Kærlighed og slaveri

Kapitel 10 - Hyldest

Vi gik ind med hver sin bakke med en vin til gæsterne. Jeg kom til at kigge efter Alexander, jeg kunne ikke se ham, men jeg vidste at han var i klumpen af ugifte døtre og deres fædre. Det var sådan det var at have vundet, faktisk var det hele formålet. At fædrene tog deres sønner med ud for at bevise hvor velhavende de var med deres gode heste. 

Selvom det ikke burde, så sprang mit hjerte et slag over hver gang jeg så på Alexander. Jeg kunne intet gøre for at stoppe det, jeg var fortabt. Erik kom hen til mig og tog endnu et glas fra bakken, han havde holdt øje med mig. Hans blik fortalte mig at jeg skulle passe på, for det var ikke i aften jeg skulle ødelægge det.

Aftenen var frygtelig, den var fyldt med rige piger i pæne kjoler, som sværmede omkring Alexander. Det var pinefuldt at elske en mand, som så lige igennem en. Erik havde stillet mig i hjørnet af selskabet med en flaske wiskey, så jeg havde bare at gå rundt og fylde op. Han gjorde det med vilje, han vidste hvor ondt det gjorde på mig. Gæsterne drak til og efter en times tid var min flaske tom. Jeg vendte mig for at gå i kælderen efter en ny, jeg vidste at familien ikke ville have det til at se ud som om at de var nærrige, vi havde altid fået besked på at overflod var det eneste rigtige at vise når der var gæster. Jeg lukkede den store egetræs dør ind til salen efter  mig og gik langsomt ned ad gangen mod kælderen. Hvert skridt jeg tog føltes som at slæbe en fodlænke. Jeg kunne ikke få ham ud af hovedet. Det mørkebrune hår og hans venlige øjne, hans altid venlige øjne. 

Der var fugtigt i kælderen,  luften var tung og kvælende. Jeg hev efter vejret, greb ud efter væggen for at holde balancen, det sved i huden da min hånd gled over væggen. Jeg tænkte på den dag jeg var stukket af fra Erik på Thor. Tænkte på turen tilbage, hvordan hans læber havde føltes mod mine, hans hænder der gled forsigtigt op og ned af mine arme. Jeg ramte det kolde gulv med et brag, slog hovedet og det ene knæ. Smerten vækkede mig med et. Jeg fumlede for at komme op og stå, jeg så bakken med den tomme flaske, den var knust. Jeg skyndte mig at rydde op, rev en ny flaske ned fra hylden. Hvor længe havde jeg været væk? Jeg små løb tilbage til salen, egetræsdøren knirkede da jeg gik ind. 

Jeg gik i en tåget tilstand, tankerne fløj rundt mens jeg som sat på autopilot gik rundt for at fylde tomme glas. Ved bordene snakkede folk, den konstante larm gav mig hovedpine. Jeg gik over mod kvinderne som stod og snakkede, da jeg nærmede mig så de på mig med opspilede øjne og gik hastigt væk. Det dunkede sådan i hovedet. Jeg så ham, Alexander, han smilede til en pige som han kom gående med, hun var smuk. Jeg kunne ikke få øjenene væk, så så han på mig, han så chokeret ud, jeg vaklede et par skridt bagud, jeg skulle ikke have kigget. Så faldt jeg, langsomt og med flasken flyvende i luften, mens jeg ramte aldrig gulvet, et par arme havde grebet mig i sidste sekund. Jeg hørte Eriks stemme råbe, men alt larmen flød sammen, intet af det gav mening, men det var også ligemeget, for jeg så lige ind i de blå grønne øjne. De var fulde af bekymring.