Dawnbreaker: Soulhealer

~ 14 ~

Jeg åbnede døren til vores fælleslokale og gik stille ind. Damien sad i det ene hjørne i en lænestol med albuerne på hans knæ og hans hænder foldede foran hans mund. Han kiggede op ved lyden af mine skridt og hans blik blev trist ved synet af mig. Jeg satte mig i stolen ved siden af ham.

"Er du ok?" Han fnøs af spørgsmålet og lænede sig tilbage i stolen med hænderne i skødet.

"Det burde være mig der spurgte dig om det."

"Jeg er ikke ok, det ved vi. Uanset hvor mange gange i spørger vil det ikke ændre sig lige foreløbig. Så, hvad med dig?" Han kiggede ned på sine hænder og jeg lagde mit hovedet på skrå mens jeg afventede hans svar.

"Jeg har ikke sovet ordentligt i noget tid nu.. Ikke siden du blev taget den aften. Hver nat var vi ude og lede efter dig, lytte efter dig og vi hørte intet. Da du så endelig kom tilbage var jeg så lettet! Så lykkelig - du var i live! Indtil jeg rørte dig. Indtil jeg så hvad de havde udsat dig for. Dine skrig hjemsøger mig, og jeg føler mig mere magtesløs nu end mens du var væk. For hvordan kan jeg redde dig fra noget der allerede er sket?" Han pressede sine øjne i, mens han masserede det øverste af sin næseryg med 2 fingre.

"Før var jeg aldrig i tvivl om hvordan du havde det, for jeg kunne altid se det i dit sind. Og for hver dag der går tegner det mere og mere til at din tilstand er permanent, at du er afskåret. jeg føler at du har rejst nogle mure omkring dig selv som jeg ikke kan trænge igennem." Jeg vidste at han havde ret, jeg havde stadig ikke fortalt dem alt. Var det fordi jeg ikke stolede på dem? Nej, det var ikke tillid der manglede. Det var faktummet at det var så uhørt, direkte tabu at snakke med et menneske på den måde som jeg gjorde med Jake. Og jeg ville ikke kunne fortælle dem om ham uden at fortælle det hele.

Jeg rakte over og gav hans hånd et klem. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige. Det hele var bare noget rod. Han åbnede munden for at sige noget igen da vi blev forstyrret af Jennifer og Drew der kom ind i rummet.

"Vil du med ud i aften?" Drew begyndte at skifte over til hans sædvanlige tøj når vi var ude på en opgave. Jeg så skiftevis på hver af dem for uden ord at spørge om de syntes det var ok. Med ingen indvendinger rejste jeg mig.

"Altid."

~*~

Det var tydeligt at de passede mere på mig nu end før, og kunne jeg bebrejde dem? Damien og jeg arbejdede tæt sammen i løbet af natten, i modsætning til før hvor vi oftest arbejdede selvstændigt, især sidst på natten. Men jeg havde behov for hans evne til at kunne læse menneskene så vi kunne være sikker på at vi helede de rigtige. Min føler fortalte mig kun nogle overfladiske detaljer.

Turen havde været tiltrængt. Vi vendte tilbage til hulen tidlig morgen i godt humør. Alles smil faldt dog da vi nåede døren ind til vores lokaler. Der hang en rød konvolut - det betød indkaldelse til gruppemøde til middag når alle var oppe igen. Jennifer og jeg delte blikke og nikkede kort. I dag ville det gå løs.

Lydløst gik vi alle i seng. Jeg lå længe og vendte mig i sengen. Selvom jeg var udmattet kunne jeg ikke falde i søvn. Nervøsiteten kildede i mine håndflader. Hvad ville jeg i det hele taget gøre hvis jeg fik bekræftet at Samuel, eller endda Ashley der stod bag? Et kort øjeblik overvejede jeg at glemme det hele, men mindet om lederens ord fik mig til at stå fast. "Man kan slet ikke se noget på dig mere kan man? Ingen ar? I hvert fald ikke fysiske." Jeg måtte stille dem til ansvar for det de havde udsat for mig, det de havde udsat mit hold for! Når man arbejder så tæt sammen som vi gør vil sådan en oplevelse uomtvisteligt påvirke alle. Jeg lukkede øjnene i, og fremkaldte billedet af Jake der stod foran mig på taget dagen forinden. Mindet om hans duft og hans øjne fik mig til at falde til ro.