Dawnbreaker: Soulhealer

~ 7 ~

* ADVARSEL. Der vil være referencer til misbrug og overfald i dette kapitel *

Det første jeg lagde mærke til var at jeg ikke kunne røre mig. Mine håndled var fastgjort bag ryggen, og mine ben bundet sammen. Panikken greb mig og jeg kunne høre mig selv skrige igen og igen, især da det gik op for mig at det ikke var endnu et mareridt. Dette var virkeligt - Jeg VAR fanget! Jeg følte mig som et vildt dyrt trængt op i en krog. Jeg hev og sled i rebene men de gav sig ikke og jeg blev hurtigt udmattet. Hvad end de havde bedøvet mig med virkede det for godt.

Jeg ved ikke hvor længe jeg havde lagt der, min tidsfornemmelse var helt væk, og det samme var min stemme. Fede salte tåre løb ned over mine kinder. Jeg følte mig så ynkelig, hjælpeløs og svag - ting jeg aldrig før havde følt!

Jeg var næsten faldet hen igen af træthed da jeg hørte skridt i nærheden. Døren blev åbnet og jeg missede af det skarpe lys der strømmende ind.

"Så kom der liv i dig" Konstaterede personen. Jeg kunne huske hans stemme fra da jeg blev overfaldet. Han havde bedt dem om at stikke mig med den nål.

"Hvad gav i mig?" Jeg lå stadig ned, for udmattet til at sætte mig op og udgøre nogen form for trussel.

"Nok til at bedøve 10 elefanter. Vi var ikke sikker på om det ville slå dig ihjel, men det var forsøget værd." Han stod nonchalant op af væggen med hænderne i lommen.

"Hvad vil i med mig?" Hans skæve smil og måden han vurderende holdte hånden omkring sin hage var foruroligende.

"For et par dage siden anede jeg ikke at din slags eksisterede. Det var noget af en brat opvågning." Jeg kiggede på ham med store øjne. Hvordan kunne han vide det?! Han bemærkede mit forbløffede ansigtsudtryk og tog nogle afvejede skridt tættere på.

"Det er yderst interessant det du er i stand til. Er der flere som dig?" Ikke.På.Vilkår. tænkte jeg for mig selv. Jeg ville ikke svigte dem! Han nikkede af min tavshed. "Jeg havde ikke forventet et svar, så du kan blot høre efter." Han gik tilbage mod døren og hentede en klapstol som han klappede ud godt 1 meter fra hvor jeg lå og satte sig på den.

"De 2 mænd du, ja jeg ved ikke hvad jeg skal kalde det, overfaldt? - forleden nat. De er ikke sig selv. De har fuldstændig ændret personlighed. Det var desværre lidt svært at se hvordan du bar dig af med det ud fra videoen." Videoen?! Hvad fanden?! Et djævelsk smil bredte sig om hans læber.

"Hvad de ikke selv vidste var at vi havde installeret skjulte kameraer i deres jakker. Optagelser af unge kvinder der bliver overfaldet er i høj kurs." Det var derfor jeg ikke havde set det i deres sind, havde jeg vidst det ville jeg have taget foranstaltninger. Hvis ikke jeg nærede dyb foragt for ham før gjorde jeg det nu. Jeg ville være sikker på at Jennifer ville have dømt ham til udryddelse.

"Hvad er du mon virkelig i stand til?" Hans smørrede grin lovede ikke godt. To bredskuldrede mænd kom ind i rummet fra gangen, og de løftede mig op i mine arme. Jeg kunne tydeligt mærke hvor påvirket jeg var af bedøvelsen da jeg ikke engang kunne sætte fra på mine ben.

"Heler i hurtigere? Hvordan fungerer de tænder du har? Der er så meget jeg gerne vil vide" Hans fingre var omkring min hage og vendte mit hovedet vurderende fra side til side. Med et hvæs bed jeg ud efter hans fingre, og blev belønnet med en lussing. Han var langt fra stærk, jeg tror faktisk Jennifer kunne have slået hårdere. Tanken fik mig til at grine. Han løftede udfordrende et øjenbryn af min reaktion.

"Er det alt du kan?" Jeg snappede ud efter ham igen med et dyrisk skrig. Han knipsede en enkelt gang og så gik de to mænd i gang. Den ene holdt mig mod væggen mens den anden slog mig adskillige gange i både ansigt og mave. Der gik ikke længe før jeg smagte blod i min mund. De smed mig mod gulvet og sparkede mig i ryggen og i maven. Jeg lod dem ikke høre at smerten tog til for hvert slag og spark, jeg ville ikke give efter! Bedøvelsen der lagde en dæmper på mine kræfter gjorde intet for at dæmpe smerten fra deres angreb. Da jeg fornemmede at de trak væk fra mig trak jeg vejret dybt og holdte det. Den ene hev mig op ved håret og trak mig hen til en anden stol i lokalet. Smerten var for overvældende og jeg skreg op i vrede! Den anden mand bandt mine hænder op og bandt dem fast til stolen i stedet.

"Før eller siden snakker du. Det gør de alle sammen" Lederen stod ved et bord ikke langt fra mig og studerede en stor kniv i hans hånd.

"Og jeg slipper ud af den her på et tidspunkt. Og så skal du få betalt." Min vrede buldrede frem, og jeg hev i rebene der holdt mig fast. Han fnyste af min udmelding.

"Det tror jeg næppe." Han nikkede til et af mændene, som i næste nu hev mit hovedet brutalt til siden og prikkede mig med endnu en nål. Jeg råbte frustreret.! Ikke igen!

~*~

Jeg ved ikke hvor lang tid der var gået. Dage? Uger? De havde gjort umenneskelige ting ved mig. Lavet dybe snitsår for at undersøge om jeg helede hurtigere end almindelige mennesker, hevet mine hjørnetænder ud af flere gange for at uskadeliggøre mig for blot at konstatere at de var vokset frem igen næste dag. Det værste var dog at hver nat blev jeg besøgt at op til flere mænd der voldtog mig i flere timer. De startede altid ud med at bedøve mig yderligere, dog ikke nok så jeg mistede bevidstheden. De nød åbenbart at jeg var nærværende men ude af stand til at gøre modstand.

Damien? Hjælp... Jeg havde af flere omgange kaldt efter ham i mine tanker, men bedøvelsen lagde åbenbart også en dæmper på dem. Ellers ville han være kommet! Havde han kunnet høre mig havde de reddet mig allerede få timer efter jeg var blevet taget. Jeg hørte døren gå og mærkede tårerne brænde bag mine øjenlåg. Ikke igen!

Vedkommende begyndte at binde rebene op der holdte mine håndled sammen. Forvirret kiggede jeg bag mig og en mand jeg ikke havde set før var i gang med at binde knuderne op mens han så sig nervøst omkring.

"Hvordan har du det?" Jeg vidste ikke hvad jeg skulle svare, han var et menneske og en fremmed! Med mine håndled befriet kiggede jeg ned på mine hænder og håndled. De havde været i gang med at fjerne samtlige negle i dag for at se om det fungerede på samme måde som mine tænder, og de var efterhånden på vej ud igen. Der var grimme mærker på mine håndled efter at være bundet så længe. Der ville gå noget tid før de forsvandt.

"Hvem er du?" Han smilede kækt og bandt den sidste knude op der bandt mine ben sammen.

"Din redningsmand. Kom, vi må væk herfra!" Han tog min hånd, og så skete der alt for mange ting på en gang, i forhold til hvad mine bedøvede kræfter kunne nå at opfange.

Minder fra hans liv fløj hurtigt forbi mit indre øje. Jeg så hvordan han som barn var blevet misbrugt, ødelagt af de mennesker der burde ha' passet på ham. Hvordan han på grund af sin voldsomme barndom altid var endt hos de forkerte mennesker, som i sidste ende havde fået ham til at blive et medlem af den bande der havde taget mig.

Han havde opdaget at de havde mig, hvad de gjorde imod mig. Han havde brugt den samme bedøvelse de gav mig, til at liste i drikkevarerne for aftenen.

Samtlige medlemmer der havde fået til opgave at holde øje med mig om natten, de mænd der havde misbrugt mig i flere nætter end jeg havde lyst til at huske, var nu ikke til megen nytte.

Udover det naturlige (for mig) indblik i hans minder mærkede jeg en varme brede sig fra hans hånd, der nærmest ætsede sig ind i min. Sådan føltes det i hvert fald.

Han prøvede at løfte mig op, men jeg var stadig for svag til at stå selv. Han kiggede sig omkring, jeg gættede mig til at det var noget tid siden at bedøvelsen var begyndt at virke, og at han ikke ligefrem var professor i blandingsforholdene.

Så vi havde ikke meget tid til hvis vi ville ud herfra.