Never Let You Go, Never Let Me Down💎💜 (marcusandmartinus)

Novelle

Novelle af Maybee

Regnen silede ned og efterlod mit mørke hår drivvådt.
Mine før hvide sko var allerede blevet til små søer og mine fødder soppede rundt i skoene, udover det så var min mascara også løbet ned af mine kinder og sad så jeg lignede en panda.  Jeg gik på en ukendt og hullet landevej som jeg aldrig havde set før. Mine forældre havde sagt at hvis jeg ikke fik mine karakterer op så måtte jeg ikke spille håndbold, eller spille musik eller lave noget andet af det jeg elsker. Kun lave lektier... Jeg havde fået 00 i både tysk, engelsk, matematik og fysik & kemi. Derudover havde jeg fået -3 i biologi, geografi, historie, kristendom og samfundsfag. 02 havde jeg kun fået i dansk. Til mine forældres store ærgelse havde jeg fået 10 i idræt men hvis jeg lavede lidt længere teori forklaringer kunne jeg nemt nå et 12 tal. Det eneste fag hvor jeg klarede mig godt, idræt. Det var sikkert okay at få 02 men efter jeg mistede min tvillingesøster Helena til kræft gik jeg fra at få 7 til 12 i alt til at få fra -3 til 02 og så 10 i idræt. Jeg savnede hende og hendes ansigt der kunne lyse op i de største smil. Øjnene som kunne skinne som iskolde, blå diamanter og det lange hår som faldt ned og dækkede for det ellers så kønne ansigt. Det kunne ikke beskrives, jeg manglede noget af mig selv. Hendes sidste sætninger havde været "fortæl dem at de gjorde mit liv bedre og Hannah lov mig at du lever livet for mig og kommer videre. Lov mig det!" Efter hun havde sagt de to sætninger havde jeg nikket og ladet de salte tårer løbe. Jeg var løbet ud af hospitalet og havde taget den første bus hjem. Jeg havde låst mig inde på værelset i en hel måned, kun kommet ud for at hente mad og gå på toilettet. Mine forældre var i stedet for at hjælpe mig begyndt at straffe mig for at få mig til at komme videre. Men jeg ville ikke videre jeg ville have min søster tilbage som jeg begravede men aldrig så dø. Hun forstod mig som ingen andre og vi havde de bedste stunder sammen. Mine øjne kiggede op og så at jeg nu var nået en stor en mørk skov. Jeg satte mig op ad det nærmeste træ hvorefter jeg lod mine trætte ben strække sig og hvilede hovedet op ad det store træ med den ru bark. Jeg var fuldstændig gennemblødt og mit tøj klistrede til min krop. Mobilen brummede i min lomme og jeg tog den op i hånden hvorefter jeg trykkede på den grønne knap som betød at jeg tog telefonen og sagde "Ja det er Hannah?" En velkendt stemme lød i den anden ende "Åh gud Hannah, hvor er du? Kom hjem nu!" Jeg sukkede og lukkede øjnene "Jeg ved ikke hvor jeg er og vil du ikke bare lade mig være når du alligevel ikke vil hjælpe mig men bare straffe mig?!" Svarede jeg surt med mine nu åbne øjne stirrende fremfor mig med et tomt blik. Lave hviskende stemmer hørtes nu i røret og jeg vidste at de havde en samtale jeg ikke måtte høre. Da min mors stemme atter vendte tilbage knugede jeg det våde græs mellem fingrene til mine knoer blev helt hvide. "Hør Hannah jeg er ked af det men du må forstå at det også er svært for os andre. Hun var trods alt vores barn..." Mine fingre snurrede, mine arme krampede og ikke længe efter råbte jeg ind i telefonen "Jeres barn?! Ja tydeligvis det eneste! Hun var altid jeres yndling og efter hun døde har i behandlet mig som om at jeg bare var en mide i vejen!! Hun var for pokker min tvilling, min anden halvdel og det vigtigste i mit liv!" Jeg trak vejret i heftige stød og slap nu taget i græsset og slappede af i hele kroppen. Min højre pegefinger strejfede den røde knap og efterlod mobilen tavs. Ikke en lyd hørtes i hele skoven udover min vejrtrækning. Øjenlågene faldt stille ned over mine øjne og jeg faldt i søvn udmattet efter dagens oplevelser.
Jeg vågnede ved at en dreng stod og ruskede i mig. "Hey, du der vågn op!" Han stod i skovens mulm og mørke og lyste med en lommelygte ved sine fødder for at jeg ikke skulle få det skarpe lys i øjnene. "Hvem er du og hvad laver du her?" Spurgte han med et løftet øjenbryn og et spørgende ansigtsudtryk. Jeg rettede mig op og svarede lidt flovt "Ehm jo... Jeg blev uvenner med mine forældre og så gik jeg min vej. Men nu ved jeg ikke rigtig hvor jeg er." Han grinede bare med et stort hvidt smil. "Ja ser man det!" Sagde han og grinede videre. Jeg kunne seriøst ikke se det sjove i det og da jeg rejste mig op, svang jeg min højre hånd og gav ham en syngende lussing. Det store smæld der var kommet gav genlyd i hele skoven og efterlod et stort rødt mærke på hans kind. Han tog sin venstre hånd op til sin ømme kind og skreg næsten "Hvad fanden skulle det til for?!" Jeg smilede ondt og svarede alvorligt "Lad vær med at pisse mig af! Okay?" Han nikkede næsten helt bange for mig og sagde så "Vil du med hjem til mig eller vil du være her resten af natten?" Jeg sank en klump og svarede "Hvis du kunne følge mig hjem ville det være dejligt." Han nikkede og spurgte hvor jeg boede. Jeg var stadig meget mistroisk over for ham men til sidst åndede jeg opgivende ud og sagde min adresse.
Da vi var kommet til den velkendte gade jeg kendte så godt begyndte jeg at smile. Alle de minder jeg havde her! Både med og uden Helena. Da vi nåede mit hus, gav jeg ham et kram "tak for hjælpen mystiske dreng. Undskyld for at jeg gav dig en lussing." Hviskede jeg i hans øre. Da jeg slap ham igen havde han et stort smil på læberne og derefter gik han sin vej. Jeg rystede på hovedet og grinede lidt for mig selv. Den dreng var godt nok mærkelig! Jeg gik langsomt op af trapperne og åbnede døren. Så snart jeg havde lukket døren igen og fået mine sko af kom min hund Lesley løbende. Jeg kløede hende hurtigt bag øret og gik ind i stuen hvor mine forældre sad. "Gå op og få noget tørt tøj på Hannah så snakker vi bagefter." Sagde min mor tørt. Jeg vendte om igen og gik op på badeværelset for at gå i bad. Da jeg havde fået noget varmt og tørt tøj på gik jeg ned i stuen og stillede mig i dørkarmen. Afventende, for at få noget af vide. Min mor var den første til at rømme sig og sige noget "Hannah din søster er ikke død." Jeg gispede "Hvad!?"