Sindssygt forelsket

Kapitel 6

Jeg begyndte at undgå ham. Jeg var vred på ham, og ville ikke se ham i øjnene. Det gav mig ikke venner eller lykke. Markus begyndte at hænge ud med Sabrina og Linea, som om han kun ville gøre mig ondt. Det var ikke fordi var som sådan havde slået op eller talt om det. Vi blev bare uvenner og ses nu ikke længere. Det forhold eksisterede kun i 2 måneder.

Det var 2 gode måneder selv om jeg ikke altid ville indrømme det.

Den dag jeg for første gang sad alene og spiste frokost er ikke længere end uvant situation. Det sker tit nu, sjældent sidder jeg med andre. Jeg ville gerne, men skolen er inddelt i små grupper. Jeg som før var 'medlem' af en gruppe, sidder nu som en total outsider. Det eneste jeg havde var min vegetar sandwich, som faktisk var lidt tør og kedelig.

Selv tykke Tine havde folk at snakke med. Hun er nu meget sød, og jeg ved ikke hvorfor jeg kalder hende det. Det ondt og modbydeligt og især nu når hun lige har tabt 25 kg. Det bare før hun havde tabt sig var hun altid ensom hvilket var virkelig synd for hende.

En dag kom som var lidt anderledes end de andre kedelige ensomme dage. De ensomme dage hvor min far begyndte at spørge til Marcus og mit forhold, og jeg skulle forklare ham at vi ikke ses længere. Men den her dag, var lidt special.

Jeg går ned i køknet for at tage et glas vand og da jeg stod mod glasset i hånden og kiggede ud af vinduet så jeg en person som jeg længe ikke havde set. Samtidig kunne jeg se flyttemænd rende rundt med flytte kasser.

Jeg kunne se personen nærme sig hoveddøren og jeg fløj næsten der ud. Inden han nåede at banke på havde jeg allerede åbnet døren og omfavnet ham.

"Hvor har jeg savnet dig." Sagde jeg, og blev dejlig varm i kroppen.

Det var Samuel som kom hjem, ham der var min genbo som jeg mistede kontakten til, da han flyttede til Holland fordi hans far havde fået et nyt job.

"Jeg har også savnet dig." Svarede Samuel.

"Var det en god tur?" Spurgte jeg så, mens jeg stille trak ham med indenfor.Vi satte os ved spisebordet mens han fortalte om hans fantastiske oplevelser i Holland, og om en sød pige han havde mødt.

"Fedt, det lyder alt sammen rigtig godt." Sagde jeg og smilte og efterfulgte med: "Du bliver boende ikke?"

"Jo, det gør jeg. Vi flytter ind igen lige overfor." Sagde han. Jeg blev rigtig glad, jeg havde virkelig brug for en ven lige nu. Lidt egoistisk. Hvis selv jeg havde mange venner ville jeg vælge ham frem for alle andre. Samuel, en god ven, som jeg mødte i vuggestuen – mange år siden.

"Hvad har du så lavet mens jeg har været væk?" Spurgte han med en tydelig nysgerrighed i stemmen.

"Adam, du ved min nabo ik? Hans Nevø er flyttet ind." Sagde jeg.

"Okay, og hvad med ham?" Spurgte han.

"Ja, mens dit kærligheds liv tilsyneladende køre på skinner så.. Ja, så er mit tog på vej ud over en klippe." Sagde jeg.

"Dine metaforer. Dem har jeg virkelig savnet." Sagde han med et smil på læben og tilføjede: "Ja, den her hollandske pige, hun er virkelig skøn." Hans ansigt lyste helt op, noget jeg ikke mindes at have set.

Jeg fortalte videre om alt hvad det med Marcus, om hvor lykkelig jeg var og hvor nederen det hele er blevet.

"Bare rolig, vi kan følges til skole i morgen, og vi kan sidde sammen til frokost." Sagde han og smilte. Jeg havde savnet ham virkelig meget. Samuel blev og spiste aftensmad, hans hus lignede også jeg ved ikke hvad. Der lå kasser rundt omkring, og forældrene diskuterede hvordan huset skulle indrettes – de var åbenbart fast besluttet på at det skulle være anderledes end før.