En ud af en flok

Panteren

Jeg stoppede med at løbe. Jeg kiggede bagud. En stor han ulv stod lige der og kiggede på mig. Han var mindst 20 meter væk fra mig. Måske længere. Jeg kiggede ind mellem træerne foran mig. Den mørke skov gjorde det svære for han ulven at se mig. Jeg kunne se hans gule glødende øjne mellem træerne. De prøvede at finde mig, men alt de fandt var mørke og mine øjne. Han holdte øjenkontakt med mig. Han begynde stille at gå frem mod mig. Hver muskel i min krop var spændt. Men jeg rørte mig ikke min menneskelige side vidste at jeg måtte blive. Jeg vidste ikke hvor lang tid der var gået. Det kunne også være lige meget. alt jeg fokuserede på var ham. Hans øjne. De fascinerede mig. Han kom tættere og tættere på. Til sidst rørte hans snude min. Han nikkede med hovedet og gjorde tegn til at jeg skulle følge med ham. Han begyndte stille at gå tilbage. Først var jeg skeptisk, men jeg gik med til sidt.

Så kan jeg ikke huske mere.

Smagen af blod.

Det er det første jeg husker.

Den han ulv var ikke Mark.

Det var Thor

Jeg fik endelig kontrol over min egen krop. Jeg var nøgen midt ude i skoven. Det var morgen og solen var kun lige kommet op. Jeg kiggede mig omkring. Træerne var nøgne og stod tæt sammen. Kulde har altid været min værste fjende. Men jeg kunne ikke se nogen personer, dyr eller mennesker. Hva' fanden gør jeg nu? Før jeg kunne tænke mere over det mærkede jeg en brændende og varm fornemmelse på min arm. Jeg kiggede ned. Den var fyldt med blod og et kæmpe bidemærke. Mit hjerte begyndte at banke hurtigere og hurtigere. Jeg snublede bagud og støde ind i et træ. "Freja!" Mark råbte efter mig. Men jeg kunne ikke se ham. Det var ikke noget der blev råbt højt, for jeg kunne ikke "høre" det. Det var som om det ikke var der, også alligevel være der. "Mark?!" råbte jeg. Jeg fik ikke noget svar. Hvor var de. Hvor var han. Jeg sniffede til luften som om jeg havde samme lugte sans som resten af min flok. Deres ulve evner var så meget bedre end mine mærkelige og uforklarlige kræfter. Der var intet der kunne hjælpe mig i situationer som denne her. Dog syntes jeg der var noget ved luften der duftede af Mark. Men så alligevel ikke. Jeg kiggede mig lidt omkring igen. Solen gik bag en sky og alt blev koldere. Jeg duftede til luften igen denne gang kunne jeg lugte ham tættere på som om han var... "Freja?" det var ham. Mark. Mine kinder blev ild røde. "Mark" sagde jeg. Jeg vendte mig om. Det var først nu det gik op for mig at jeg var nøgen. Jeg vendte mig hurtigt om igen da jeg så at det virkelig var ham. Han skulle ikke se mig sådan her. "Freja det er okay" sagde han meget stille. "det er bare mig" hans stemme rystede lidt. Som om han var bange. Var han bange? For hvad? For hvem? Mig? "er du bange?" spurgte jeg. Jeg vendte mig om. Jeg kunne fornemme at det ikke kun var ham der var der. Jeg var omringet af min egen flok. "nej" sagde han. Men jeg vidste han var. "du lyver!" råbte jeg. Jeg kunne mærke det stramme i halsen. Det var et tegn på at jeg var ved at græde. Jeg prøvede at holde det tilbage men det var uden held. "hvorfor er du bange for mig?" spurgte jeg. "jeg er ikke bange for dig" sagde han. Det blev stille. Det vidste jeg jo han var. Hans hjerte bankede afsted. Han svedte. Han rystede. Alle tegn pegede på det. "vi er bange for hende" han pegede mod skoven. Som en slank sort skygge kom en panter ud fra træerne. Hun knurrede af Mark og kiggede så hen på mig. Helt lyd løst gik hun hen mod mig. Hun stillede sig foran mig og kiggede op på mig. Hendes øjne mindende mig om min mor. Bløde grønne øjne, men alligevel var der så meget vildhed i panterens øjne. "Freja hver nu sød. Sig til den at den skal gå væk" hans stemme gjorde hende hidsig hun kiggede på ham med øjne fyldt med vrede. "hej du" sagde jeg og gik ned i hug for at være i øje højde med hende. " det er okay. De er min flok" jeg tog min hånd ud for at ae hende bag øret. Hun lod mig gøre det, men alligevel var hendes krop spædt og klar til at angribe hvis det blev nødvendigt. Jeg ved de er din flok. Jeg går nu, men du skal vide at jeg er lige her og kigger over dig. Stemmen i mit hoved lød præcis som min mor. Hun kiggede mig i øjnene og løb ind i skoven.