Dawnbreaker: Soulhealer

~ 16 ~

Februar, Canada, Manitoba

Efter 3 uger var det svært ikke at blive noget mismodig - vi var langt fra halvvejs mod det endelig mål: Alaska. Vi nærmede os en af de første grupper og var nødt til at være mere varsomme.

"De er omkring 50 km fra os. Hvis de har nogle stærke elathians i deres gruppe vil de fornemme og opsøge os. Det er meget unormalt for en dawnbreaker at være så langt nordpå."

"Da der ikke er så mange mennesker?"

"Lige præcis." Bekræftede jeg med et nik. Hvis det ikke havde været nødvendigt havde vi aldrig bevæget os så langt nordpå. Det var pisse koldt. Og Alaska ville blive værre endnu, i hvert fald i vinterperioden. Og hvad håbede jeg egentligt på når vi så endelig nåede frem? Jeg ved godt hvad jeg efterhånden længtes efter, og det blev tydeligere jo mere tid vi tilbragte sammen.

Jakes varme og smil var smittende, han fik mig ofte til at grine med den ene joke efter den anden. Mange havde jeg hørt før, men han fortalte dem med så meget entusiasme at det var som om at jeg hørte dem for første gang igen. Vi lå fortsat sammen om natten for at holde varmen, og det at ligge så tæt var ved at drive mig til vanvid. Jeg kunne slet ikke forstå det behov der pludselig var opstået i mig!

Vi havde bevæget os nordpå og fulgte foden af bjergkæden på vej mod Northwest Territories. Kulden og sneen blev kun værre og siden natten i hytten havde heldet forladt os. Vi havde af flere omgange været nødt til at lave en bivuak, og en enkelt nat havde vi fundet en efterladt hule. Vi havde gemt pelsene fra de få dyr vi havde jaget for at få føde, og brugte dem til at have omkring os i løbet af dagen med reb omkring, og over os om natten.

For en gangs skyld var sneen stoppet med at falde og solen stod højt på himlen. Vi var gået i stå og kiggede ud over dalen der lå under os.

"Jeg har aldrig set noget så smukt" Dalen var ubeskrivelig. Sneen lå overalt, og med solen fremme så det hele næsten eventyr-agtigt ud.

"Heller ikke jeg." Jeg behøvede ikke at dreje hovedet for at vide at han ikke så på dalen, men på mig. Mine kinder blev varme og jeg havde allermest lyst til at puffe til ham så han ville vælte ned af skrænten.

Med en let hosten fortsatte jeg ned af stien. Hans søde kommentare var begyndt at komme oftere, og jeg anede ikke hvordan jeg skulle svare. Jeg var en dawnbreaker og han et menneske - til trods for at hans udseende havde ændret sig, gjorde det ingen forskel. Bare tanken om at have noget der lignede et forhold til et menneske var mildest talt tabu. Jeg havde taget ham med for at være sikker på at han var i sikkerhed - det var jo det mindste jeg kunne gøre når han havde reddet mit liv. Men jo mere tid vi tilbragte sammen begyndte jeg at betvivle mig selv, om det nu også var dérfor.

Jeg kiggede mig over skulderen da jeg kunne høre at han satte farten op, og i næste nu løb han forbi mig. Han fortsatte i noget tid og løb ind mod skoven væk fra stien. Jeg fortsatte i mit eget rolige tempo, lettere forvirret over hvor pokker han nu skulle hen. Selv efter jeg var gået forbi det punkt hvor han var løbet ind i skoven kunne jeg ikke se ham.

"Jake?" Kaldte jeg. Var han blevet ked af at jeg ikke havde svaret på hans kommentar? Det havde jeg nu heller ikke gjort de andre gange, og der havde han ikke reageret sådan. Forvirret bed jeg i min underlæbe. Jeg kaldte på ham med jævne mellemrum, og følte mig lidt som en hundeejer (Dem havde jeg ofte set i skoven hvor vores hule lå på vej hjem fra en opgave.)

Der gik ikke længe før jeg blev bekymret. Hvor fanden var han henne?! Havde han glemt hvor tæt vi var på en gruppe!? Jeg blev revet ud af min tankestrøm da jeg blev ramt i nakken af noget koldt og vådt.

"Hvad..??" Jeg børstede sne af min nakke og stirrede forvirret på min hånd. Jeg nåede lige at kigge op og undgå den næste snebold der blev kastet imod mig.