Dawnbreaker: Soulhealer

~ 3 ~

Lange blege fingre løb hen over bogens overflade, og der lød en let raslen fra de gamle sider der gav efter for hendes kærtegn.

"Tiden nærmer sig." Hendes stemme gav genklang i det højloftede rum, og hun talte mere til sig selv, end Elathian'en som stod bag hende. Han rømmede sig for at få hendes opmærksomhed.

"De er her." Ashley skimtede over skulderen og gav Samuel et koldt blik.

"Godt." Hun lukkede bogen i og vendte sig. Hun var en utrolig smuk skabning - Høje kindben, indbydende læber, elfenbensfarvet hud, ravnsort langt hår og isblå øjne. Men hendes fjendtlige fremtoning og kolde øjne holdt alt på afstand. Hun bevægede sig frem med let ynde ned over trappen fra podiet hvorpå den ældste bog lå. Samuel afventede at hun gik forbi ham med hovedet bøjet, og fulgte efter hende med en meters afstand.

De gik ned af gangen i stilhed indtil de nærmede sig et sæt tunge egetræsdøre. Samuel løftede blikket mod døren og åbnede dem foran hende ved tankens kraft. Inde i rummet sad hele gruppen, afventende. Ashley gik direkte imod den tomme ende af bordet hvor hendes stol var placeret.

Man kunne have hørt en knappenål ramme gulvet, så stille var der i lokalet. Ashley vendte sig rundt og værdigede for første gang de andre et blik. Det løb granskende hen over mængden, men stoppede da hun mødte et par trodsige øjne. Cait... Ashleys mund fortrak sig misfornøjet og hun lukkede øjnene et kort øjeblik.

"Tak fordi i alle er kommet med så kort varsel." Hendes stemme forblev kølig, og taknemmeligheden var mere ud af høflighed end reel holdning.

*

Hendes blotte tilstedeværelse fik det til at løbe koldt ned af ryggen på mig. Var der en jeg virkelig ikke brød mig om, var det Ashley. Jeg vidste godt at hun var vores leder, hun var den der blev stillet til ansvar for hele gruppens handlinger og resultater. Men hun var bestemt ikke den bedste leder med hendes arrogante og ophøjede attitude. Jeg havde stirret på hende i trods. For at lade hende vide, endnu engang, at jeg ALDRIG ville bøje mig for hende.

"Vi har fået melding fra de ældste. Vi skal øge indsatsen." Med det mente hun de mennesker der blev helet. Det betød mere arbejde for holdene. Jeg skævede over til Damien som sad med et stift blik ned i bordet. Jeg kunne fornemme han sukkede indvendigt.

"Hvorfor?" Den anspændte stemning der fulgte det spørgsmål var til at tage og føle på. Drew, en hunter som var en del af vores hold, havde tilladt sig at sætte spørgsmålstegn. Det var ikke unormalt at vi ikke fik ret meget at vide, men det sidste årti var vi blevet presset mere og mere. Drew havde længe talt om at han mente der var noget under opsejling.

Ashley lagde hovedet på skrå, og et djævelsk smil bredte sig på hendes læber. "Fordi jeg beder jer om det. Det er alt hvad du har behov for at vide, hunter." Hun lagde vægt på det sidste ord, og Drew valgte at lade det ligge der da han ikke sagde mere.

"Hvis der ikke er flere der så uhøfligt vil komme med indvendinger vil vi gennemgå de nye områder, og uddele dem til holdene."

~*~

Det var som at blive befriet fra fangenskab at komme ud af det rum med det kvindemenneske. Damien og jeg gik side om side ned af gangen mod vores gemakker, efterfulgt af Drew. Vi havde fået det største område, til trods for at vi var det mindste hold - sikkert på grund af Drew's kommentar.

"Undskyld. Jeg kunne bare ikke holde kæft mere." Han kiggede undskyldende på Damien og jeg mens hans ene hånd kørte frem og tilbage over hans nakke.

"Det er ok." Sagde Damien med et suk. "Vi havde sgu nok fået området alligevel. Hun er ikke vild med nogen af os." Og det var sandheden. Godt nok var jeg den eneste på holdet der havde lavet ballade i form af "udflugter", men Damien's generelle dårlige attitude og Drew's uvilje overfor hende havde altid bragt os i problemer.

"Vi må bare få det bedste ud af det. Få gennemgået hvordan vi får det her gennemført bedst muligt." Jeg vendte rundt på hælen og fortsatte ned af gangen. Hvor vi før kun havde haft en lille del af New York var vi nu blevet tildelt hele byen. En helt åndssvag størrelse for et hold på kun 4 dawnbreakers.

Gruppens største hold talte 7 mand. Da det var blevet meldt ud at vi var tildelt netop dét område blev der delt sigende blikke rundt om bordet.

Det havde virkelig bare været en lortedag, og jeg kunne mærke hvordan irritationen langsomt krøb ind under huden på mig.

Jeg sparkede nærmest vores dør op og forskrækkede Jennifer som stod inde i rummet. Hun var den sidste del af vores firkløver, en Elathian. Hvordan hun altid nåede rummet før os, og alligevel nåede at opsnappe nogle nyttige informationer var fortsat en gåde for os alle. Det var tydeligt at det hun havde fået fat i denne gang var af særlig god karakter, eftersom hun stod og trippede med et usikkert udtryk imens hun pillede ved en lok af sit hår.

Hun stod og smagte på ordene inden hun åbnede munden.

"Jeg ved hvad det er Ashley skjuler."