Maddison

TWENTY-TWO

3 år siden er set fra bella's synsvinkel Nutid er set fra maddison's synsvinkel

3 år siden

"Bella! Bella!" Råber han i mængden. Han styrter igennem de tårnhøje elever hen imod mig. Det er som at være tilbage i første klasse hvor alle er 30m højere end dig.

Det er lidt nederen, jeg var lige blevet så glad for være en af de ældste på i folkeskolen. "Se dig for!" Er der en en råber af ham da han løber ind i ham. Jeg griner lidt af ham. "Hvorfor sp travlt?" Griner jeg. Han trækker forpustet vejret og smiler tilbage. "Bella! Du bliver nødt til at hjælpe mig!" Starter han panisk. "Jeg bliver nødt til at låne dine noter!" Siger han og nærmest hyperventilere. "Du skulle til at droppe rygningen" svarer jeg med er smil på læben. "Nå, og hvorfor så det?" Svarer han, krydser armene og kigger på mig med et selvfedt smil. "Hvordan har du tænkt sigvard redde mig når jeg bliver kidnappet?" Joker jeg. "Alt for dig min skat" siger han og svinger sin ene arm om mig. "Får jeg så de noter?" Spørger han smilende mens vi går ned af gangen. Jeg trækker drillende på skuldrene. "Hvem ved?" Svarer jeg.

Nutid

"Alt var perfekt" siger Bella trist. "Ingen problemer, ingen bekymringer, intet andet end glæde. Han gjorde mig så glad og lykkelig" afslutter hun og banker hovedet ned i rettet.

"Ting begyndte virkelig at presse på" starter hun.

3 år siden

Jeg stiller mig ved opslagstavlen og kigger på sedlen hvor der står hvem der er blevet optaget i cheerleader holdet. Jeg analysere grundigt sedlen, men finder dog ikke mit navn. Mit neutrale ansigt bliver til at skuffet udtryk da jeg maser mig ud af menneske mængden omkring mig. Jeg går trist og stille mod matematik lokalet og sætter mig bagerst i lokalet. "Yes man!" Udbryder 2 drenge på vej ind i lokalet. "Vent bare og se brandon, før du ved af det er jeg holdkaptajn på football holdet!" Siger den ene dreng med højt humør. "Skal vi væde" driller den såkaldte brandon. Deres glæde gør mig ligefrem trist. Så trist at jeg fælder en tåre. Jeg snøft højt og får deres opmærksomhed. "Jeg tror hun græder..." hvisker den ene. Idet vender jeg mig stædigt rykken til dem. "Skal vi sige noget?" Hvisker den anden.

"Er du okay?" Hører jeg bag min efter kort tid. Jeg nikker uden at vende mig om. "Okay... dumt spørgsmål" starter han. "Hvorfor græder du?" Retter han sig selv. "Det lige meget" siger jeg med en knæk i stemmen. Han stiller sig foran mig. Han er ca ligeså høj som mig, og meget spinkel. "Mit navn er Brandon, Brandon White " siger han og rækker hånden frem. "Jeg er ikke interesseret..." svarer jeg og vender mig om. Den anden dreng sidder stadig hvor de satte sig før. Han vinker kejtet til mig. "Jason Lake!" Råber han begejstret og vinker endnu mere. "Jeg ligeglad..." mumler jeg og begraver mit hovede i bordet. "Hvad er dit navn?" Spørger brandon. "Gå væk!" Svarer jeg. "Okay... når du har fortalt os dit navn" siger brandon stædigt. "Går du væk, hvis jeg siger mit navn?" Spørger jeg med hovedet stadig begravet i mine arme. "Bella Winston" svarer jeg og kigger mobset op. "Okay Bella, hvorfor græder du?" Spørger han igen. "Du lovede at gå væk!" Siger jeg klasker mit hovede ned i mine arme. "Man kan da ikke bare efterlade grædende pige, det dårlig stil" svarer han. Klokken redder mig og en hel masse elever kommer gående ind. "Vi ses nok, Bella!" Siger han muntert pg går hen til sin egen plads igen.

Nutid

"Jeg ved at det er en dum ting, men det var kun begyndelsen, snart faldt mine perfekte karakterer og jeg havde kun få venner, jeg fandt dog stor trøst i min daværende kæreste" forklar hun.

Jeg for faktisk meget ondt af hende. Jeg kan virkelig relatere, behøver bare utrolig forvirret. Hvordan kunne hun blive sådan en bitch og gøre andres liv ligeså crappy som hendes eget salg var.

3 år siden

Mine tårer triller voldsomt og hele hans trøje er drivvåd. Det er hvad der er så fantastisk ved ham. Han er ligeglad. Han aer mig blidt på ryggen og prøver uden hæld at berolige mig. "Der okay Bella, det okay" mumler han stille.

Efter laaaang tid er jeg grædefærdig og han er den eneste der betyder noget lige nu. Klokken er kun omkring 18:00, men det er allerede velnæret udenfor. Forståeligt nok siden det er februar.

"Jeg elsker dig" siger jeg stille. Jeg vender mig om og kigger han dybt i øjnene. "Jeg elsker også dig" svarer han og placere blidt sine læber på mine. Kysset udvikler sig og snart....

Dagen efter vågner jeg med følelse af lykke, men også skam. Jeg er øm og lagnet er helt rødt. Han ligger stadig ved soden af mig og sover. Jeg panikken en lille smule... jeg ved med sikkerhed at han ikke var jomfru, altså hvad ville han ikke også tænke?! "Godmorgen" mumler han med en hæs stemme. Hurtigt springer jeg på blodet for at prøve at gemme det. Han griner lidt af mig. "Du sød" mumler han og smider sit hovede på puden igen.

Nutid

"Hvad jeg ikke vidste var at intet nogensinde ville blive det samme igen, jeg følte at gele mit lov var ruineret og at jeg ligesågodt kunne dræbe mig selv. To fluger med er smæk...." siger hun og fælder en tårer. Jeg har helt oprigtigt ondt af hende. Man siger at alle bøller har en fortid, og det kan jeg stærkt bekræfte ved at høre på Bella. Hun lød til at være meget som mig, men graviditeten må have ændret alt. Lige pludselig står en 15-16 årig pige med et kæmpe ansvar og nok en masse knivsår i ryggen. Det må virkelig have været hårdt

                          FORTSÆTTES

Jeg håber i forstår kapitlet og det ikke er alt for forvirrende. Skriv endelig hvis i ikke forstår!

Næste kapitel bliver pt. 2 og der finder vi ud af hvem faren er såååååh hvis du er interesseret, så læs med!

Adiós👋🏿👋🏾👋🏽👋🏼👋🏻