EZ og Yukine

Ingen ord

Jeg rejste mig op af sofaen da Yato kaldte på mig. Jeg sat mig ned og så på maden, min mave skreg langsomt af mig. Og en begyndende kvalme dykket om, jeg rystede på hovedet af mig selv. Og begyndte at tvinge mig selv til til at æde, hvilket min mave ikke var særlige glad for. De havde allesammen snakket løs men var løbet tører for et emne. "Nå men glæder du dig EZ?" Spurgte Yato og så på mig. Jeg så væk "EZ? Du har ikke sagt noget endnu?" Spurgte Yukine nysgerrigt. Og kan du ikke være fuckningen ligeglad Yukine! Jeg svarede ham ikke kiggede bare ned og sank maden. "Hey girl come on" sagde Hiyori og slog mig stille på skulderen. "Ja kom lad os lave noget sjovt, dræbe nogen!" Sagde Yuno "YUNO!" Råbte de alle i kor. "Okay okay måske ikke" mumlede hun lidt bittert "bare hold ud 3 uger mere, så bliver du kriger" mumlede Yuki. Noget indeni i mig trak i mig, mod skoven, ude i det fri, hvor folk er ligeglad med hvem jeg er. De fleste gik mod deres abjerde og Yukine blev her hos mig. "Tomoe kommer og ser efter dig i et stykke tid indtil Cutiepie kommer" mumlede Yukine. "Eller så kommer Killua, Gon, Leorio og Kurapika i dag" sagde han og så ud i det blå. Han vendte sig mod mig "ville du virkelig ikke klage over noget?" Spurgte Yukine. Jeg så dødt på ham, ingen ord til dig, jeg har ikke flere.

Killua og dem er kommet og jeg har stadig ikke sagt et ord. "Jeg hader stilhed" brummede Gon og lagede sig udmattet på sofaen. "Kom nu hvor er den flabet tøs vi mødte i går" sagde Leorio og prikkede mig på kinden. Jeg gav ham et dræberblik som fik ham til at springe forskrækket tilbage. Killua viftede sine ene hånd foran mine øjne, jeg blinkede ikke. "Hallo er EZ hjemme?" Spurgte han, jeg kiggede til siden og gav ham er-du-seriøs? Blik. "Nå okay" mumlede han og sukkede højlydt og lagede sig ved siden af Gon. "Stilheden giver os lov til at tænke, tænke på hvornår det hele er forbi. Tænke på hvem er vores næste fjende som ville havde magten. For der kommer altid en ny modstander vi skal slå ned for voees konge" sagde Kurapika. Jeg kunne kvæle ham langsomt! "Hvorfor bliver vi ved, hvorfor prøve at vinde det her, stilheden stiller de onde spørgsmål" OKAY NU ER DET NOK! "HOLD SÅ KÆFT MED DET DER KURAPIKA! Her er jo sgu ikke en skid stilhed når i bliver ved med at snakke. Jeg kunne smadre jer hver og en, i gør mig sindsyg. Give mig i det mindste noget stilhed. Det er MIG som er blevet revet fra alt hvad jeg kender og har kært ikke jer. I er sgu ikke de gode i denne sammenhængene. I har ødelagt mit liv, jeg har ingen fremtid pga Yukine og jer andre! Arghhhhhhhhhhh!" Råbte jeg og mine hænder begyndte at lyse. "Dine hænder...." hviskede Leorio "dine øjne...." Sagde Kurapika forbavset. Jeg slog min hånd ind i væggen og dee kom et hul. Jeg knækket sammen og skreg af smerte, jeg tog mig til min mave. Gon prøvede at få fat i mig men jeg skreg så han hoppede bange væk. "EZ lad os hjælpe dig" sagde Gon og fik fat i mit ene håndled. Jeg så op og kiggede ham ind i øjne. "Hun græder, nej nej, jeg gik ikke med til at trøste. Det kan jeg ikke finde ud af!" Udbrød Killua. Tårerne løb om kamp ned af mine kinder. Og døren blev pludselig revet op, Cutiepie skubbede Gon væk og træk mig ind til hende. Jeg lukkede øjne og en pludselig træthed overmandet mig....

//Dam dam dam!\\