EZ og Yukine

Lydløse tårer, der prøver at råbe efter hjælp...

Jeg lagede i Yukine's seng som altid, han nussede min ryg. Og lydløse tårer, der prøver at råbe efter hjælp... Faldt langs mine kinder, "er du glad nu?" Spurgte jeg med en hæs stemme. Han stoppede brat med at nusse min ryg, "er du glad? Jeg er knækket okay?" Sagde jeg og tørre arrigt de uendelige tårer væk. Han tog sin hånd væk, og jeg mærkede varmen han gav mig forsvandt. "Du har dræbt den flabede, anime elsker EZ. Jeg håber du er tilfreds" brummede jeg og puttede mig ind i dynen. "EZ...." "nej Yukine lad mig være alene" snøftede jeg. "Nej" hviskede han i mit ene øre og kravlede under dynen og tog mig ind i hans favn. "Jeg ville ikke lad dig være alene" sagde Yukine og tog noget af mit hår om bag øret. "Jeg er her, fordi den pige jeg fandt for længe siden. Hun er her stadig og hun lægger i min favn" sagde han og nussede min kind. "Lægge dig til at sove" hviskede han i mit øre, jeg lukkede øjnene i og begyndte at sove.....

Jeg åbnede øjne brat og så rundt, hvor er jeg? "Hallo?" Råbte jeg, hallo? Hallo? Hallo? Hallo? Jeg gøs ved genlyden og rejste mig op fra gulvet og begyndte at gå i mørket. Mine hænder begyndte at lyse igen, "jeg er da ikke sur bare forvirret?" Sagde jeg stille for mig selv. Jeg så en mørk skikkelse "hvem er du?!" Spurgte jeg, personen så på mig, eller det ville jeg tror.... Jeg kan ikke se dens ansigt. "Hallo svar MIG!" Tiggede jeg og begyndte at gå mod personen. Jo tættere jeg kom jo mere kunne jeg udelukke at det var en pige. Da jeg stod en halv meter væk vendte personen sig om. "Hey hallo vent!" Råbte jeg og løb efter ham, hans ben var lange og han gik hurtigt. Jeg røre hans skulder og noget blået lys viste sig, jeg trak min hånd til mig og så et mønster. Mine hænder lyste ud af de mønstre. Jeg så på ham for at se at hans skulder havde det samme mønster. Jeg viftede min hånd "av" mumlede jeg og så på ham. "Jeg er en du kender" sagde en mørk stemme, men den virkede bekendt. Han vendte sig mod mig og tog sin hætte af "jeg er dig" grinede han. Nej det ikke mig?

"Nej du er ej!" Råbte jeg og så rundt, Yukine der så forskrækket på mig. Jeg så ned på mine hænder, mønstret begyndte at ligeså stille forsvinde i takt med at mine hænder holdt op med at lyse. Det er den samme blå som mine øjne har..... "Hey er du okay?" Jeg nikkede stille, han så ind i mine øjne, "dine øjne" sagde han og tog mit hår væk. "Er overnaturligt blå.... De er flotte" sagde han, jeg kiggede ned så mit hår dækkede mine øjne. Han tog min hage og fik mig til at se op "aldrig dæk dine smukke øjne til" brummede Yukine "de er ikke smukke" hviskede jeg. "Jo alt hvad jeg ser er smukt" sagde Yukine... Jeg lukkede øjne og slappe fuldstændig af og hørte på Yukine der talte. Hans stemme var som en sød lille engel der sang. Okay det var en mærkelige samlingen, arghhhh.....

//uhhha ses mennesker!//