Kærlighed og slaveri

Kapitel 11 - Rødt hår og blod.

Eriks POV

Hun blødte fra hovedet og det ene knæ. Jeg havde nået at gribe hende inden hun faldt, sad på knæ med hendes ryg hvilende op ad mine ben, hendes ansigt i mine hænder. Hun stirrede på Alexander, mens øjenene langsomt gled i. Der gik ikke mange sekunder før vi var omringet af mennesker. Forsigtigt flyttede jeg på mig så jeg kunne få fat rundt om hende så jeg kunne løfte hende op og bære hende ud. Mor kom løbende med byens læge på slæb, men uden videre satte jeg kursen mod mit værelse. 

Alexander fulgte ikke efter, han var nok blevet bremset af hans selskabelige pige, Anna. En pige ud af en udmærket familie, hun var et godt gifte mål og det vidste både han og far. Anna var smuk, brune øjne og blond hår. Det blonde hår var ligesom silke, det hang glat ned omkring livet, men i dagens anledning var det flettet og fyldt med årstidens blomster. Kjolen var sart rosa, en rigtig pige kjole.

Mor og lægen var lige i hælene på mig. Jeg lagde April forsigtigt på min seng, hun hang slapt og hovedet dinglede til trods for at jeg prøvede på at støtte hende. Jeg trådte tilbage for at give lægen plads til at undersøge hende, ikke at han fik ret meget ud af det. Hun havde slået hovedet og alt var fint, hun skulle bare have ro. Hendes ben var bare en hudafskrabning, der var ingen brud. Mor og lægen forlod værelset igen, for at vende tilbage til festen. 

Jeg gik ud i køkkenet og hentede en spand vand og en klud. Jeg satte mig på sengekanten, foldede kluden omhyggeligt og dubbede forsigtigt blodet på hovedet væk. Det var løbet helt ned til midt på kinden, og var allerede begyndt at størkne. Jeg kunne ikke lade være med at stryge håndryggen lige så forsigtigt hen over hendes kind. Hendes hud var så utrolig blød, hun var så smuk som hun lå der, fredfyldt og afslappet. Det mørke, fyldige hår krøllede forsigtigt. Hendes øjnlåg sitrede og de fyldige mørke vipper fulgte med. Hun vågnede ikke, men bevægede sig blot lidt.

Jeg forstod ikke helt hvorfor jeg havde overtalt de andre drenge til at løbe efter hende sammen med mig. Hun var så skrøbelig, og alt jeg havde lyst til nu var bare at beskytte hende, og nu lå hun bare der, næsten livløs. Hun trak vejret så roligt at jeg dårligt kunne høre det. Måske trak hun altid vejret sådan, jeg vidste det faktisk ikke for jeg havde aldrig lagt mærke til det. 

Jeg gik tilbage til køkkenet og satte spanden fra mig på gulvet, for så at vende tilbage til festen. Den flaske wiskey jeg havde tømt begyndte at give mig varmen. Jeg lagde hånden på håndtaget til den store egetræsdør, så lukkede jeg op. Der var ingen der bemærkede at jeg trådte ind i lokalet. jeg prøvede at mænge mig mellem de unge mænd. Jeg forstod ikke samtalen de var i gang med, jeg koncentrerede mig, men jeg så kun Aprils lange hår danse i sommervinden.

Jeg vendte mig om og stødte lige ind i Elisabeth. Hun var ikke den mest populære pige i byen. Det røde hår var alt for rødt og fregnerne på hendes kinder var for mange. Hun var høj og slank. Hendes hår var utæmmeligt og vildt. Fregnerne dansede når hun grinte og det gjorde hun, for jeg var gået lige ind i hende. 

Hun trak mig i hånden "Jamen Erik!" Udbrød hun "Hvor er det dog længe siden" Hun smilede så man kunne se hendes fortænder. Læberne var røde, ikke rosa men blod røde.