Maddison

TWENTY-THREE

                                    Nutid

"Mit forhold til ham var bedre end nogensinde før. Han var der hele tiden for mig, og desuden kunne man godt mærke at han var erfaren" griner hun trist. "Jeg mistede alt..." mumler hun. "Men på samme tid var det også som om et hul i mit hjerte endelig blev udfyldt"

                                3 år siden

Jeg vågner med et sæt og styrter mod toilettet. Jeg læner mig over toilettet og kaster voldsomt op. Da jeg er færdig er jeg helt svedig og svag i kroppen. Jag sætter mig forpustet op ad toiletvæggen. Klokken er 3:16 og jeg er virkelig træt. Min mave knurrer og kvalmen er der stadig selvom jeg har kastet op. Mit hovede snurrer og jeg er utrolig svimmel. Jeg fælder en tårer, både i smerte, men også fordi jeg af en eller anden grund føler mig trist. Jeg har bare lyst til at dø lige nu, altså selvfølgelig bliver jeg syg det værste tidspunkt i hele mit liv. Jeg hører skridt i mit værelse, men har ingen kræfter til at rejser. Min dør bliver stille åbnet og min mor stikker hovedet ind. Da hun ser mig bliver hun chokeret og skynder sig hen imod mig. "Hvad sker der, skat?!" Spørger hun overrasket. "Ikke noget" mumler jeg. Hun hiver mig op og hjælper mig over mod min seng. Jeg lægger mig ned og hun lægger dynen over mig. "Har du brug for noget, lille skat?" Spørger hun omsorgsfuldt. Jeg ryster på hovedet og prøver desperat at fald i søvn.

Dagen efter er kvalmen faldmet og jeg føler mig så frisk som altid. Jeg må nok have spist noget...

Jeg tager en sød hvid kjole på og børster mit hår igennem. Jeg løber ned af den store marmor trappe og ned til køkkenet hvor mor står og laver morgenmad.

"Godmorgen skat" siger hun og steget noget æg og bacon. "Hvad tid kommer far hjem?" Spørger jeg. "Rejsen blev forlænget" fortæller hun trist. Jeg kigger tomt på hende. Uden at sige et ord tager jeg min taske og går følelsesløst ud af hoveddøren. Far er altid på forretningsrejser, og jeg kan virkelig mærke hvor ensom mor er...

Det gør mig ked af det og knuser mit hjerte at vide min mor ikke har det godt, og det værst er at jeg ikke kan gøre noget. Jeg kan ikke udfylde den tomhed i hendes hjerte. kun min far kan, men hvordan skulle en idiot som han også kunne se mors smerte?

Min telefon vibrerer kort. jeg trækker den op ad lommen og ser en besked fra Brandon. Et smil bredder sig på mine læber da jeg læser den. "Dit scoretrick virkede!" Skriver han begejstret. "Hvad sagde jeg?😉" svarer jeg. Go brandon...

Brandon... han er både sjov, sød og godhjertet. Jason er også en god ven, men der er bare noget over brandon. Jeg går stille mod skolen. Men får efter 5min en besked igen. "Vent der!" Skriver Jason. Jeg stopper forvirret op og kigge lidt rundt. Det er nogle typiske amerikanske huse, dog ikke noget der kan måle sig med vores hus. Jeg hører en dør bliver revet op bag ved mig og kigger chokeret på døren. Ud kommer Jason løbende i retning mod mig. Han har sin taske halvt på og sin frokost papirsposer holder han med tænderne. "Hva så?" Griner jeg og tager hjælpende hans frokost. "Tak" mumler han distraheret og får sin rygsæk på. "Skulle du ikke følges med din lille KÆRESTE?" Driller han. Jeg giver han et lille skub og han falder dirrekte på jorden. "Slapsvans" mumler jeg og rækker han fingeren. "Wow Tiger, du har brug for mig når du en dag bliver kidnappet. Din kærestes lunger er jo ikke til særlig meget hjælp" svarer han i hælene på mig. Jeg vender mig om og krydser fornærmet armene. "Og hvad skal det betyde?!" Spørger jeg irriteret. "Altså du ved..." begynder han. "Han ryger, tager stoffer, drikker, og han er kun 15?" Forklarer han som var det, det mest indenlysende. Jeg ruller med øjnene, vender mig om og går videre. "Han er 16" svarer eg og tager en dyb indånding. "Whatever..." siger han lavt. "Altså,  i prøver bare at gøre det klart at-" Siger han. "Hvem er vi?!" Afbryder jeg. "Pointen er at han ikke er god for dig" svarer han. "Det er desuden ligemeget hvem 'vi' er" siger han igen. "Jeg elsker ham Jason, og det er nok!" Svarer jeg. "Du elsker ham ikke Bella, det er bare noget du tror" siger han roligt. Jeg skal til at råbe tilbage som en eller anden psyko bitch, men jeg tæller til ti og får hurtigt styr på mit shit igen. "Jason, jeg er ligeglad med hvad du tror, jeg ha-" siger jeg len bliver afbrudt. "Hey Jason!" Lyder en pigestemmen fra døren han kom ud af. Jeg vil gætte på at hun er 11-12 år. Hun er egentlig ret køn, men ligner ikke Jason særlig meget. "Du har glemt din mobiltelefon" siger hub igen og løber hen mod os. Hun kigger kort på mig, men så på Jason igen. "Tak, Maddi. Løb ind og gør dig klar til skole" svarer Jason og rusker hende på hovedet. Hun retter på sit hår og løber så tilbage. "Bare glem det Bella, hvis du 'elsker' ham så meget kan jeg vel ikke gøre noget" siger han og laver kaninører bed elsker.

Jeg lader det ligge og begynder med at
gå. "Oke, Jason" mumler jeg.

~~~

Kantinen er helt proppet, men da køen til maden endelig bliver mindre tager jeg chancen og håber på at der er nuggets. Jeg spotter noget der ligner nuggets og smiler stort.

Da jeg har købt mad går jeg mod det lille bord som jeg som sædvandlige sider ved.

"Whas uuup!" Hører jeg en stemme bag mig. Jeg vender mig om og ser det smukkeste ansigt i verdenen. Han bukker sig ned og giver mig hurtigt kys på munden. "Hey" smiler jeg. "Havde du ikke en prøve idag?" Spørger jeg. "Der ligemeget" mumler han. "Hvor meget fik du?" Spørger jeg igen. "Det lige meget, bels" smiler han. Jeg sukker dybt. "Vil du ikke nok begynde at tage dig sammen? For min skyld!" Tigger jeg. "Jeg sagde at det var ligemeget!" Svarer han med en rolig, men aligevel aggressiv tone. Jeg sukker og lader det ligge... igen. Jeg tager en nugget i munden, men i samme øjeblik jeg sluger den kan jeg mærke en spontan kvalme, som ikke kan holdes tilbage et sekund mere. Jeg løber ud mod toilleterne og når lige ind i en toiletkumme da jeg kaster hele min 4-timer-siden morgenmad op. Kort efter hører jeg døren gå op og han kommer styrtende ind.

                                 Nutid

"Jeg havde altid været meget paranoid, og havde en mistanke, men tænkte det ikke igennem" siger hun. "Jeg lod det ligge... ligesom jeg lod alting ligge" siger hun igen trist.

                              
                               3 år siden

"Jeg ved ikke hvad der sker!" Græder jeg. Han træder ind af døren til mit værelse og kigger chokeret på mig. "Det okay, bels" mumler han chokeret. "Det kan være alt muligt!" Siger han opmuntrende og trækker mig ind i et kram. "Men hvad hvis det ikke er?!" Græder jeg. Han aer mig blidt på ryggen og siger ingenting. Da jeg er grædefærdig er træt og hele mit hovede dunker. "Uhm... jeg har en test" siger jeg træt. Han nikker forstående og jeg går mod min taske og derefter hen mod toillet. Han læner sig hovede op ad dørkammen mens jeg tager testen. Han tager den utålmodigt ud af min hånd og kigger seedet forvirret på mig. "Hvad skal der betyde?!" Siger han irriteret. Jeg tager den og kigger på den. "Altså der står på æsken at der går mellem 2-3min?" Svarer jeg forvirret.

Stilheden er akavet og han øjne er som limet til testen. Han sukker dybt og fjerner sit blik fra den. Jeg prøver at gennemskue ham, men kan ikke. Altså han kan både være lettet, men også frustreret... ik?

Jeg tager testen og kigge på den. 2 streger. Da mit hovede nær at opfatte hvad det betyder bryder jeg ud i tårer. Jeg græder, og græder, og græder, og er helt ude af mig selv. Han sætter sig tæt på mig og hviler sit hovede på min hivedbund. Efter kort tid kan jeg mærke min hovedbund blive lidt våd, hvilket hør at jeg kigger op på ham.

"Hvad gør vi Alec?!" Græder jeg. "Jeg ved det ikke, Bella" svarer han og prøver ikke brude ud i tårer.

Han kysser mig blidt på panden og gentager. "Jeg ved det ikke"

Finalyyyyy!

Hvem troede du helt ærligt
var faren??

Føler lidt at jeg gav den væk og gjorde det lidt for indenlysende, meeeen ved jo ikke om det er fordi
jeg hele tiden har haft det i tankerne eller noget...

Vi ses imoooorgen!