Dawnbreaker: Soulhealer

~ 22 ~

Dagene flød sammen efter jeg var kommet tilbage i cellen. Jeg bød mørket velkommen og sorgen havde overtaget min krop og sind.

Det gik op for mig at dette var hvad mine mareridt havde advaret mig om for så mange måneder siden. Jeg følte mig magtesløs, efterladt og alene. Hvis jeg havde vidst hvad der ville ske, ville jeg så ha' handlet anderledes? Minderne om vores tid sammen var svar nok. Nej. Jeg ville gå igennem det hele en gang til for blot at føle Jakes arme omkring mig igen.

Forestillingen greb hårdt fat om mit hjerte og klemte til. Jeg klynkede lavt, trak knæene op under min hage, foldede armene omkring dem og gemte mit hovedet dér. Hvorfor havde de ikke slået mig ihjel? Lige nu ønskede jeg intet andet end at det hele var forbi. Det gjorde for ondt at være i live.

Jeg hørte døren gå op længere nede af gangen og så op. Låsen blev slået fra og Damien gik ind. Han lænede sig op af væggen overfor hvor jeg sad lænket og så mig an med rynkede bryn.

"Tomas er her, fra gruppen i Canada." Jeg svarede ikke, studerede ham bare mens jeg ventede på at han fortsatte. Før Jake og jeg havde mødt ham på vores rejse mod Alaska havde jeg kun kendt ham af navn.

"Han ville ha' forhindret henrettelsen af jer, men nåede først frem dagen efter."

"Det giver jo ingen mening." Min stemme var hæs efter mange dages gråd og skrig. "Hvorfor er jeg stadig i live hvis han kom en dag for sent?" Han sukkede og klemte på den øverste del af sin næseryg med sine fingre.

"Efter han døde, mennesket -"

"Jake." Afbrød jeg.

"Hva'?"

"Han hed Jake." Damien så på mig med medfølelse.

"Ja, det ved jeg. Undskyld. Da Jake døde var det som om du fik dine kræfter igen. Eller.. Det er en underdrivelse."

"Hvad mener du?"

Vi kan kommunikere igen. Blandt andet. Damiens stemme i mit hovedet var rolig. Det var så længe siden jeg havde kommunikeret med ham dér at følelsen ligefrem var fremmed.

"Prøv nu at læs Drew's tanker." Jeg så forvirret på ham.

"Hva'?!" Han krydsede armene over brystet.

"Prøv nu bare." Jeg fokuserede på hvor Drew var og forsøgte. Og utroligt nok så jeg hans tanker, hans minder. Jeg søgte videre igennem gruppen og det gik hurtigt op for mig at jeg kunne læse alle. Jeg kunne fornemme alle.

"Hvad sker der?" Han trak på skuldrene.

"Det er derfor du stadig lever. Tomas er i øjeblikket i samråd med Ashley. Hvad jeg har kunnet forstå på Jennifer holder hun hårdt på at du også skal henrettes." Jeg sukkede.

"Jeg ville ønske det hele bare var ovre. Jeg kan ikke mere Damien. Jeg har fået nok!" Mine arme faldt ned langs siden i overgivelse, og jeg lænede mit hovedet op af væggen med lukkede øjne.

"Vi er her stadig." Damien så på mig med vrede i blikket. "Selvom jeg aldrig kendte ham, så jeg alligevel nogle af jeres minder sammen. Jeg er ikke sikker på at han ville bryde sig om at du bare gav op!" Jeg sukkede. Jeg havde ikke lyst til at snakke mere om Jake, eller med nogen i det hele taget.

"Jeg vil lade dig være. For nu." Han gik stille ud, lukkede døren efter sig og låste den igen. Jeg lod mig falde ned på siden og krøb sammen i fosterstilling mens sorgen overmandede min krop endnu engang.

~ * ~

Jeg var blevet hentet af 2 hunters og blev ført gennem hulen til Ashleys private mødelokaler. Da jeg trådte ind stod hun midt i rummet ved siden af Tomas, og yderligere 2 matriarker jeg ikke genkendte. Aiden og Samuel sad ved bordet i nærheden hvorpå der lå en masser af bøger.