Sindssygt forelsket

Kapitel 9

Morgenen var som det plejede at være, eller næsten, jeg vågnede godt nok hjem i et andet hus, men det gjorde alligevel ikke den helt store forskel.

Det jeg kom i skole kom jeg til en fantastisk nyhed.

Årgangen over og min årgang havde fået et special tilbud om at komme til London.. Det lød hel fantastisk, og jeg var meget nysgerrig over hvor det tilbud kom fra – det fandt jeg så aldrig ud af.

Det blev en ret spontan tur vi rejste allerede 3 dage efter.

"Farvel mor, farvel far." Sagde jeg og krammede dem farvel.

"Hav nu en god tur! Og pas på dig selv." Sagde min mor.

"Det skal jeg nok, og husk nu jeg ikke er 5 længere." Svarede jeg.

Jeg gik ud af døren, og samtidig med jeg lukkede døren kunne jeg se Samuel åbne deres hoveddør.

Vi havde aftalt at vi skulle tage toget samme og følges ad til lufthavnen.

"Hej." Sagde jeg, "Det bliver en fantastisk uge."

"Ja, nu får vi at se." Svarede han lidt trist og koldt.

"Noget galt?"  Spurgte jeg.

"Nej." Sagde han, og smilte.

Jeg kunne ikke rigtig finde ud af om jeg skulle spørge mere, var der noget galt eller?

Det var først da vi kom ud i lufthavnen at vi fandt ud af hvem vi skulle dele værelse med. Jeg blev pænt skuffet og en smule irritereret.

'Soveholdene' eller hvad man skal kalde dem var delt i hold med piger og hold med drenge – selvfølgelig.

De var delt efter alfabetet. Jeg havnede sammen med Sabrina(Jubi, hvor kunne jeg ikke være mere glad – NOT!) og Thea.

Thea hun var ny og jeg kendte hende ikke specialet godt. Alligevel var hun trods alt bedre end Linea. Sabrina, Linea og jeg – det ville gå virkelig galt.

Samuel var så utrolig heldig kun at være sammen med en dreng, så de kun skulle være 2 på et værelse. Gid det var mig, selv hvis jeg havde kommet sammen med 2 jeg faktisk brød mig om ville jeg dø for at få et duo værelse i stedet for trio.

Nu var jeg nu så uheldig at det ikke være sådan landet lå.

"Du heldig." Sagde jeg til Samuel, mens jeg stod med holdlisten i hånden.

"Ja," svarede han.

Efter den værste 'jeg vil ikke være sammen med ham eller hende, fordi' havde lagt sig, fik vi tjekket vores bagage ind.

Utroligt, tror det tog 20 minutter før folk ikke brokkede sig over det længere, vi lød virkelig som en 2. Klasse.

Heldigvis var folk mindre sure over flyveturen. Der var ikke noget brok overhovedet, for her fik vil heldigvis lov til at sætte os hvor vi ville ved siden af hvem ville.

Jeg sad ved vinduet ved siden af Samuel, og hele turen hørte vi musik fra hans playliste. Listen bestod af mere en 600 sange, så vi slap for at høre den samme sang mange gange. Vi talte over hovedet ikke sammen, vi lyttede kun til musikken – det var nu meget rart.

Værelserne på hotellet var nu meget fine, jeg ville med glæde havde betalt med mine egne penge for at få mit eget værelse. Nu var det nu sådan at de penge som jeg havde gået og tjent gik til et nyt vindue – som en anden havde smadret. Jeg var lidt bitter over det skide vindue, for selvfølgelig fik jeg den dårligste seng af dem alle.

Det eneste der holdte humøret en lille smule oppe var at vi ikke skulle sove alle 2 årgange i samme rum, eller at vi ikke skulle sove i telt mens det lynede og tordnede.

Der kan altid findes noget positivt selv om det ser lidt mørkt ud. 

Vi nåede lige akkurat at få sat vores ting før vi skulle mødes alle sammen. Heldigvis var det ikke noget dårligt vi skulle høre. Vi fik fortalt at det vi havde resten af dagen til at shoppe, hygge og hvad vi nu ellers kunne finde på. 

"Skal vi finde en café eller noget?" Spurgte jeg Samuel. Det var længe siden at vi havde været på café sammen.

"Ja, det kan vi godt." Svarede han. Han lød allerede mere glad end tidligere, måske var det bare en dårlig start på dagen, han havde sikkert ikke fået nok søvn.

Vi kunne se de andre gå med store fyldte shopping bags igennem vinduet fra caféen vi sad på.

Jeg ville langt hellere sidde her og drikke min iskaffe end at forny min garderobe som de andre. Jeg nød at sidde her sammen med Samuel og tale om det der faldet os ind.

"er det en god iskaffe?" Spurgte han.

"Ja, den er. Virkelig god." Svarede jeg.

Han smagte den og gav mig ret. Jeg blev helt glad, det var lang tid siden at jeg sidst så det blik i hans øjne. Det blik varede dog ikke længe – desværre.

Hans værelses kammerat var ikke på deres værelse da vi kom der op. Det gjorde ikke spor.

Jeg ønskede inderligt ikke at gå til mit værelse så jeg blev her et stykke tid. Først sad vi ved vindueskarmen og så ud. Vi kunne se det ene travle menneske efter det andet gå langs gaden, alle sammen uden en eneste kontakt med andre end deres telefon.

Pludselig lænede Samuel sig lidt tættere på mig.  Hans læber mødte mine. Det førte til tunge.

På dette tidspunkt tænkte jeg ikke over hvor forkert det var – jeg vidste jo han havde en kæreste. Samtidig var jeg forelsket i ham, så jeg kan ikke skælde mig selv ud, jeg havde følelser som jeg ikke kunne fjerne.

Kysset blev til mere og pludselig lå vi på den utrolig lille en mands seng. Det ene førte til det andet også endte min bedste ven med at være den der tog min mødom.

VI lå tæt op af hinanden (ikke kun fordi sengen var utrolig lille, og vi ikke kunne være der ellers).

Det var heldigt at Samuels værelses kammerat ikke var braset ind mens vi var midt i noget. Han dukkede slet ikke op.

Samuel han var faldet i søvn mens han nussede mit hår, lidt trist for han var virkelig god til at nusse.

Han snork sov, og det gjorde det svært for mig at komme væk – det lykkedes mig.

"Ups." Hviskede jeg til mig selv. Jeg havde ramt hånden på tastaturet på hans computer som lå på bordet, som stod tæt på sengen.

Computeren var stadig tændt, og jeg kunne se en samtale mellem ham og Helena.

Jeg ville ikke rode i hans ting, nej det ville jeg ikke. Jeg er ikke en dårlig ven der læser andres beskeder.

Det kom jeg så alligevel til:

Helena:

It's just sex, okay? It's no big deal.

Samuel:

It's a Big ting for me..

Helena:

Why? Are you a virgin or something? All the guys I have been With, they are like: Sex is just sex, do it, and find a new girl next time.

Samuel:

All the guys?

Dages mellemrum i samtalen.

Helena:

I'm Really sorry Samuel. But i have to work next weekend, so I can not visit you.