En ud af en flok

Skolen

Luna hev mig ud af huset og med ind i skoven der var bag ved vores hus. Hun havde et fast greb om min arm. Jeg ville med sikkerhed få et blåt mærke efter det her. "hold dig tæt til mig" sagde hun. Den rare Luna jeg havde mødt ved døren var væk og hun lød irriteret over at skulle følge mig hen til skolen. " Man ved ikke hvem der kan komme ude i denne her skov" jeg fnøs. "og hvem skulle det så være" spurgte jeg. Hun svarede mig ikke og begyndte bare at løbe. "hey!" råbte jeg efter hende. Hun stoppede op og kiggede tilbage. "hør Freja. Du har to ben og hvis du vil være i den her by så skal du til at bruge dem" irriteret lagde jeg hovedet tilbage og løb stille efter hende. Vi løb ca. fem kilometer. Jeg havde ingen ide om hvor stor skoven var eller hvor langt væk skolen lå. Luna blev ved med at løbe som om det var ingenting, men mine ben brændte og mine hals var tørrere end Sahara ørkenen. "k-kan v-vi ikke h-holde en p-pause" sagde jeg og stoppede op. "hvorfor løber vi overhovedet i skole?" spurgte jeg. Hun vendte sig om. "fordi det bare er hurtigst, men nu har jeg dig at tage mig af! Har Elene ikke fortalt dig NOGET om den her by?!" hendes stemme blev højere og højere og til sidst råbte hun mig lige ind i ansigtet.

Hendes øjne. De skiftede farve fra blå til blodrød. Forbavset snublede jeg tilbage. Hun dækkede hendes ansigt og vendte sig om. " undskyld, men nej det har hun ikke! er der da noget at vide?" svarede jeg. Hun tog en dyb indånding og vendte sig om igen. "denne her by er ikke normal. Du burde ikke kunne komme herind men det kan du! Ingen mennesker kan" hendes øjne var ikke længere røde. "hør mine øjnes farve fortæller andre hvem jeg er. Lige nu er de blå" hun gik helt hen til mig. "rød betyder Alfa hvilket er en der bestemmer over en flok, gul betyder beta som er den anden højeste i rang, så er der blå, Omega, eller de er de laveste i ranken" jeg rynkede brynene. "varulve" forklarede hun. Hurtigt nikkede jeg, men så indså jeg hvad hun lige havde sagt. Varulve. "vent hvad" sagde jeg. "de findes ikke" jeg begyndte stille at gå videre. "jo de gør" jeg vente mig om igen og der stod Luna kun i undertøj. Før jeg vidste af det stod der en stor sort ulv foran mig. Jeg gik et par skridt tilbage og snublede over en sten og faldt ned på min ryg. "okay! okay. Varulve findes" ulven var væk og Luna løb om bag et træ med hendes tøj. Da hun kom tilbage igen havde hun taget hendes tøj på igen. "kom. Ellers kommer vi for sent" sagde kun som om intet var sket. Lidt chokeret kom jeg på benene og gik videre med hende. Jeg burde nok have løbet allerede der, men jeg stillede ingen spørgsmål. For at være ærlig var jeg mere fascineret end bange. Ja faktisk følte jeg mig mere sikker her i skoven nu hvor jeg vidste det, af en eller anden grund følte jeg også at jeg havde hørt det før.

Så kom vi til skolen. Den lignede et slot med mørke mure, høje tårne og en gigantisk port. Vinduerne var gigantiske, men man kunne ikke se ind. Luna skubbede døren til skolen op. Der var fyldt på gangen. Både med dyr og mennesker. Ikke bare ulve. Jeg gættede på at de var formskiftere, men hvem ved hvis varulve findes gør alt andet sikkert også. De kiggede alle må mig og Luna. "hva' glor i på" snerrede Luna og med det samme kiggede alle ned. Undtagen en lille gruppe. Luna smilede. "hej venner" sagde hun og hoppede hen til dem. "hvem er den unge" sagde en af pigerne med glat brunt hår og lyseblå øjne. "det er en ny elev" sagde Luna. Pigen knurrede. "kom nu Marie hun skal bo på vores værelse i år" sagde Luna. Jeg gættede på at de også var varulve. Men hvem ved måske var de hekse, vampyrer eller noget helt tredje, sagde jeg sarkastisk til mig selv. Andet end Marie stod der også en anden pige med gyldent hår og en mandlig form for kæbe, dog så hun meget køn ud. To drenge stod ved siden af pigerne. De lignede ikke hinanden selvom de begge havde mange af de samme træk, brunt uglet hår, dybe brune øjne og brunlig hud. "jeg er Louise" sagde pigen og smilte venligt til mig. Hun albuede den ene af drengene i siden. Han slog igen og vendte sig så om til mig. "jeg er Emil" sagde han og gav mig hånden, Jeg Smilte til drengen og gav hans hånd et klem før jeg vendte mig mod den anden dreng. "mit navn er Mark" sagde han. Han stemme var blød og afslappende. Den her gang var det mig der rakte hånden frem. Han tog den og smilte. Hans smil fik mit hjerte til at til at hamre afsted. Hans hånd var varm og jeg havde løst til at holde den for evigt. Luna klappede mig på skulderen. "skal du ikke se dit værelse?" spurgte hun. Jeg havde lyst til at sige nej og bare blive her og kigge ind i drengens øjne, men det ville nok være rimelig mærkeligt så jeg nikkede.