Dawnbreaker: Soulhealer

~ 9 ~

"Én gang til, fra toppen." Jeg havde siddet i dette krydsforhør i flere timer. Trættende var en voldsom underdrivelse. Med et dybt suk masserede jeg mine tindinger og svarede Ashley.

"De skød mig med sådan en strømpistol og gav mig derefter noget bedøvende. Hvor længe jeg var væk i første omgang, eller hvor de havde ført mig hen ved jeg ikke. De torturerede mig i al den tid jeg var der, og voldtog mig om natten. Ashley hvad fanden er det du er ude efter?!" Jeg slog arrigt en knytnæve i bordpladen. Jeg nød ikke ligefrem at blive mindet om de 14 dage igen og igen. Men uanset hvor mange gange jeg fortalte hende historien virkede det som om at hun ikke troede på mig.

"Og hvordan slap du fri?" Hun ignorerede fuldstændig mit udbrud og gik fortsat frem og tilbage mens hun lyttede med hænderne foldet foran sig.

"Jeg formoder at de fik rodet rundt i blandingsforholdene, eller simpelthen glemte at give mig en dosis. Jeg kunne mærke mine kræfter var på vej retur og tog chancen." Jeg havde udeladt Jake fuldstændig. Jeg ville ikke have at der skulle ske ham noget, og at fortælle Ashley at jeg var blevet reddet af et menneske var ikke en god idé!

Jeg havde sovet hele dagen igennem og var først vågnet igen til aftenstid. Da mørket var faldt på, og alle hold drog ud i natten havde Ashley og Samuel hentet mig til denne afhøring. Samuel stod i et hjørne og stirrede på mig med et forundret blik. Ashley kiggede over mod ham engang imellem hvor han så ud til at ryste på hovedet af det uudtalte spørgsmål. Hun stoppede op og kiggede for første gang på mig.

"Stræk dine arme frem." Jeg gjorde som hun bad om. Arrene efter deres tortur var næsten ved at forsvinde. Hun vendte og drejede mine arme studerende og slap dem til sidst med et suk.

"De ved for meget. Vi må udrydde hele banden, uanset om der er modtagelige eller ej." Hun talte til Samuel som nikkede.

"Jeg vil være der." De kiggede begge over på mig. Jeg kunne mærke hvordan raseriet byggede sig op indeni mig, og vreden buldrede frem. "De skal få betalt." Jeg knyttede næverne omkring armlænene og træet smuldrede under mine hænder.

"Nuvel. Opgaven finder sted i morgen nat. I mellemtiden synes jeg du skal få hvilet dig noget mere. Vi kan ikke have at du bliver taget igen."

Jeg gik langsomt tilbage mod vores lokaler igen, mod min seng. Fysisk havde jeg det fint, mentalt var en helt anden snak. Jeg havde konstant en prikkende irriterende smerte i baghovedet. Ikke en reel hovedpine, bare ubehag. Jeg stod ved min seng da jeg pludselig hørte hans stemme i mit hovedet.

Cait..? Det var Jake! Hvordan..?!

Jake?! Kan du høre mig?? Jeg stod med bankende hjerte og ventede.

Ja! Det er syret det her!! Hvad sker der? Jeg stod og kiggede mig lidt ubeslutsomt omkring. Det jeg havde lyst til at gøre ville bestemt ikke være smart.. Men - hvornår var nogle af de ting jeg havde gjort været smart?! Med et kækt smil gik jeg over mod mit tøjskab.

Jeg ved det ikke selv. Men bliv hvor du er, jeg kommer!

~*~

Jeg nød at føle vinden i mit hår mens jeg spænede af sted over tagene mod der hvor jeg fornemmede han var. Da jeg kom tættere på genkendte jeg den industribygning vi havde søgt tilflugt i. Jeg landede på taget med let ynde, og ikke langt derfra sad han.

"Du kom!" Han rejste sig lettere besværet - han havde ventet i noget tid.

"Hej Jake." Jeg gik smilende hen imod ham og da jeg kom helt tæt på var jeg nødt til at bøje nakken for at se ham i øjnene.

"Du ser ud til at have det bedre?" Han tog et skridt tilbage og kiggede vurderende på mig.

"Mja... Mine kræfter er tilbage, de fysiske i hvert fald. De mentale dog er et stort rod." Jeg gik over mod tagkanten og satte mig med benene hængende ud over. Han tog plads ved min side.