En ud af tusinde Ft. Marcus & Martinus

Bliver vi mon venner igen?

"Okay forklar, hvorfor er du så FKN dum?" Siger han og kigger seriøst på mig. Jeg kigger ned og prøver at finde den bedste forklaring. "Det er bare....

"Hvad?" Siger Tinus og kigger mig direkte i øjne. "Det er bare... jeg ved godt jeg gjorde noget utroligt dumt og jeg skammer mig ubeskriveligt meget. Du må virkelig virkelig undskylde, jeg ved ikke hvordan jeg ellers skal gøre det godt igen" siger jeg og en tåre triller ned ad kinden på mig. Han siger ikke noget, han kigger bare ned i gulvet.

Tinus's synsvinkel
"Sig noget Martinus, du ved godt jeg aldrig ville gøre sådan noget ik? Jeg ved godt du synes jeg er FKN dum og det har du også lov til at synes, undskyld" siger Marcus imens jeg prøver at få øjenkontakt med mig, men jeg har ikke lyst til at kigge ham i øjne. Jeg hader ham! "Marcus jeg har ikke lyst til at snakke mere om det, okay!" Siger jeg vredt og rejser mig. Min far står for enden af gangen. "Hey drenge?" Siger han og går imod os. Marcus sidder stadig på gulvet. Han kigger ned i gulvet, han græder. "I skal til at gøre jer klar, vi skal til et interview her om 1 time". Jeg siger ingenting jeg går bare videre. Jeg er på vej hen mod værelset. Jeg læner mig ind til døren, jeg kan høre Simone græde. Jeg kan ikke lide at høre hende græde. Jeg åbner stille døren. Hun ligger med hoved ned i en pude. Jeg sætter mig på kanten af sengen. Hun rejser hoved og ser mig. "Tinus, jeg er så ked af det, virkelig. Jeg elsker dig af hele mit hjerte og KUN dig". "Det fint" siger jeg koldt og går over for at skifte tøj. "Nej det er ikke fint" hun rejser sig og krammer mig. Jeg elsker når vi krammer. En tåre presser på, jeg kan ikke holde det tilbage. "Aww mus, du ved at han ikke mente noget med kysset og at han elsker dig og vil aldrig gøre dig ondt" "men det gjorde han" siger jeg stille. Hun tager mig under hagen, så jeg kigger hende i øjne. "Ja det ved jeg godt, men han mente intet med det og vil aldrig gøre det igen. Prøv at hør, I er brødre og brødre kan ikke altid enes og I elsker jo hinanden og... jeg ved at jeg også taler på hans vegne når jeg siger, vi kan ikke leve unden dig". Jeg snøfter og tørrer tårerne væk fra mine kinder. "Jeg elsker dig og dit glade humør hver eneste dag, og når du ikke er glad, er jeg ikke glad" hvisker hun i mit ører. Jeg kigger på hende. "Jeg elsker også dig". Jeg kysser hende og giver et lille smil. "Se du kan godt finde ud af at smile" siger hun og griner. Hun får mig til at grine.
Vi finder noget tøj frem og gør os klar. "Øhm hvad er det egentlig vi skal" siger Simone og tager min hånd. "Øhm det kan jeg ikke fortælle dig endnu" siger jeg og tager i håndtaget og åbner døren. "Damerne først" "tak tak" siger hun og smiler. Vi går hen og banker på hos de andre. Ingen åbner, så vi går bare ind. De sidder i sengen og snakker. Marcus græder stadig. Jeg går hen foran ham. Han kigger op på mig, han rejser jeg og siger "du må virkelig undskylde" jeg afbryder ham. Jeg krammer ham og hvisker "Marcus jeg ved du ikke mente noget med kysset og skal vi ikke bare komme videre?" Han kigger overraskende på mig. "Det er jeg så glad for du siger". Jeg krammer igen. Simone står og tager sig til øjne. Hun græder. "Se nu, i fik mig til at græde". "Aha kom her" siger jeg og tager hånden frem. "Gruppekram" siger Marcus og trækker far med ind i krammet.

Tusinde tak for 1k, det er jo sindssygt at så mange vil læse med. Tusinde tak! Håber I stadig kan lide den og skrev gerne nede i kom, hvad i synes. ❤️❤️