En ud af tusinde Ft. Marcus & Martinus

Må jeg?

Jeg skal jo vente i lang tid, før jeg kan skrive tilbage til Martinus. Hvad ville han sige hvis jeg ikke kunne tage med alligevel?

Endelig kommer min mor ind af døren. Det har jeg virkelig set frem til. "MOR må jeg godt tage med Martinus til Norge?". Jeg er virkelig nevøs for at jeg ikke må. Jeg krydser mine fingre. Hun tænker. Jeg hader når hun gør sådan, det betyder jeg nok ikke må. "Øhm... jeg skal først snakke med Kjell-Erik" "okay du ringer bare til ham". Jeg er stadig usikker på om jeg må. Min mor tager telefonen op og taster hans nummer ind. Hun tager den på til øret. Hun snakker i lang tid. Tiden går meget langsom. "Jamen okay, jeg snakker lige med hende ogsåskriver jeg tilbage, super hej". Min mor lagde på. "Hva' så, må jeg?!" Skynder jeg mig hurtigt at sige. "Må jeg ikke kun, kom nu kom nu". "... okay men så skal du også passe på dig selv og høre efter hvad Kjell-Erik siger!" "Tak mor og det lover jeg". Jeg bliver utrolig glad. Jeg løber op af trappen og op på mit værelse. Jeg vælger at ringe til Martinus.

M=Martinus
S=Simone

M: Hey hvad så, må du?
S: altså min mor var meget usikker og hun vidste ikke rigtig om jeg var stor kun til det...
M: når okay.
Han lyder trist.
S: men øhm.. (siger jeg på en trist måde) altså jeg måtte nu godt alligevel..
M: virkelig? Mener du det?
Han lyder mere glad nu.
S: ja hun snakkede med din far og han sagde det var okay.
M: jeg kan ikke vente med at se dig igen
S: heller ikke mig.
Vi skal nu mødes om 3 uger, men 3 UGER. Det er jo lang tid.
S: Martinus jeg har svært ved at vente så længe med at se dig.
M: jeg har det på præcis samme måde, men så kommer vi jo også til at være sammen længe efter.
S: det bliver fantastisk

Samtalen slutter..

3 uger senere
Idag er idag hvor jeg skal se Martinus. Jeg glæder mig så ubeskriveligt meget. Vi snakkede sammen hele dagen igår, om hvor meget vi glædede os. Men jeg skal i skole først. Jeg gider virkelig ikke, men jeg bliver nød til det. Jeg går her på vej i skole. Jaaa. Jeg håber virkelig at skole tiden går hurtigt. Idag har vi engelsk, matematik, historie og dansk. Idag er min hade dag, alle dage er mine hade dage.

Efter skole...
Det sidste minutter af skoletiden går virkelig langsomt. De sidste sekunder. Jeg kigger hele tiden på uret.
Det ringer ud.
Jaaa råber jeg næsten ud i hele klasselokalet. Ups. Pinligt. Jeg skynder mig pakke mine ting sammen. Jeg løber hele vejen hjem. "Hvornår spiser vi ud i lufthavnen?" Spørger jeg min mor lige da jeg kommer ind ad døren. "Øhm jeg tænker lidt at vi kører om 1 time, de lander jo først kl. 16" råber min mor ude fra køkkenet. Man jeg glæder mig. Jeg glæder mig tip at se ham smile. Jeg elsker hans smil. Jeg glæder mig til at høre hans stemme. Jeg elsker hans stemme. Det bliver bare helt fantastisk.
Den ene time går med at gøre mig klar, jeg finder tøj som jeg skal have med. Jeg finder alle de praktiske ting jeg skal have med. Det sidste 10 min. finder jeg noget nyt tøj at tage på, jeg retter også lige min make up. Jeg skal jo se lidt lækker ud, når jeg mødes med ham igen. Jeg sætter mig i bilen og min mor kommer ud. Vi kører nu mod lufthavnen. Jeg sender en snap til Martinus om at vi er på vej. Han svarer tilbage. Det er et billede fra flyet. "Glæder mig til at se dig søde" tilføj han som tekst.

50 min senere..
Jeg står nu og venter på Martinus og hans familie. Jeg kan ikke vente mere. Dørerne åbnes. Er det ham?