Maddison

EIGHT

Maddisons synsvinkel

Døren åbner og ud kommer en mand med en sort hættetrøje. Han vender ryggen til så jeg kan ikke se hvem det er. Min vejrtrækningen
Bliver tungere og mit hjerte banker som aldrig før. Det regner endnu mere nu end det gjorde før og ikke et eneste sted på min krop er tørt. "Hvad vil du mig!" Råber jeg mod manden. "Hvem er du!"

Manden vender sig, men hætten skygger over hans ansigt. Jeg tier stille nu og venter på hvad der skal ske. Han tager fat i sin hætte og trækker den ned. Han afslører sit ansigt og jeg kan endelig ånde lettet ud.

"Slap af, maddison!" Griner brandon.

"Ugrhhh!" Udstøder jeg hvilket for ham til at grine endnu mere. Da han stopper med at grine bliver det ret akavet. "Uhm, har du brug for et lift?" Spørger han og bryder den akavet stilhed. "Nej" svarer jeg koldt og begynder at gå. Han står stadig ved bilen. Jeg hører en bil nærme sig og kigger mig over skulderen. Han kører i samme tempo som jeg, kun ca 2m væk fra mig. Jeg stopper igen op og han kommer ud af bilen. "Jeg har lige mødt dig, tror du virkelig at jeg er dum nok til at sætte mig ind i en bil med en fremmede?" Snerrer jeg ad ham. Han griner lidt for sig selv. "Kom nu maddison, Jason bad mig køre dig hjem" siger han og prøver at lyde overbevisende. Jeg ruller med øjenene og går videre. "Du giver mig ikke noget valg" siger han og sukker. Jeg ignorere ham og går videre. Han løber op foran mig og spærre, men inden jeg når at sige noget tager han mig om hofterne og smider mig op på skuldrene. "Sæt mig ned!" Råber jeg og slår og sparker. "Hjææælp, jeg bliver kidnappet!" Råber jeg igen og håber på at prins charming kommer ridende. Han dumper mig ned passagersædet og sætter sig selv ind. Han låser hurtigt døren så jeg ikke kan åbne den. "Du er altså ikke sød!" Siger jeg og krydser armene. Han ignorer mig. Han kører ud på en den store vej og fortsætter, men da det er meningen at han skal dreje kører han lige ud. "Uhm?!" Siger jeg irriteret. "Uhm?!" Provokerer han. "Du drejede ikke?" Svarer jeg med en flabet attitude. "Aha...." svarer han og fokusere på vejen. "Hvor skal vi hen?" Spørger jeg. "Det er en overraskelse" Svarer han. Jeg brokker mig hele vejen og prøver at overbevise ham om at vende om. Han kører ind i en lille øde gade. Gaden er længere end forventet og stilheden er anderledes end normalt. Ikke akavet, ikke mærkelig, ikke romantisk, ikke hadefuld, nej, stilheden er mystisk og gådefuld. Jeg er nysgerrig, nysgerrig til at finde ud af hvor brandon tager mig hen og nysgerrig efter hvordan det her ender. Han stopper ved en stor container og et klik lyder fra min dør. Han åbner sin dør og træder ud. Jeg følger hans bevægelser og åbner min dør. Jeg smækker døren og brandon trykker på det lille nøglekort. Jeg står ved bilen og kigger rundt. Høje mørke sten bygninger på begge sider og containere og skralde poser står op ad murene. Faded grafitti og smadrede vinduer. "Kom" siger brandon og fører mig hen til en sort ståldør med plakater der er revet i stykker på. Han åbner døren rækker hånden ud. Jeg tager fat og han trækker min ind i et bel mørkt rum. Kort tid efter hører jeg et klik og rummet bliver lyst op af en masse lyskæder. I midten af rummet er et lille rundt bord med en Hvidt lagen på. Rundt om bordet er en masse rosenblade. Jeg kan mærke mine kinder blive røde. Er der her til mig? Det er da lidt mærkeligt at en dreng jeg lige har mødt gør sådan noget her, og han har desuden slet ikke givet udtryk for at han har det på den måde. "Hvad er alt det her?" Spørger jeg og kigger fascineret rundt. "Uhm, altså du må ikke grine når jeg siger det her men... jeg har brug for en piges mening" svarer han nervøst og klør kejtet sin nakke. "Hvorfor det?" Siger jeg og kigger ham i øjenene. "Jeg vil gerne gøre mig og Bellas 1års dag helt perfekt" svarer han. Jeg kan mærke skuffelsen. Godt nok ser jeg ham ikke på den måde, men den Bitch fortjener ikke det her. "Hvorfor spurgte du ikke en af bellas veninder?" Spørger jeg med en fornærmet undertone. "Altså... jeg tvivler på at de kan holde på en hemmelighed" tøver han. "Men hvad synes du?" Spørger han. Hvad jeg synes? Det her er helt perfekt. Det her er grunden til at date i High School, det her er hvad alle piger søger. Det her er alt hvad en teenagepige kunne ønske sig... "det fint" svarer jeg koldt og går mod døren. Regnen er stoppet og jeg sætter kursen mod bilen. Jeg åbner hårdt døren og dumper mig selv ind i forsædet. Jeg krydser irriteret armene, og kort efter kommer brandon gående ud af døren. Han sætter sig ind ved siden af mig. "Hvad er problemet?" spørger han. "Ik, noget..." svarer jeg stille og kigger ned i mit skød. "Så smil" siger han kommanderende. Jeg kigger op på ham og smiler kort.

Altså... jeg har ikke rigtig nogen undskyld til hvorfor jeg ikke opdateret, men jeg vil stadig prøve at gøre mig lidt mere umage.

Håber i nød kapitlet!

Seeees