En ud af tusinde Ft. Marcus & Martinus

Afsked

"Det er jeg ked af" "det er ikke din skyld" siger jeg hurtigt efter.

Jeg elsker at snakke med ham, han er så sød og kærlig. Vi snakkede i lang tid og Jose snakkede med Marcus. Jeg kunne blive siddende her hele dagen og imorgen. For altid. Men jeg ved det ikke kommer til at ske. De flyver videre og de glemmer mig. De vil ikke kunne huske hvem jeg er. Jeg er jo bare en af mange, hvorfor skulle de også huske mig? Jeg er jo bare en pige på 14 år og kommer fra lille Danmark. Tiden flyver afsted og deres far Kjell Erik. "Drengene vi skal til at afsted". Nej de må ikke gå nu, vi snakker lige så godt og jeg vil ikke have at det ender her. "Okay vi kommer om lidt" siger drengene i kor. "Når så i tager afsted nu?" Siger jeg stille. "Ja vi skal hjem til Norge, det har været helt fantastisk at være her og jeg er taknemlig for at ha' mødt dig". Sagde Martinus Gunnarsen lige det til mig. Jeg bliver nervøs og jeg ender bare med at sige. "Jeg er også taknemlig for at ha' lært dig af kende". Vi ender i et kram. Han dufter vildt godt. Jeg har ikke lyst til at slippe ham, men jeg bliver jo nød til det. Drengene er på vej ud af døren da Martinus pludselig vender sig om. "Øhm kan jeg få din snap?" "Ja selfølgelig" jeg giver ham min snap. Hele turen på vej hjem, skriger jeg næsten af glæde. Jeg fik Martinus Gunnarsen's private snap!! Jose er lige så glad som mig, da hun fik Marcus's snap. Vi er nok de mest lykkelige piger lige nu.
Næste dag
Jeg fik ikke sovet særlig meget i nat, da jeg var over glad over det med Martinus, men også fordi jeg ikke havde det så godt. Jeg havde lidt kvalme, ondt i hoved og alt det der. Det var søndag, så jeg kunne jo godt nå at blive rask til mandag. Jeg lå bare i min seng og slappede af. Min telefon brummer. Jeg tager den op og ser at Martinus har sendt en snap, jeg skynder mig at åbne den. Han har taget et selfie af sig selv, skriver "har du sovet godt?" Han har endda skrevet et hjerte. Aww. Jeg skynder mig at svare. "Jeg har faktisk ikke sovet så godt, da jeg ikke havde det så godt". Han svarede tilbage. Han så bekymret ud. "Er du okay?" "Jaja det går over". Hele dagen går med at ligge i min seng. Jeg sov ret meget, det plejer jo at virke på at man får det bedre.
Mandag
I skolen tænkte jeg kun på Martinus. Mig og Jose snakkede også hele dagen om dem, og om vi overhoved mødtes med dem igen. Lige nu er jeg på vej hjem fra skole, jeg tager et selfie. "Hva' så?❤" jeg sender det til Martinus. Han åbner den med det samme. Han svarer, og med et fantastisk selfie. Han er for lækker. "Tænker kun på dig". Man kan ikke andet end at holde af ham, og selfølgelig gør jeg det. "Mødes vi nogensinde igen?" Sender jeg tilbage. Var det for meget? Ligemeget nu har jeg sendt det og jeg vil gerne vide hvad han svarer.

Håber i kunne lide 2 afsnit og stadig vil følge med❤