet ned. Bag efter satte jeg mig på sengen. Der gik ikke mange sekunder før han også sad på sengen.

"Marcus, jeg har brug for at være lidt alene, så jeg har mulighed for at være sammen med andre også." Sagde jeg, mens jeg kiggede ned i gulvet.

Jeg kunne mærke at han kiggede på mig mens han sagde:"Hvorfor? Du elsker jo at være sammen med mig, gør du ikke?"

"Jo, men jeg har også brug for at have venner." Svarede jeg.

"Jamen, har du ikke nok i mig?" Spurgte han, og lagde en arm rundt om mig.

Jeg blev tavs, hvad skulle jeg sige?

Hvis jeg svarede jo så havde jeg spildt tiden, så kunne jeg ligeså godt lade være med at bringe det på banen. Hvis jeg så svarede nej ville jeg ikke vide hvordan han ville reagere.

"Nå, er det sådan du behandler mig? Er jeg ikke god nok til at du kan svare?" Sagde han og brød derfor tavsheden.

"Jeg ved ikke hvad jeg skal svare.. Jeg har brug for venner," svarede jeg.

"Nå, så må du altså vælge." Sagde han iskoldt. Hvordan han kan sætte en i den situation, og hvorfor sætte mig i den?

"Det kan jeg da ikke." Sagde jeg og kunne mærke tårer presse på.

"Det bliver du nød til." Sagde Markus, og gik mod døren og ud.

Jeg sad tilbage på sengen og græd. Den ene tåre trillede ned efter den anden. Hvordan kunne han? Jeg kan ikke vælge? Hvad bilder han sig ind?

Det bankede på døren til mit værelse, da døren ikke blev helt lukket da Markus gik kunne jeg se det var Peter.

"Der er mad" Sagde han.

"Okay, jeg kommer lige om lidt." Svarede jeg ham.

Han gik igen, imens rejste jeg mig fra sengen. Inden jeg gik ud af døren nåede jeg lige at se mig i spejlet, heldigvis. Det var tydeligt at se jeg havde grædt, og det havde min familie ikke brug for at se. Derfor var det lige nødvendigt at dække det med lidt concealer og pudder.