Snapchat - M.G AFSLUTTET

kapitel 92

"Hej Sara" Smilede han. "Hej?" Sagde jeg en smule akavet. "Jeg ved du sikkert synes det er et mærkeligt tidspunkt at jeg kommer, men jeg fik lige lyst til at være sammen med dig" Smilede han. "Så jeg håber at det er okay?" Sagde han, "Øhh ja selvfølgelig kom bare indenfor" Sagde jeg og gik til siden så han kunne komme ind.

Vi gik op på mit værelse, jeg satte mig i min seng. Martinus stod og nærstuderet mit værelse.

"Martinus, vær ærlig. Hvorfor kom du? Altså ikke fordi jeg vil have du skal gå vel men hvorfor?" Spurgte jeg. "Min far og Marcus skændes voldsomt.. og jeg så en mulighed at tage hjem til dig?" sagde han og pillede lidt ved sine fingre. Jeg rejste mig op og krammede ham. "Det okay Martinus, det går. De bliver gode igen det lover jeg" Sagde jeg i krammet. "Det håber jeg" Mumlede han.
Jeg trak mig stille, vi stod stadig tæt. Hans øjne var blanke. Jeg aede hans kind stille, det gik ham virkelig på at Marcus og deres far skændtes, jeg smilte skævt. "Undskyld men jeg kan ikke lade vær" Mumlede Martinus og fugtede hans læber. "Hvad men..-" Sagde jeg men mærkede hans læber mod mine. Jeg mærkede hvordan sommerfuglene piskede rundt i min mave, det var som om de skreg som om det var det de havde ventet på..
Hans læber var faktisk bløde, virkelig bløde. Jeg lagde min hænder om i hans nakke og nussede ham.
Han fandt stille sine hænder ned min hofter.
Jeg trak mig stille og rømmede mig kort, shit jeg har lige kysset med Martinus...
Jeg mærkede hvordan mine kinder brændte jeg var sikkert blevet voldsomt rød i hovedet, jeg kiggede hurtigt ned. Han grinte bare hæst, sødt.
"Hey du, kig lige på mig" Smilte han og lagde blidt hans pegefinger og tommelfinger ved min hage og løftede den stille op, så jeg blev tvunget til at kigge ham i øjnene. "Du ret sød når du rødmer" Grinte han hæst. "Ejj.." Sagde jeg og tog mine hænder foran ansigtet. "Ikke gem dit smukke ansigt væk" Mumlede han.. Han var nu ret cute.

Der var gået noget tid og mig og Martinus lå i min seng og nussede hinanden, det var stille ikke en akavet stilhed men en rar stilhed.
"Martinus" Hviskede jeg næsten. "Mhmm" Mumlede han. "Hvorfor kysset du mig? Altså ikke fordi jeg ikke kunne lide det men hvorfor mig?" Spurgte jeg forvirret. "Fordi jeg elsker dig Sara" Smilede han, "Det har jeg gjort lige siden vi mødtes for første gang. Der opdagede jeg hvor meget jeg elskede dig" Sagde han og nussede min kind. Jeg smillede. Jeg lagde mine arme omkring ham og krammet ham så godt man nu kan når man ligger ned.

"Jeg elsker dig Sara Johnson" Hviskede han ind i mit øre, jeg fik kuldegysninger. Jeg kiggede ham dybt ind i øjnene. Det var først nu jeg rigtigt opdagede hvor smuk han er..
"Jeg elsker også dig Martinus Gunnarsen" Smilede jeg og kysset blidt hans læber.
Jeg trak mig stille og lagde mig godt til rette. Min øjenlåg blev tungere og tungere.. Og pludselig sov jeg.

-
DET HER HAR JEG SERIØST VENTET PÅ!
//
Clara