Sindssygt forelsket

Kapitel 4

Jeg løb ned af trappen, i en fart jeg ikke plejede at bevæge mig ned i. Aldrig havde jeg glædet mig så meget som nu, og aldrig havde jeg været ved at falde som mange gange som nu. "Hvor er du på vej hen?" Spurgte min far. Endelig bekymrer og bemærker hvad jeg gør, også typisk et tidspunkt hvor jeg har travlt. "Skal bare hen til Linea og lave lektier." Svarede jeg, og åbnede døren.

"Okay," Svarede han.

Jeg orkede ikke at fortælle ham at jeg skulle spise med en fyr, jeg havde aldrig været sådan rigtig sammen med en dreng før. Da jeg var yngre var jeg bedste venner med min genbo, men det er ikke det samme, ham så jeg som en ven intet andet.

Han flyttede så skole sidste år så, ham ser jeg ikke længere.

Jeg gik ud og mødtes med Markus, sommerfuglene i maven gjorde mig en smule utilpas. Det var lidt akavet i starten, jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige og tror heller ikke han gjorde.

"Du løber ik?" Brød han pludselig tavsheden med.

"Jo, lidt" svarede jeg.

"Fedt nok." sagde han og smilte, "Du god til det."

"Tak," svarede jeg.

Vi talte videre om forskellige ting som interesserede os begge, jeg fandt ud af at vi havde meget tilfælles – mere end jeg turde håbe på. Caféen var meget hyggelig, den lå centralt og godt, og der var næsten ingen mennesker der inde. Faktisk undrede det mig at det var første gang jeg kom her, for hvis jeg havde kendt den før nu ville jeg nok bruge den næsten hele tiden.

Det var superhyggeligt og lækkert mad. Vi fik talt og grint rigtig meget, og selv om vi havde tavse øjeblikke da vi var på vej til caféen, var vi det ikke da vi ankom. Jeg fandt ud af at Adam var hans onkel,og hans forældre var døde, en trist historie...

Der blev hurtigt offentliggjort at jeg og Marcus var blevet kærester, Linea blev ikke  glad da en med skjult nummer skrev til hende at jeg og Marcus var sammen. Jeg var ligeglad med hvad hun tænkte.

Vi mistede vores venskab, men det gjorde mig ikke spor for jeg havde aldrig været mere lykkeligere end jeg var blevet med Marcus. Der kom også den dag hvor jeg måtte fortælle mine forældre om at jeg havde en kæreste. Det foregik således:

"Far? Jeg har en du skal møde, det er min kæreste." Sagde jeg lidt nervøs men stolt, mens jeg stod foran min far og med Markus i hånden.

"hyggeligt, jeg er Sandras far,  Anders" Sagde han. Mit hjerte sad helt op i halsen. Jeg var så bange for at det gik dårligt og at denne situation blev mere akavet en den var i forvejen. Heldigvis så elskede mine forældre Markus ligeså højt som jeg gjorde. Han var helt igennem perfekt, og jeg var udemærket klar over at jeg skulle holde godt fast i ham.

Jeg husker ikke en dag hvor vi ikke var sammen. Det meste af tiden var vi hos mig eller ude i byen, aldrig hos ham. Det tænkte jeg ikke specielt meget over for han var så åben og talte meget om hvad der foregik når vi ikke var sammen. Han fortalte om bilulykken han var i da forældrene døde, og at han var den eneste der overlevede. Han fortalte også om hvor svært det var efter den ulykke, og om hans selvmords tanker han fik på grund af den. Jeg følte virkelig han var til at stole på, og at jeg vidste alt om ham.