En ud af en flok

Stemmer

Mark kom helt hen til mig og knurrede ud mod ingen ting. Jeg følte mig mere sikker når han var tæt på og jeg tror også han var mere afslappet når jeg var der. Resten af flokken samlede sig også hen til os. De så noget jeg ikke så. Dem med deres ulve evner. "jeg tror jeg har fundet dem venner" hørte jeg i mit hoved. Stemmen var næsten ukendelig, men alligevel kendte jeg den. "hvad vil du Luis" svarede Emil. Hvem ellers skulle det være? "hjælpe jer selvfølgelig" sagde han lidt for muntert. Der var noget galt. Og han var heller ikke sur på mig. "hvad kan du da hjælpe med?" snerrede Luna. Han tænkte lidt og kom så ud af busken. Han så anderledes ud. Hans øjne var blevet mørkere, hans tøj var beskidt, han snakkede som om han var blevet overtaget af en ond ånd og hans smil gemte en mørk hemmelighed. "som jeg sagde: jeg tror jeg har fundet dem" denne gang snakkede han ikke inde i mit hoved men med rigtige lyde ud af munden og af en eller anden grund fik jeg gåsehud på begge mine arme og ben. "Grrrrr" Mark knurrede igen ved siden af mig. Jeg tror han kunne mærke at jeg var usikker, det tror jeg vi alle var. "slap af mester" sagde Luis med et smil på læben. "jeg kan se at du har fundet en mage" Mark gik tættere ind til mig så jeg var næsten ved at falde til siden. "GRRRRR" knurrede han igen. Jeg kunne mærke hvor tens han var og jeg vidste at hvis han sagde et ord til der ikke hjalp os så ville at overfalde ham. "fint. Jeg har lugtet spor af dem lidt mod nord. Jeg kan følge jer til dem hvis det er. Vi er trods alt stadig en flok" svarede han. Luna skimtede lige hurtigt hen mod os og sagde så: "det er det han tror. Der er simpelt hen noget galt med ham. Kan i ikke også lugte det?" jeg snusede til luften og jeg må sige at der var noget. Ikke noget men nogen. I den lille tid jeg havde kendt flokken, vidste jeg at alle lugtede anderledes. Men Luis lugtede ikke ligesom før. Han lugtede af våd hund, råddent kød og- løjen? Han svedte, hans åndedrag var usikrere og så var der bare noget der sagde til mig at han løj. Men ikke bare det at han lugtede af løjen. "han stinker" sagde Alberte. "vær på vagt omkring ham" svarede Luna. "Ja alfa" svarede de. Jeg forblev stille og fortrød det med det samme da Luna gav jeg et døds blik. "ja alfa" svarede jeg med det samme. Min stemme rystede men jeg vidste at jeg ikke kunne vise en eneste tegn på svaghed nu.

Luna, som den eneste, transformerede tilbage i menneskelig form. Jeg smed hende hurtigt min jakke, som hun greb uden at tage øjnene væk fra Luis. "alfa" sagde han og bukkede. "vi følger med dig" sagde hun. Et snedigt smil formede sig på Luis' ansigt. "dejligt" sagde han. Ariel og Emil gik forrest sammen med Luna mens Marco, Mark, Alberte dannede bagtrop. Mark gik nægtede at skifte tilbage til menneske. Det gjorde mig lidt utryg at han var utryg. Luna tog ikke øjnene af Luis og det så ikke ud som om nogen kunne lide at Luna valgte at følge med ham. For at være ærlig kunne jeg ikke lide valget. Han havde mistet alle i flokkens tillid. Vi kom tættere og tættere på Rainy River. Jeg begyndte lige så stille at blive mere og mere urolig. Træstammerne begyndte at gro tættere ved hindeanden. Det var næsten som om de flød sammen. Først lidt, så lidt mere og til sidst var der ikke mere end 5 cm. Mellem stammerne. Stien vi gik på var lidt mere end 2 meter bred. Flokken blev tvunget sammen. Jeg kunne nærmest mærke smilet på Luis' læber. Jeg tog mig selv i at knurre af ham. Mark kiggede op på mig. Han grinede. Et ulve grin der fik mig til at smile. Ud af øjenkrogen så jeg Emil kigge tilbage på os. Jeg kunne mærke mine kinder blive røde og jeg kiggede hurtig ned i jorden. "peff. Turtelduer " hørte jeg Emil grine i mit hoved. Jeg kunne høre Mark knurre ved siden af mig. Jeg så igen en skygge i skoven og i et sekund kunne jeg sværge jeg kunne lugte... Thor? Nej nej nej det var nok bare noget jeg bildte mig selv ind. Så alligevel. Ikke bare Thor denne her gang men også en ny lugt. Det brændte i mine næsebor. Næsten som om der var ild i dem. Det begyndte at ringe i mine øre og det føltes som om mit hoved var ved at eksplodere. Mark peb ved siden af mig og begyndte at slikke min hånd. Selvom det var beroligende gjorde alt stadig ondt. Jeg tog mig til hovedet. "ahhh" hvæsede jeg med sammen bidte tænder. De kiggede alle sammen på mig. Selv Luis. Mark skiftede til menneske ved siden af mig. Luna rakte ham nogle shorts, men han ignorerede hende. "Freja hvad sker der?!" sagde han. Hans stemme dirrede. "jeg ved det ikke" jeg kunne gennem smerten kun få de få ord ud. Hele i krop brændte. "ahehaha" lød det fra skoven. Det var en kvindelig stemme der mindede mig om Den Onde Dronning fra "Snehvide og de Syv små Dværge". "Pantheraen har det vidst ikke så godt hva'?" sagde stemmen. Pantheraen? Var det mig hun talte om? Søgende efter svar rejste jeg mig op. "hvem er du?" spurgte jeg. Mit hoved brændte stadig ved lugten af hende, men jeg bed smerten i mig. "hvem er jeg?" hun sagde det som om det var en plage. Ingen sagde noget og ventede bare på hendes svar. "jeg er Londera" stemmen syntes at være overalt, men også kun et sted. Ulvene begyndte også at blive forvirret over stemmen. "og jeg ved hvad og hvem du er" hun holdte en lille pause før hun forsatte. "din mor vaf stærk, bare ikke stærk nok" jeg havde lyst til at råbe lige ind i hendes hoved hvad hun vidste om min mor men smerten blev værre og værre og nu kunne jeg ikke snakke mere. "ser du, din mor og jeg har kendt hinanden hele livet. Bare synd at hun sagde nej til en fantastik karriere for at få dig" hun spyttede de sidste ord ud som om det gjorde ond at sige. " hvad ved du om hendes mor?" råbte Mark. Lige mine tanker. "lad os bare sige at vi var barndomsvenner" jeg havde lyst til at kvæle hende. Jeg tror ikke hun vidste hvad hun sagde. Min mor var død. Tal om hende med respekt. Ikke som om hun bare var et lejetøj der blev væk. Jeg havde lyst til at kvæle hende. Lugten blev stærkere. Og der gik det op for mig. "hendes lugt dækker deres!" hørte jeg Luna råbe. Som et lyn hoppede syv ulve ud fra skoven. Jeg så forbløffet til da træerne nærmest åbnede sig for dem. De knurrede og viste tænder. Luna, Mark og selv Luis skiftede form til ulv. "Alberte! Find kvinden" hørte jeg Luna kommandere i mit hoved. Smerten blev værre og værre. Jeg faldt til jorden med det samme. Jeg hørte snerren, knurren og peben. Men jeg? Jeg kunne ikke gøre noget. Jeg kiggede bare til mens mine venner kæmpede en kamp jeg på en eller anden måde vidste de ikke kunne vinde.