Never Let You Go, Never Let Me Down💎💜 (marcusandmartinus)

14. I love ya

Mørket var faldet på og jeg lå i Martinus arme som altid. Lige inden jeg havde sat min mobil til strøm havde jeg fået en ikke så lidt skræmmende besked.
Hej Maya. Måske du kan huske mig. Rasmus? Eller er du blevet for god til at være sammen med folk som mig? Jeg hører at du er kærester med ham der Martinus og at du er blevet popstjerne sammen med ham og hans bror. Nå men jeg ville egentlig bare fortælle dig at jeg snart kommer til Trofors for at besøge jer og sige hej. Jeg skal jo godkende din fyr. Nja men vi ses jo snart til lidt hygge. Hilsen Rasmus.

Lidt hygge åh gud han må mene nej nej han må ikke komme sidst jeg så ham truede han mig med en kniv...
Ja i ved selvfølgelig ikke hvem Rasmus er...

Han var min bedste ven indtil han blev psyko og tilsidst truede mig med en kniv fordi at han ville voldtage mig. Og hvis jeg ikke lod ham gøre det så ville han stikke mig med kniven. Han nåede kun at gøre det en gang før at Stine kom. Han havde stukket mig i hulrummet lige over kravebenet og derfor var der aldrig rigtig nogle der havde lagt mærke til det. Kun Stine, mine nu døde forældre, politiet, min tidligere skoles ledelse, hans forældre og Rasmus selv vidste det. Stine havde reddet mit liv og jeg havde aldrig vidst hvordan jeg skulle takke hende.

Men som sagt så lå jeg i Martinus arme og rystede af skræk. Jeg ville ikke fortælle ham det men da jeg havde rystet i 10 minutter skubbede han mig ned fra sin brystkasse, satte sig op, kiggede på mig med et bekymret blik og sagde "Maya nu har du ligget og rystet af skræk i 10 minutter og hvis du ikke fortæller mig det så kan jeg heller ikke hjælpe dig." Jeg sank en klump da jeg helst ikke ville belemre ham med mit problem. "Det er ikke noget..." løj jeg og smilede uden tænder for at overbevise ham hvilket jeg IKKE gjorde. "Maya jeg og kan se og høre på dig at du lyver så hvad er det der får dig til at freake sådan ud?" Hans øjne låste sig fast til mine og lod mig ikke slippe, så jeg gav mig og bestemte mig for at sige sandheden. "Jeg får nok brug for Stine hvis jeg skal fortælle det. Du gider ikke at hente hende vel?" Han nikkede, gik over, gav mig et tæt kram og hentede derefter Stine og Marcus.

Lidt efter kom de alle 3 ind på værelset. Stineøjnene forrest med et bekymret blik i øjnene "Hvad er så svært at fortælle at du skal bruge mig?" Spurgte hun lidt forvirret "Med mindre nej vent lige lidt! Han har ikke kontaktet dig vel?" jeg nikkede stumt og lod en tåre trille. Martinus og Marcus kiggede snotforvirret på os og virkede til at ville have en forklaring. Jeg begyndte at forklare "Jeg kendte engang en der hed Rasmus. Han var min allerbedste ven sammen med Stine men, en dag da vi var hjemme hos ham der fangede han mig i et hjørne ude i hans køkken. Han trængte mig op i en krog og ville have mig til at have sex med ham. Jeg sagde selvfølgelig nej men han ville ikke lytte. Han tog det nærmeste som så var en køkkenkniv og truede mig med den men jeg ville stadig ikke bare sådan give min mødom væk. Han stak mig i hulrummet lige her over kravebenet." fortalte jeg og viste det lange ar ved mit højre kraveben. Martinus og Marcus kiggede på mig med store øjne mens jeg viste og forklarede med tårene rindende ned ad  kinderne. "Stine hørte mit skrig og kom løbende ned af trappen. Stine vil du ikke være sød og fortælle videre?" Spurgte jeg grødet. Hun nikkede, gav min skulder et klem og begyndte at fortælle videre. Martinus havde forlængst sat sig hen ved siden af mig og trøstede mig mens jeg lod mit hoved hvile ved hans skulder. "Jeg løb som sagt ned i køkkenet ved lyden af Mayas smertefulde skrig og så Rasmus stå med en blodig kniv og Maya skrige mens hun holdt en hånd for sit højre kraveben. Rasmus pegede så mod mig med kniven mens han begyndte at tage Mayas shorts af. Det var helt forfærdeligt. Jeg var ligeglad med den der kniv bare Maya blev okay, så jeg løb hen i mod dem og slog kniven ud af hånden på Rasmus. Jeg tog Maya i hånden og så løb vi hele vejen til busstoppestedet hvor buschaufføren heldigvis kørte os gratis til hospitalet da han så Mayas skulder og bluse der var fuld af blod. Vi har ikke set ham siden men nu må du vist forklare hvad han lige har gjort for det ved jeg jo ikke Maya." Jeg nikkede og fortsatte efter at have smilet til Marcus som sad og trøstede Stine. Men i stedet for at forklare lagde jeg bare mobilen på sengen i midten og gik ind på beskeden. Jeg ventede indtil de alle havde læst den og så hvordan alle deres ansigter en efter en blev skræmte.

Jeg lå nu i Martinus arme igen efter at vi havde snakket med Kjell-Erik. "Jeg er bange, Martinus." hviskede jeg mod hans bryst kasse. Han strøg mig blidt over ryggen og lagde derefter hånden på min lænd,"Det skal du ikke være jeg vil aldrig nogensinde lade noget såre dig!". Jeg blinkede tårene væk og sagde "Jeg elsker dig ved du godt det?" Han nikkede kunne jeg mærke "I know men jeg elsker at høre dig sige det! Jeg elsker også dig helt ekstremt højt. Så højt at ingen forstår det!" jeg kiggede op på han rejste mig op i mine arme og kyssede ham. Kysset udviklede sig stille til et snav og hans tunge svirpede hen over min underlæbe for at få indgang. Det fik han i næste sekund og vores tunger dansede i takt.

Hehehey vil bare gerne lige undskylde for at jeg ikke har opdateret så længe. Her har i et 1000 ord langt kapitel som undskyldning og kapitel at se frem til. Vil lige minde jer om at i læser denne bog på EGET ansvar.❤️❤️🌺💘💘

~Maybee