Hvem er jeg?

Kapitel 18

(Min synsvinkel)

Jeg græd og græd mens jeg løb så hurtigt jeg kunne af vrede. Mit hjerte hamrede hårdt ind mod mit bryst og jeg begyndte at mangle luft. Jeg snublede over mine egen ben da jeg løb hurtigere end jeg egentlig kunne. Mit knæ reddet mig i faldet men jeg fik en ordentlig skramme. Det begyndte at bløde og der var gået hul i mine nye bukser. Nu græd jeg endnu ikke fordi det gjorde ondt selv om det gjorde det men mest fordi jeg følte mig som en stor idiot.

"Han vil da aldrig tilgive dig...... Han kan få hvilken som helst pige i verdens hvorfor skulle han så også mig som bare er en stor dum idiot" græd jeg. Hvorfor indrømmede jeg ikke bare for Harry at han betød alt for mig? tænkte jeg.

Jeg så ned på mit knæ som var smurt ind i blod.

(Harry's synsvinkel)

Jeg rejste mig op og gik ud i gangen. Jeg tog hurtigt jakke og sko på. Måske var det dumt jeg kørte når jeg var fuld men jeg skulle bare snakke med D/N. Jeg savnede hende virkelig meget, men hvorfor efter det hun gjorde mod mig?

Jeg satte mig ind i bilen og kørte over mod Liam's hus.

På vejen der over så jeg D/N sidde i vejenkanten og græde. Jeg kørte ind til siden og steg ud af bilen. "D/N hvad er der galt?" Spurgte jeg. Hun skyndte sig et tørre tårne væk fra sine kinder og kiggede hurtigt op på mig. Jeg rakte min hånd ned til hende for at hjælpe hende op. "Ik' noget jeg har det helt fint og jeg har overhovedet ikke brug for din hjælp jeg klarer mig selv". Jeg kunne se hendes øjne fyldtes med tåre. Hun rejste sig op og skulle lige til at gå. "Hvor skal du hen?" Spurgte jeg. "Bare lad være".

Jeg kunne se hun humpede af sted. "D/N hold nu op tag med mig hjem" råbte jeg efter hende. "Og køre med en alkoholiker som dig glem jeg tror bare jeg går". "Okay okay jeg ringer efter Liam så han kan hente dig bare du bliver her" råbte jeg.

Hun humpede over mod mig. Vi stod lidt og gloede ud i luften. "Hvad glor du på? skulle du ikke ringe til Liam" sagde hun surt. Hun lød meget ked af det og såret. "Nå jo" sagde jeg og fiskede min mobil op af lommen. Jeg gik ind i kontakter og fandt Liam. Jeg lod som jeg ringede til ham hurtigt.

(Liam's synsvinkel)

"Jeg har ikke rigtigt mødt nogen hvad med dig?" Spurgte jeg og håbede på hun hoppede på den. "Mig nej du men jeg har mødt en fyr" grinede hun. "Du ved hvad jeg mener Anastasia" grinede jeg. "Ja selvfølgelig jeg driller bare" drillede hun og puffede lidt til mig igen. "Vil du med ind og have en kop te?" Spurgte jeg. "Ja hvis du har tid?" Smilede hun. "Jeg har Altid tid til dig" sagde jeg og vi fulgtes ad hen til døren hvor vi gik ind.

"Sæt dig bare ind i sofaen jeg kommer ind med noget te til dig om lidt" råbte jeg ude fra køkkenet. Jeg lavede te til os begge gik ind i stuen med det til Anastasia.

"Hvad hedder han så?" Spurgte jeg og satte kopperne med te på bordet. "Rettere sagt hvad hed han jeg har droppet ham igen" sagde hun og smilede til mig. "Hvorfor?" Spurgte jeg. "Han var mig utro med Louise nede fra blomsterbutikken" sagde hun og pustede på teen. "Seriøst?" Spurgte jeg.

Jeg kendte udmærket Louise hun var så smuk men mega stressende. Hun havde det her pæne lange brune hår og de her flotte havblå øjne. Hendes læber var flotte fyldige og så havde hun nogle flotte former. Det eneste der var så irriterede ved hende var at hun altid havde så travlt og skulle hønse sådan rundt med folk så man gik hen og blev helt stresset. Nå ja og så kunne man aldrig stole på hende.

Anastasia var helt anderledes hun havde lyst hår med store krøller og grønne øjne. Hende kunne man altid stole på og så var hun altid meget hjælpsom.

"Ja Christopher var taget i byen en aften men han kom aldrig hjem igen før en uge senere hvor han kom for at hente sine ting".