Dawnbreaker: Soulhealer

~ 21 ~

Jeg kom langsomt til mig selv. Jeg var stadig bundet og havde en sæk over hovedet.

Jake?! Jeg havde fuldstændig undervurderet hvor mange de havde sendt efter os. Der havde været mindst 3 hold, hvis det ikke var hele gruppen. Mit eget hold havde dog ikke været til stede - Jeg ville ha' fornemmet dem i løbet af ingen tid, og Jennifer havde sikkert også advaret mig hvis de havde været en del af det. Jeg bandede af mig selv - jeg burde ha' forudset det.

Cait? Jeg åndede lettet op.

Er du ok? Jeg hev i rebene men de gav sig ikke.

Det ved jeg ikke.. Jeg er træt og svimmel. Hvor er vi?

Jeg ved det ikke. Hvis du kan, så tramp i gulvet. Jeg skærpede mine sanser og hørte lyden af hans støvle der skrabede mod underlaget. Vi var ikke i samme rum, og der lugtede klamt og vådt.

Vi er tilbage i new York.

Hvordan ved du det?!

Vi er i hulen.... Den specielle lugt af våde sten og indelukkethed glemte jeg aldrig. Alle nyankomne blev vist fængslet, eller rettere de 5 celler der var bagerst i hulen - Så vidste alle hvad der lå forude hvis man nogensinde skulle gøre sig fortjent til at ende her (ifølge Ashley). Jeg hørte døren gå op længere nede af gangen, og jeg var stadig så påvirket af bedøvelsen at føleren ikke virkede. En anden dør åbnede igen, sandsynligvis den ind til det rum hvor Jake var.

Jeg skærpede mine sanser og kunne høre hvordan de hjalp ham op og slæbte ham ud af cellen og ned af gangen. Kort efter var der igen skridt på gangen og de kom nærmere min celle.

De sagde intet, løftede mig blot op i armhulerne og slæbte mig afsted ned af gangen. Hjertet hamrede i brystet af mig. Hvad skulle der ske?! Både Jake og jeg var for svage til at gøre nogen modstand, så al håb om at flygte var væk.

Hvor fører de os hen?

Jeg det ved ikke... Jake, jeg ved ikke hvad vi skal gøre!

Shhh. Hans stemme var rolig. Det skal nok gå. Jeg var ikke helt enig med ham, panikken havde godt og grundig fat i mig.

Vi blev slæbt over til den anden ende af hulen og da de næste sæt døre blev åbnet forstummede al tale. Vi blev ført ind i midten af rummet og sat dér. Sækken blev hevet af og jeg missede mod lyset.

Vi var i den største sal, hvor vores fællesmøder plejede at foregå. I anledningen var bordet dog fjernet, og hele gruppen stod langs væggene og så Jake og jeg an. Vi sad overfor hinanden med godt 3 meter imellem os, lige nu havde jeg lyst til at knuge ham ind til mig og på en eller anden måde få os væk herfra.

Jeg scannede mængden til jeg fandt dem jeg ledte efter. Jennifer så på mig med tåre i øjnene og knugede Drew's hånd som lå på hendes skulder, Damien stod ved siden af dem og så bekymret på mig med rynkede bryn.

"Tak fordi i alle er kommet!" Ashley stod på et mindre podie og talte med høj og klar stemme. Aiden og Samuel stod på hver side af hende.

"Vi har fanget forræderen! Tak til dem af jer der var meddelagtig i missionen til Alaska." Hun holdt en kort pause og tog et skridt nærmere mod hvor vi sad. "Jeg ved mange af jer tænker hvad Cait har gjort, hvad der er sket?" Hun vendte sig om og tog imod den bog Samuel havde stået med.

"For 400 år siden nedskrev Elizabeth en profeti." Mit hjerte stoppede. Dén profeti?! Hvad havde den med noget af det her at gøre??

"De sidste dage oprinder, når en ophøjet bliver forbundet med et skæmmet menneske." En hvisken løb igennem mængden og Ashley smilede for sig selv. "Det betyder i praksis, at hvis én af os, en dawnbreaker, kan elske et menneske vi normalt ville ha' healet, er det slut for os." Jeg følte nu samtlige blikke fæstnet på Jake og jeg.