Dawnbreaker: Soulhealer

~ 20 ~

Jeg stod i Jeremiahs hus og var ved at gøre mig klar. Hans mor og søster havde hjulpet mig hele dagen mens han og hans far havde hevet Jake med til den anden ende af dalen.

"Du har så smukt hår" Sukkede Linda, hans lillesøster. Jeg trak lidt på smilebåndet. Det nåede mig til midten af ryggen nu, mørkebrunt med lyse striber - et levn fra min egen hårfarve. Hun havde flettet det til en krans ovenpå hovedet. Jeg havde fået lov til at låne et af hendes kjoler, eller rettere Linda havde insisteret på det - en mellemlang bomuldskjole i svagt rosa.

"I behøver altså ikke, jeg kan sagtens s.."

"Pjat med dig! Vi vil gerne hjælpe, lad os." Rosie, deres mor kom gående ind med en kurv fuld af blomster som Linda begyndte at sætte ind i mit hår strategiske steder. Jeg sukkede og lukkede øjnene.

Der var ikke gået andet end en uge siden han havde givet mig ringen og ingen af os kunne se nogen grund til at vente.

"Kan du læse tanker?" Linda havde bombarderet mig med spørgsmål siden vi var ankommet for en lille time siden. Hun var 15, 2 år yngre end Jeremiah.

"Ikke som sådan. Engang kunne jeg, sådan overordnet, lære alt om et menneskes liv blot ved en berøring. Men efter jeg mødte Jake mistede jeg den kraft."

"Hvorfor?" Jeg trak på skuldrene mens jeg så ned på mine hænder.

"Det ved vi ikke. Jeg ved bare at Jake var et menneske da vi mødte hinanden. Det er som om vi har delt mine kræfter mellem os."

"Så, Linda! Vil du stoppe med det tredje grads forhør?!" Jeg så op i spejlet og nåede at fange hvordan Linda rullede øjne af sin mor.

"Jaaaerh!" Sagde hun med et dybt suk. Jeg kunne ikke lade være med at fnise. Rosie så forvirret på os, og jeg rystede på hovedet.

"Ikke noget, jeg kom bare i tanke om noget sjovt." Da hun kiggede væk igen blinkede jeg til Linda i spejlet. Fjollede pigebarn.

Et højt brag længere nede af gangen tiltrak vores opmærksomhed.

"Hvad var det?" Linda himlede med øjnene.

"Det er Abigail.. Jeremiah's mage." Jeg gjorde store øjne. Han havde hentet hende?!

"Hvad laver hun?!" Hun fnøs til svar.

"Sikkert ved at splitte hele hans værelse ad. Han hentede hende for 2 dage siden."

"Kan jeg se hende?" Hun så spørgende på mig for derefter at trække på skuldrene.

"Hvis du absolut vil, vi er færdige alligevel." Hun pakkede de sidste ting væk og gik ud på gangen. Hun stoppede op ved siden af døren og nikkede mod den.

Jeg bankede på og ventede. Der blev stille og jeg åbnede langsomt døren. Værelset var rodet til, skufferne var hevet ud af kommoden og indholdet lå smidt ud over det hele. Kommoden var efterfølgende blevet væltet - nok derfra braget var kommet.

"Hvem er du?" Spurgte hun tvært. Hun sad på kanten af himmelsengen med armene over kors. En køn ung pige med langt blond hår.

"Jeg hedder Cait. Du er Abigail?" Hun kiggede ud af vinduet uden at svare mig.

"Det ved du at jeg er." Sagde hun med en lille stemme.

"Hvor er du fra?" Hendes underlæbe rystede let og hun tørrede sin næse i ærmet.

"Seattle... Jeg var på udflugt med min skole heroppe da..." Hun tav og fede tåre trillede ned over hendes kinder. "Jeg kommer aldrig til at se mine forældre igen, gør jeg?" Hun så på mig med bedende øjne.