Maddison

THIRTY-TWO

Maddison's synsvinkel

"Jeg åbner!" Råber jeg oppe fra mit værelse da døren ringer på, men det er for sent. Jason har været hurtigere og står allerede ved døren. Han åbner den og to mennesker viser sig, et uventet og ventet.

"Hvad laver du her?" Spørge Jason aggressivt. "Jeg inviterer ham!" Råbe jeg hurtigt før Alec når at svare. "Skal du ikke pakke?" Svarer han rynker brynet. "Jaja" mumler jeg og løber hen til. Jeg giver han et kys på kinden for at provokerer Jason. Muahaha...

Brandon som stod ved siden af Alec er fløjtende ligeglad med hvad der sker. Han står med hovedet bed i sin telefon og den anden hånd i lommen. "Skal du da ikke pakke?" Spørger jeg og krydser armene. Han sukker dybt og kigger irriteret på mig. Han skal til at sige noget da han beslutter sig for at det ikke er det værd. Derefter går han ud og smækker døren efter sig. "Vi har en vigtig prøve" mumler Alec svinger armen om skuldrene på mig. "You Better pass!" Svarer jeg skubber blidt til ham.

Jeg sætter mig i den lille cirkel på mit gulv der ikke er tildækket af tøj. "Wow" mumler Alec da han træder ind. "Er jeg gået glip af et mindre.... større jordskælv?" Retter han sig selv. Han sparker tøjet ligegyldigt væk og smider sig på sengen. "Hvad var så vigtigt at jeg blev nødt til st forlade fortnite?" Spørger han og kigger op i loftet. Jeg sukker dybt. Jeg ved godt at det ikke er okay at jeg kommer vadende og blande flig i noget så stort som hans privat liv. Jeg mener, ja jeg kender ham nok rimelig godt, taget betragting af at jeg kun har kendt i kort tid, men mine hentensioner er gode, og jeg ønsker alle godt. Det vil han da forstå! Han vil forstå at jeg kun prøver at hjælpe ham...

"Idag..." begynder jeg.

Hans øjne bliver store og hans ansigt er ikke til at læse ud over at det er tydeligt hvor chokeret han er. Spørgsmålet er bare om det er på den gode eller dårlige måde.

"Hun ligner dig" smiler jeg. Han er målløs. Jeg ved at jeg har fucket up, ellers ville han ikke reagere sådan. Jeg vidste det! Jeg vidste det! Jeg vidste det! Det var en dårlig idé, ligesom alle mine andre idéerJeg er jo Expert i st træffe dårlige valg. Virkelig!

Han kigger chokeret rundt i rummet, men hans blik ender på mig. "Tak" mumler ham med det samme udtryk. Hvad? Hørte jeg rigtig? Takkede Alec mig lige? Er det virkeligt eller drømmer jeg?

Han fjerner sit blik fra mig og kogge tud i luften. En tårer triller ned af hans kind, men han gør intet ved det. "Tusind tak. Hun ville aldrig for tælle mig noget om hende" hvisker han mens en anden tårer triller. Jeg smiler stille op mod ham. "Vis hende hvem du virkelig er, Alec. Jeg er sikke på at hun vil acceptere dig" opmuntrer jeg ham. Og jeg lyver ikke. Jeg ved at Alec vil accepteres. Han er jo det mest fantastiske menneske i verdens historien, hvordan ville nogen nogensinde ikke bryde sig om Alec? Det er jo umuligt!

~~~

At vågne klokken 3 om morgenen er det hårdeste jeg nogensinde har gjort, men tanken om at jeg gør det for at se bedste motivere mig virkelig. Jeg savner hende virkelig, og at vide at det muligvis er sidste gang jeg ser hende gør bare ondt.

Jeg tager en sort hoffer og et par sorte jogging bukser på. Mit hår sætter jeg op i en rodet  knold og andet før jeg ikke. Jeg orker ikke andet. Klokken er 3 venner, hvem orker noget klokken 3?!

Jeg går ned i stuen hvor mor og far gør de sidste ting klar. "Hvor er Jason?" Mumler jeg træt og smider mig på sofaen. Far sukker dybt og går ud i køkkenet. "Han skal ikke med skat" svarer hun irriteret og går efter far. Hvad? Hader far mig nu også? Er resten af verden ikke nok?

Forstår virkelig ikke hvordan folk goder læser den her bog lige nu.

MEN!
Der sker noget skøøøøørt da hun kommer tilbage. Så meget vil ændre sig, SÅ MEGET DRAMA!

You know bitches? Der er en grund til at Jason ikke skal med.