My Brothers Best Friend - Citybois

Kapitel 51

Jeg overvejer det lidt, men tager så min mobil frem og ringer til Anthon.
Han tager den ikke den første gang...
Eller anden...
Eller tredje...
Eller fjerde...
Og efter fjerde opkald tager jeg mig sammen, tager jakke og sko på, og begynder at gå over til Anthon.
Da jeg banker på er det Marianne der åbner.
"Hej" siger hun glad, og giver mig et kram.
"Hej, er Anthon hjemme?" Spørger jeg.
"Nej, han er vist hjemme hos Lauge" siger hun.
"Nå, okay. Tak" siger jeg, og begynder at gå over til Lauge, selvom jeg højst sandsynligt ikke kan finde hans hus, eftersom jeg kun har været der 1 eller 2 gange.
Men(!) det lykkes, og jeg kommer frem til huset med en postkasse, hvor der blandt andet står "Lauge Rittmann K. Hansen"
Jeg går op og ringer på, og lidt efter åbner Lauge.
"Hej DN?" siger han spørgende.
"Hej. Er Anthon her?" Spørger jeg.
Han åbner døren helt, og stiller sig til side, som tegn på at jeg skal gå indenfor.
Jeg stiller skoene i entréen og går ind i stuen, hvor Anthon, Alfred og Emma sidder i sofaen, med øl på sofabordet.
Der er ikke nogen af dem der lægger mærke til mig, før jeg siger Anthons navn.
Da kigger de alle tre på mig, og Anthon rejser sig op.
"Ja?" Spørger han overrasket.
"Må jeg godt snakke med dig? Under fire øjne?" Spørger jeg, og kan mærke Emma kigge irriteret på mig.
"Ja, selvfølgelig" siger han og rejser sig op.
Lauge, Emma og Alfred kigger forvirret på hinanden, da Anthon rejser sig op, tager sin jakke og sko på, og går med mig udenfor.
"Hvad vil du snakke om?" Spørger han.
"Om... os?" siger jeg, og tager en dyb indånding.
"Vil du snakke med mig om at komme sammen igen, eller?" Spørger han forvirret.
"Hvad? Nej!" Siger jeg.
"Okay, prøv at hør. Jeg ved godt at det jeg gjorde var... dumt og forfærdeligt, men jeg elsker dig så meget" siger han, og tager min hånd.
"Jeg elsker også dig..." siger jeg lavt.
"Så, det betyder at vi er sammen igen?" Spørger han glad.
"H-hvad?! Nej! Hvorfor regner du med at det er så nemt?! Altså, er du overhovedet ked af det? Mangler du mig overhovedet!? For det virker virkelig ikke sådan!" Råber jeg, og kan mærke tårerne trille ned ad mine kinder.
"Det ved jeg ikke..." siger han, og tørrer min kind med den ene tommelfinger.
"Du er så smuk..." siger han.
"Anthon, du skal ikke bare tale udenom!" Råber jeg og slår hans hånd væk.
Jeg tager en indånding og kigger på ham.
"Hvad gør vi? Vores mødre er bedste venner, så vi skal på ferie og alt muligt sammen. Og vi skal til Bornholm til jul. Det her går jo ikke" siger jeg og begraver mit ansigt i hænderne.
"Vi kan jo godt prøve... bare at være venner?" Spørger han.
"Nej, Anthon. Vi kan ikke bare være venner! Hvordan har du nogensinde tænkt dig at jeg skulle se dig som en ven, når jeg tænker på dig sammen med hende hele tiden" siger jeg idet Lauge åbner døren og kigger på os.
"Er der problemer?" Spørger han.
"Nej... vi snakker bare" siger Anthon.
"Vi er færdige med at snakke. Farvel" siger jeg, vender om og går.
Selvom jeg regner med at Anthon vil stoppe mig, gør han det ikke.
Og selvom jeg er overbevist om at han kigger efter mig, står der ingen da jeg kigger mig over skulderen.
Han lader mig bare gå.