Lucy

Han er tilbage

Der står han. Lænet op af bildøren, som om han kun har været væk i 2 minutter og ikke 2 år. Helt afslappet står han og ser ud over horisonten, med en hånd der køre igennem håret. Det bløde mørke hår, med de lette krøller der falder ned i øjnene på ham. Jeg kan stadig mærke det imellem mine fingere, selvom det er 2 år siden at jeg har været i kontakt med det. Den svage aftensol sender gyldne striber over håret, som får det til at skinne. Hans øjne er gemt bag nogle solbriller, men jeg kan stadig huske hans livlige grønne øjne. Dem der så ind i mine, som var jeg den eneste han ville se på. Han havde som sædvanligt en åben rød skovmands skjorte på, over en hvid T-shirt og stramme jeans. Han stod ikke tæt nok på, men jeg kan stadig se de veltrænet mavemuskler som gemmer sig bag den foran mit indre blik. Kan føle dem under min hånd og mindet er så stærkt, at det føles som om jeg aldrig vel glemme det, selvom jeg aldrig kommer til at røre ved dem igen. Jeg vil aldrig mærke de bløde læber mod min hud mere. Hans duft vil ikke hænge ved mine ting og selvom den ikke har gjort det i så lang tid, kan min hjerne stadig huske duften. Jeg kan huske alt. Følelserne vælter mig rundt og al luft i mine lunger, flygter med ud sammen med aftenbrisen. Vreden og skyldfølelsen. Glæden og stoltheden. Kærligheden og sviget. Alle de gamle følelser jeg troede var forsvundet sammen med ham, er nu kommet tilbage. Hans ord og løfter som han ikke har holdt rammer mit hoved som pistolskud. Han vender hovedet mod mig og opdager at det er mig og fjerne sine solbriller. Min kaffekop rammer jorden og jeg kan mærke den kolde kaffe glide ind imellem mine bare træ i mine klipklappere. Jeg står stadig frosset, men da han kalder mit navn vågner jeg op af min trance. Hurtigere end lynet vender jeg mig om og løber. Løber som galte det mit liv. Sådan føltes det også. Mit liv gik i stå den dag han forsvandt og det blev aldrig det samme, som før og det vil det muligvis heller aldrig blive. Jeg ved ikke om han tog sig den ulejlighed at løbe efter mig, men det vil ligne ham at lade være. Han er ikke den samme mere. Ham jeg kendte ville havde fanget mig nu. Eller han ville ikke havde haft muligheden for det, for han ville ikke havde fået mig til løbe væk, til at starte med. Jeg skubber folk væk fra den smalle gamle gade, som jeg skal igennem, for at kunne komme ud på den anden side. Først nu mærker jeg tårerne som løber som en varm strøm ned af mine kinder. Men om der også er glædeståre iblandt ved jeg ikke. For selvom han har såret mig, har jeg savnet ham. Jeg har elsket ham. Faktisk stoppede jeg aldrig med at elske ham. Den tanke gør mig om muligt endnu mere vred. Eller måske er jeg bare skuffet over mig selv. Jeg holder stadig af ham og det burde jeg ikke. Jeg har prøvet at låse mit hjerte inde, men han har inficeret det for meget til at jeg kan holde ham ude. Et frustreret hyl slipper mine læber og små hulk kommer efterfuldt. Jeg føler mig kørt over flere gange og efterladt på et beskidt gadehjørne. Jeg nåde bakken hvor mit hus lå på og med kræfter jeg ikke viste jeg havde, løb jeg mod huset. Er der næsten. Bare få skridt til og så kan jeg låse mig inde og aldrig mere se verden igen. 20 meter som føltes som 200 er der tilbage. Og der, i min indkørsel, står den gamle sportsvogn som den plejer. Eller som den plejede. Jeg blev sparket 2 år tilbage i tiden og mine ben rystede af angst for hvad der ville ske. På mit dørtrin sider han foroverbøjet og trommer med fingrene mod sit knæ. Det sygeste deja-vu overfalder mig og min mund bliver knas tør. Han kigger op med alvorlige øjne. Jeg har kun set ham alvorlig få gange før. Han plejede at være fuld af latter og sjov, også selvom det ikke var passene. Hans dybe stemme slår ekko da han siger " Hey. Vi må lige snakke" og ude af stand til at gøre noget tager min hjerne over og svigter mig med at nikke.