Kærlighed og slaveri

Kapitel 4 - Humørsvingninger

April's POV

Erik stod foran mig, Alexander var gået. Jeg vidste hvad Erik var ude på, så jeg skyndte mig at undvige ham, smidigt og let svingede jeg mig forbi ham. Jeg tog fat om dørhåndtaget. Han stod og måbede, jeg var ligeglad. Jeg fulgte efter Alexander.

"Wait" Råbte jeg.

Alexander vendte sig rundt og kiggede på mig, så løb jeg op til ham, han kiggede stadig på mig, men han vendte sig rundt for at fortsætte.

"Where are you going" Spurgte jeg, jeg måtte småløbe for at følge med, han var hidsig, jeg kunne mærke det. Han gik også hurtigere end normalt, og hans hænder var knyttede.

"Don't follow" Hvæsede han, jeg stoppede og tænkte over det, så løb jeg op til ham og tog forsigtigt fat om hans arm.

Han stoppede og kiggede på mig, i et sekund skiftede hans blik, og det eneste jeg så var medlidenhed, min hånd var stadig på hans arm. Lige så hurtigt vreden var forsvundet, kom den igen. Han rykkede sin arm til sig og fortsatte mod det sted han var på vej til. Han sagde intet til mig, selvom jeg fulgte med ham.

Han gik ind i stalden, lugten af hest ramte mig, jeg havde savnet den. Stalden var anderledes end den havde været sammen med de vilde, men lugten var den samme der plejede at være. Alexander fortsatte ud gennem en sort dør, han havde taget hovedtøjet med. Da jeg indhentede ham, havde han allerede lagt det på. Han stod med den utålmodige hingst, han kiggede på mig som om han gerne ville sige noget til mig, men han fortrød og forblev tavs. Jeg tog mig sammen. Og tog et skridt tættere på ham.

"If you ride away, i can't look after you as i should" Sagde jeg og kiggede på ham.

Han svang sig op på ryggen af hesten, den hoppede, den ville afsted. Jeg greb tøjlen og kiggede op på Alexander.

"I'll be back soon" Sagde han og sporede hesten i siden med hælene.

Den sorte hest forsvandt ud over marken, jeg gik indenfor igen. Jeg fandt hans mor, og fortalte hende at han var stukket af på hesten.

"All right, since you lost him, can you wait for him until he comes back!" Hun var vred, jeg havde ikke gjort som hun sagde, men det var jo ikke min skyld.

Jeg gik ud i stalden, og ventede på han kom tilbage, det var kedeligt bare at sidde i halmen. Så jeg valgte at snuse lidt rundt i stalden, jeg fandt nogle strigler og tog den ene hest ud af boksen, og begyndte at strigle.

Lige da jeg havde taget grimen af hesten, og sat den ind i boksen efter en god lang strigle tur. Hørte jeg lyden af galopperende hove, jeg skyndte mig ud, det støvregnede lidt.

Da Thor kom hen til mig, greb jeg tøjlen, og holdt fast så han stod stille. Alexander hoppede ned, jeg kiggede på ham, han havde grædt. Thor sænkede hovedet, han vidste der var noget galt.

Han tog et skridt frem mod mig, jeg trådte længere hen mod Thors hoved, jeg var bange for at Alexander ville slå mig. Hans humør havde svinget så meget. Da jeg kom, var han blid og venlig, der var intet ondskab at se i ham, heller ingen tvivl, men nu var tvivlen der, og den bragte en vrede op i ham, som jeg var bange for godt kunne ændre sig til ondskab.

Han tog et skridt tættere på mig og hævede hånden, jeg prøvede at bakke væk fra ham, men Thor puffede til mig, så jeg røg forlæns og Alexander greb mig. Hans ene hånd var stadig hævet, den var lige i hoved højde, så hvis han ville kunne han nemt give mig en lussing, men i stedet lod han den forsigtigt køre op og ned ad min kind, det føltes rart. Jeg havde aldrig følt noget som det, jeg havde lyst til at blive stående, jeg havde lyst til at være hos ham.

Jeg slap tøjlen, drejede rundt på hælen og løb min vej. Jeg løb, jeg ville ind i sovesalen, jeg håbede at jeg kunne være alene der.

Tårerne løb ned ad kinderne på mig, jeg var alene på gangen, men i det jeg åbnede døren ind til sovesalen, blev jeg mødt at alle de andre piger, de kiggede på mig uden at sige noget.

Jeg gik bare hen og tog mit tæppe, jeg satte kurs mod det nærmeste hjørne, jeg havde ikke lyst til at snakke med dem om det, ikke engang selvom jeg kendte nogle af pigerne rigtig godt.

Hvorfor havde han også gjort det? Vi kunne jo ikke være sammen på den måde, og det vidste han også godt. Jeg havde heller ikke rigtig den slags følelser for ham.

Jeg havde grædt længe, de andre piger var begyndt at gå i seng, men jeg sad stadig i hjørnet for mig selv, og lod tankerne strømme.