Dawnbreaker: Soulhealer

~ 15 ~

Januar, Canada, Québec

Efter 5 dages flugt nåede vi endelig grænsen til Canada. Vi var begge udmattede og havde kun hvilet få timer af gangen på skift. Jeg havde ikke fornemmet at der var nogen efter os siden vi forlod oplandet til New York hvor hulen lå, men jeg ville hellere være på den sikre side. Jeg vidste at der ikke var mange grupper jo mere nordpå vi kom, pga. den tynde befolkning.

Vi havde ikke haft tid, eller overskud til for alvor at få snakket om hvad der foregik. Vi var gået udenom Ottawa, og var nu på vej ind igennem skoven på nordsiden. Jake havde ikke stillet spørgsmålstegn, blot fulgt efter mig uden et ord. Hans tillid til mig var overvældende.

Jeg forstod stadig ikke hvordan eller hvorfor han pludselig havde kræfter som en dawnbreaker, endda så stærke at han kunne overmande et af de stærkeste hunters jeg kender. Men lige nu var der meget der ikke gav mening, og den eneste plan jeg havde var at få os i sikkerhed. Jeg blev trist ved tanken om aldrig at se mine venner igen.

"Det er ok." Hans ord rev mig ud af mine tanker. "Jeg er sikker på at i nok skal se hinanden igen engang." Forvirret løftede jeg det ene øjenbryn.

"Hvordan kan du vide det?" Han smilede skævt mens han sparkede en sten ned i floden.

"Håb. Noget mennesker har." Jeg lavede en pff lyd men kunne alligevel ikke lade være med at smile. Første gang vi for alvor taler sammen i 5 dage og så siger han sådan noget.

"Jeg fandt ud af at det var lederen for vores gruppe, Ashley, der havde sørget for at jeg blev fanget. Ikke direkte dog." Jeg gik med hænderne i lommerne på min jakke. "Jennifer hjalp mig. Men forbindelsen gjorde at jeg.. Ja, jeg ved sgu ikke hvad jeg skal kalde det. Kortsluttede? Minderne om dig fløj frem og tilbage mellem mig og Samuel."

"Hvem er Samuel?"

"Ashleys højre hånd. Ham der stod for forbindelsen til Michael." Jeg sagde hans navn med dyb foragt. "Men ja.. Jennifer advarede mig, og jeg nåede at flygte før det for alvor gik op for dem hvad der foregik. Jeg måtte nå dig før de gjorde."

"Hvorfor er det så slemt at du snakker med mig?" Jeg trak på skuldrene. Jeg vidste det faktisk ikke. Det eneste vi nogensinde havde fået at vide var at vi ikke måtte mænge os med mennesker, og slet ikke snakke med dem medmindre de skulle heles.

"Sådan har reglen altid været. Vi er skabt til denne verden for at redde menneskene, men må ikke tale med dem. Undskyld, med jer."

"Det er ok. Der er vist ikke ret meget menneske tilbage i mig." Han havde ret. Jo mere vi var sammen jo tydeligere blev forandringerne på os begge to. Mit hår var begyndt at vokse hurtigere end hvad det plejede, og det der voksede ud havde fået en mørkere farve, tæt på Jake's. Det nåede nu til skuldrene, hvor det før havde været kort og jeg følte mig stærkere end nogensinde før. Jake kunne nu gå for at være en dawnbreaker blot på hans kropsbygning efterhånden - det eneste der afslørede ham var hans mørke brune øjne.

Vi nåede dybere ind i skoven og satte os på knæ da vi nærmede os en flok virginiahjorte. Ingen af os havde spist noget siden vi havde forladt New York (En anden dawnbreaker egenskab. Vi kan gå i flere dage, sågar uger, uden føde.) så dette var en god mulighed for at få noget mad.

"Vi bliver nødt til at holde os på afstand og være i modvind. Ellers kan de fange færten af os." Jeg kiggede spørgende hen på Jake. "Efter min stedfar døde og min mor efterfølgende efterlod mig, flyttede jeg ud til min bedstefar i skoven. Han lærte mig at jage."

"Så må det jo næsten være dig der føre an, hr. mester jæger." Han sendte mig et skævt smil og kiggede sig hurtigt omkring. De stod i en lysning små 200 meter fra os. Uanset hvilken retning vi ville nærme dem fra ville de enten kunne se og lugte os.

"Bliv her." Han tog sin jakke af og kravlede op i et nærliggende træ. Nogle af hjortene løftede kort hovedet i vores retning men mere skete der ikke. Han var utrolig lydløs og det var kun selve træet man kunne høre der gav sig. Han hoppede fra det ene træ over i det næste til han til sidst var i det sidste træ ud mod lysningen.

Han kravlede ud på en gren lige over udkanten af flokken og lod sig falde ned.

"Jake?!" Råbte jeg forskrækket. Først kunne jeg ikke se noget da flokken gik i panik og de flygtede i den modsatte retning i forhold til os. Jeg rejste mig med hans jakke i hånden og løb over mod der hvor han var landet.

"Uf, det var en hård landing." Han rejste sig langsomt og rullede prøvende med skuldrene. Han havde fanget et ungt dyr og knækket nakken på den eftersom hovedet hang livløst ned langs siden.

"Jeg er imponeret." Jeg rystede det værste sne af jakken og rakte ham den igen. Efter at have taget den på smed han dyret over sin skuldre og vi fortsatte gennem skoven for at finde ly for natten.

~*~

Vi havde svært ved at tro vores held da vi fandt en gammel efterladt jagthytte. Jake stod udenfor og var i gang med at dræne dyret mens han hev pelsen af, og jeg havde været ude i skoven for at finde noget brænde til pejsen. Vinden var ved at tage til, og sneen var begyndt at falde igen. Han kom ind med køllerne, der havde ikke været meget kød på det unge dyr, men lidt var selvfølgelig bedre end ingenting.

Jeg havde fundet et gammelt slidt stykke snor til at binde mit hår op med, og vendte køllerne der langsomt blev stegt over flammerne. Det duftede himmelsk og varmen fra pejsen optøede vores frosne lemmer. Der var ingen møbler i hytten, kun pejsen og de få stykker værktøj der var efterladt. Vi havde blandt andet fundet lidt reb, og nogle gamle knive der trængte til at blive slebet - hvilket Jake var i gang med mens vi ventede på at kødet var færdigt.

"Hvor længe boede du hos din bedstefar?" Jeg sad i skrædderstilling og lænede mig tilbage mens jeg støttede på mine arme.

"I 2 år. Han døde af kræft. Jeg prøvede at blive i hans hus efterfølgende, men det blev revet ned af staten til ingen verdens nytte. Efter det drev jeg lidt omkring på må og få. Begyndte at gå med de eneste jeg kunne - udskud som mig selv." Han studerede nøje kniven og kørte sin tommelfinger hen over spidsen for at tjekke om den var skarp nok.

"Livet er en underlig størrelse. Engang imellem er det lort på lort, og man kan blive fanget i den tankegang at det måske bare ville være bedst at slutte det. For hvordan kan det nogensinde blive bedre? Og så mødte jeg dig." Han gav mig et forsigtigt smil og forlegent vendte jeg blikket mod flammerne. Jeg blev pludselig meget opmærksom på at vi var alene, i en hytte, midt ude i ingenting.

"Jeg tror kødet er færdig nu." Heldigt for mig var det rigtigt. Jeg havde desperat brug for at få fokus flyttet andetsteds.

Vi spiste i stilhed. Med fyldte maver og hytten der langsomt blev varmet op af pejsen var det svært at holde øjnene åbne. Jeg rejste mig for at tage knoglerne og smide dem udenfor.

"Kom her." Jake lagde sig på gulvet med front ind mod pejsen. Jeg sendte ham et mistænksomt blik.

"Jeg gør ingenting. Vi er nødt til at holde på varmen, og det kan vi gøre bedst sammen." Jeg stod og skiftede vægten fra fod til fod. Jeg vidste at han havde ret, og op til nu havde det været, mildest talt, pisse koldt at sove alene mens den anden havde holdt øje. Nu hvor vi endelig var nået til Canada havde vi en chance for at sove samtidigt så vi kunne nå længere dagen efter. Der var kun en enkelt gruppe eller 2 heroppe, og de var flere 100 km væk.

"Det må du selv om." Jake lagde sig på ryggen med tasken bag hovedet som pude og sin jakke over sig.

"Kan du sove alle steder?" Jeg tog min egen jakke fra gulvet og gik over mod ham.

"Mmh." Svarede han træt. Han var allerede ved at falde hen. Nå, til helvede med det. Jeg lagde mig ned ved siden af ham tættere på pejsen med min jakke over mig. Han lagde sig om på siden og lagde sig tættere ind til mig. Han var varm, dejlig varm.

Han lagde sin arm op på min side og uden at tænke over det havde jeg taget hans hånd og lagt den op foran mig hvor jeg knugede den ind under min hage med min ene hånd og min anden arm under mit hovedet, mens jeg trykkede mig længere tilbage imod ham. Vi faldt i søvn til vindens susen udenfor og den svage knitren fra pejsen.