Dawnbreaker: Soulhealer

~ 8~

"Fuck..." Han tog fat i begge mine arme og smed mig over hans nakke i et brandmands tag, og skyndte sig ud af døren. Han bevægede sig hurtigt gennem bygningen til trods for at han havde mig på slæb.

"Hvad fanden?! Hun er væk! Vågn op idioter!" Jeg genkendte stemmen med det samme. Det var lederen. Mit blod frøs til is og samtlige minder fra de rædsler jeg havde været igennem fløj forbi mit indre blik. Jeg kunne mærke hvordan ham der bar mig stivnede.

"Kan du... Lade være med det der? Det er distraherende" Han begyndte at gå igen, denne gang hurtigere.

"Hvad mener du?" Jeg prøvede at dreje mit hovedet så jeg kunne se hans ansigt.

"Jeg ved ikke hvordan.. Men - jeg kan se dine tanker." Kunne det i det hele taget lade sig gøre?! Normalt var det kun andre soulhealers jeg på den måde kunne dele tanker med. Hvad var det lige der foregik?!

"Ok.. Bare få os ud herfra!" Hvæsede jeg. Jeg var bange, ikke en følelse jeg var vant til.

Langt om længe var vi kommet ud i en gyde. Jeg kunne høre hvordan de var begyndt at lede efter os i bygningen, men vi havde heldigvis undgået dem indtil videre.

"Kan du stå selv?"

"Det tror jeg.. Lad os prøve." Han slap taget i mine hænder og lod mig langsomt glide ned på mine ben. Jeg vaklede, men det gik. Da jeg kiggede op så jeg et af mændene komme ud af døren vi netop var gået igennem.

"Hey! De er h..." Han nåede ikke at sige mere før jeg med et arrigt skrig var hoppet på ham og havde vredet hans nakke af led, dræbt ham på stedet. Han var et af de mænd der havde besøgt mig oftest. Jeg stod ved siden af hans lig og åbnede og lukkede prøvende mine hænder mens jeg trak vejret i dybe stød.

Jeg kiggede over på min redningsmand, han stirrede på liget og tog et skridt tilbage.

"Bare rolig, jeg gør dig ikke noget. Vi må væk herfra!" Jeg gik over mod den modsatte væg og kiggede op mod taget.

"Jeg er ikke sikker på at jeg kan det her, men det er vores eneste chance. Er du klar?" Han nikkede. Jeg rakte en hånd ud mod ham som han tog. Da vore hænder mødtes endnu en gang fik jeg et kort glimt at den frygt han følte. Men også vreden mod de mænd der var ved at hale ind på os.

"Hold fast!" Jeg guidede ham til at holde fast om min talje, og idet vi hørte masser af fodskridt bag os bøjede jeg let i knæene og hoppede så højt jeg kunne. Jeg nåede netop tagkanten med mine hænder. Han kom op først og rakte mig en hånd og halede mig op.

Vi kiggede kort ned på de forvirrede mænd der stod og kiggede op mod os.

"Hvorfor fanden står i bare der?! FANG DEM!" Lederen var ude i gyden nu, og jeg studerede nøje hans ansigt. Jeg glemmer dig aldrig! Jeg skal nok finde dig!

"Vi bliver nødt til at finde et sikkert sted for natten." Hoppet havde drænet meget af den energi som det pludselige adrenalin rus havde givet mig. Han nikkede for at tilkendegive at han havde forstået mig. Jeg kunne ikke tage ham med hen til gruppen, vi var nødt til at finde et andet sted. Vi fortsatte vores flugt hen over tagene, til vi nåede udkanten af den indre by. Vi fandt en nedlagt bygning i et industrikvarter hvor vi fandt ro i en gammel personale lounge. Der stod stadig nogle gamle sofaer.

Jeg lod mig dumpe ned i den ene sofa, fuldstændig udmattet. Med frustrerede suk masserede jeg mit ansigt. Han satte sig på knæ foran mig mens han trak sin jakke af og lagde den om mine skuldre. Det var først da jeg lagde mærke til at jeg knap havde noget tøj på. Nogle bløde bomulds shorts, og en tank top. Det var ikke mit eget.

"Jeg hedder Jake." Jeg kiggede op og lagde for første gang ordentlig mærke til ham. Han havde mørkt kort krøllet hår, venlige brune øjne og et markeret kæbeparti. Han var atletisk af bygning. Heldigt, ellers troede jeg ikke på at han kunne have båret mig så langt som gjorde.