En ud af tusinde Ft. Marcus & Martinus

"Okay forklar, hvorfor er du så FKN dum?"

Det skal lige siges at vi havde ikke sex, men vi hyggede bare lidt.

Det er blevet aften og vi skulle ud og spise. Hvordan ville stemningen blive mellem mig og Marcus? Jeg er usikker på om jeg overhoved har lyst til at tage med, men det bliver jeg vel nød til. Jeg kigger på Martinus og han smiler til mig. Jeg kigger ned. Jeg rejser mig fra sengen. Jeg går ud på badeværelset. Jeg for det dårligt. Jeg har aldrig været gid til at holde på sådan nogle hemmeligheder, jeg plejer altid at få det dårligt og self får jeg det også nu. Jeg bliver svimmel, jeg falder ned på gulvet. Tinus kommer løbende ud, for at løbe mig op. Han tager mig i armen og trækker mig ind til sig.

Tinus's synsvinkel
Hun kigger på mig, jeg smiler tilbage. Hun rejser sig og går ud på badeværelset. Hun går ikke helt lige. Er hun svimmel? Er der noget galt med hende? Hun falder ligepludselig til jorden. Jeg tænker hurtigt og løber hen til hende. Jeg tager hende i armen, hjælper hende op. Jeg trækker hende ind til mig. "Hvad er der galt mus?" Siger jeg bekymrende. "Det er ligemeget" svarer hun og kigger derefter ned i jorden. "Nej jeg vil virkelig gerne høre hvad du tænker på" siger jeg og tager en hånd under hendes hage, så hun kigger på mig. De smukke grønne øjne, jeg kan forsvinde helt. En tåre presser på, det kan jeg se på hende. "Hva' så?" "Du må virkelig ikke blive sur, okay?" Siger hun og tager min hånd. "Hvad skulle jeg da blive sur over?" "Det er bare... Marcus kyssede mig". Der bliver helt stille. Hvad skulle jeg sige? Jeg bliver vred, men også virkelig ked af det. Hvordan kunne Marcus gære det imod mig? Han er jo min bror. Jeg troede han var glad på mine vegne. Jeg vender mig om. Jeg tager mig til hoved. "Hvornår?" Siger jeg vredt. "Tinus det var ikke noget særligt, det var oppe ved poolen, der var ikke noget i det." Siger hun med en trist stemme. "Hvordan kunne du gøre det?" Siger jeg og kigger på hende. En tåre presser på og jeg har svært ved at holde det inde. "Var" siger jeg igen og denne gang med en usikker stemme. "Tinus undskyld, jeg ved ikke hvordan det kunne ske, men der var ikke noget i det og du ved jo jeg elsker dig, og KUN dig!" Siger hun jeg krammer mig. Jeg skubber hende væk. Jeg tager i dør håndtaget. Jeg tager store skridt hen mod værelsesdøren til Marcus og Kjell Erik. Jeg banker hård på døren, der bliver åbnet. Marcus. "Hvordan kunne du gøre det?" Råber jeg i hoved på ham. Simone er lige bag mig. "Gøre hvad?" Svarer han og kigger om på Simone. "Jeg tror udemærket godt du ved hvad jeg mener" "Hey Hey hvad sker der her?" Siger Kjell Erik og stiller sig imellem os. "Hvorfor kyssede du hende?" Sige jeg og kigger ham direkte i øjne. "Jeg troede vi var brødre" .... "betyder vores broderskab ingen ting for dig? Hvis du havde en kæreste og var glad for hende, kunne jeg da ALDRIG finde på at kysse hende". Han svarer ikke. Jeg vender mig om, jeg går forbi Simone og rammer hende med min skulder. "Tinus kom nu tilbage, lad os snakke om det" råber Simone efter mig. "Ikke får Marcus har en ordenligt forklaring på det her" siger jeg og kigger mig og skulderen. Jeg kan se Simone skubber til Marcus, og siger noget jeg ikke hører.

Simone's synsvinkel
"Hvordan kunne du også finde på det" siger jeg vredt til Marcus og skubber ham. Jeg begynder at græde. Ville jeg få Tinus tilbage? Jeg bliver virkelig nød til at snakke med ham og i hvert fald Marcus. Hvorfor kyssede han mig også? Jeg vælger at gå. Jeg lægger mig ind på mig og Tinus's værelse. Jeg kaster mig i sengen og begynder at græde ned i en pude.

Marcus's synsvinkel
Jeg havde virkelig lavet rod i alt. Min bror vil nok aldrig snakke med mig igen. "Far hvad skal jeg gøre?" Sige jeg grædende. Jeg kigger på ham med tårer i øjne. "Jeg synes du skal snakke med ham om alt, og finde ud af det hele. Han kan jo ikke være sur for evigt". Jeg løber ud ad døren. Jeg må finde Martinus. Jeg løber hen af gangen, ned at trapperne, ned i lobbyen. Der sidder han, ude foran hotellet. Hvad tænker han på. Hvad hvis nu der kom nogle fans. Ligemeget, det vigtigste lige nu, er at jeg bliver gode venner med ham igen. Jeg tager ham på skulderen. Han kigger bagud. Han vender øjne af mig og kigger væk. Han rejser sig. "Marcus jeg gider ikke at snakke med dig" siger han med gråd i stemmen. " det er helt fair, men du skal vide at Simone ikke havde noget med det at gøre, så du skal ikke være sur på hende, men mig, kun mig" siger jeg i håbet af at han hører mig. "Det fint Marcus" svarer han vredt. "Det er ikke fint Martinus, snak med mig, så skal jeg nok forklare det hele". Han vender om. Vi sætter os et sted, hvor folk ikke kan se os eller høre med. "Okay forklar, hvorfor er du så FKN dum?" Siger han og kigger seriøst på mig. Jeg kigger ned og prøver at finde den bedste forklaring. "Det er bare....

Uha hvad mon Marcus har som forklaring? Synes I også at Marcus har dummet sig? Hvordan mon det kommer til at gå efter, bliver alt det samme? Håber i kan lide afsnittet❤️ kan vi komme op på 1k Readers?😆
~ 956 ord ~