En ud af en flok

Fundet

De andre fra flokken kom ud af skoven. "hvad fanden er det du tror du laver?!" Lunas skarpe stemme skar som et lyn gennem stilheden. "at angribe en fra din egen flok på den måde?!" hun gik hen lige foran mig. "han angreb mig først" råbte jeg. Der blev stille. "hvor er Luis?" vinden blæste ind på min bare hud. Jeg rystede. "her" sagde Mark. "tag det her på" Han kastede et par bukser og en blå sweater. Jeg tog det på og spurgte igen: "hvor er Luis" Mark bed sig i læben. "han løb væk i ulve form. Han ville finde Louise og Marie selv." jeg kiggede mig omkring en gang til. Prøvede at finde noget jeg så i fyrtårnet, men jeg så ikke andet end høje birke og nåletræer. Bøge træerne jeg så ud ad vinduet var ikke noget man kunne finde i denne del af Minnesota. Men Thor og hans flok kunne da ikke allerede have rejst til sydøst Canada eller det kunne de faktisk godt. Hvis de løb i ulveform eller kørte i bil kunne de, men de havde ikke adgang til en bil og hvis de skulle have Luise og Marie med ville de ikke kunne løbe. "men det kan han ikke" hørte jeg Ariel sige. "de er forlangt væk nu" Min hjerne arbejdede på højkant. De kunne være nået over alle have. "ja de kunne være hvor som helst nu" sagde Alberte. "jeg tror jeg ved det" hviskede jeg. "de er nok i sydøst Canada, men jeg er ikke helt sikker" jeg ville gerne fortælle dem hvad der skete i fyrtårnet, men jo længere tid vi ventede her jo længere kunne Thors flok nå at komme. Det gjorde mig rasende at Luise og Marie var i hænderne på dem. Hvis de så maget som havde rørt dem ville jeg personligt rive deres hoveder af. Da den tanke kom igennem mit hoved indså jeg hvad jeg var blevet til. Lige siden jeg var flyttet hertil var et blevet en helt anden. Jeg plejede at være sådan en der hadede ting de ikke kendte til og under ingen omstændigheder ville tage ud i en skov midt om natten. Nu var jeg en eller anden form for dræber og jeg vidste ikke hvad der gik af mig. "Freja! Freja" jeg rystede på hovedet. "ja!" svarede jeg. Jeg kiggede over på Mark der havde råbt mit navn. " tror du virkelig de befinder sig der" sagde han. Håbet i hans stemme tændte også et lille lys af håb i mig. "ja. Da jeg var besvimet så jeg dem. Vi kiggede ud af et stort vindue og derfra kunne jeg se deres omgivelser. De var omringet af bøgetræer. De bøgetræer finder man kun der" sagde jeg. De lyttede grundigt med, men var stadig ikke helt sikre på mine ord. Jeg tror ikke helt de stolede på mig mere. Efter de med Luis kunne jeg godt forstå dem. Jeg ville heller ikke stole på en der havde angrebet en af mine bedste venner og da slet ikke en fra min flok. En flok var vel lidt ligesom en gruppe af venner bare at de venner ville dø for hinanden uden at tøve. "jeg tror måske Freja har ret" sagde Alberte efter et lille stykke tid. "nu har jeg ikke selv set det hun så, men det lyder rigtigt nok" hun smilede til mig. Jeg smilede nervøst igen. "hvorfor er det så vi bare står her?" sagde Ariel. "vi skal til Canada"