Kærlighed og slaveri

Kapitel 1 - Ankomsten

Alexsanders POV

En lun solstråle ramte mig i hovedet, signalerede at det var tid til at stå op. Mine øjne var tunge og sveg en anelse til trods for at jeg havde sovet længe, jeg tog mit tøj på og gik ud i stalden.

Min bedste ven Thor stod og ventede på mig, Thor var en stor hingst, han var sort som kul og havde en blank pels der skinnede om kap med solen. Det stærke forben skrabede utålmodigt i jorden, jeg hentede hans seletøj, det trængte til en kærlig hånd. Far ville have sagt det var sløseri og givet mig en lektion om håndtering af læder, jeg slog tanken bort.
Inden længe mærkede jeg hvordan hans stærke muskler bevægede sig under mig, han galopperede friskt frem, det var længe siden vi havde taget en tur rundt om hele ejendommen. Han voldsomt slog med hovedet og satte tempoet op, det var intet problem for ham, det var det aldrig. Han var alt andet end tilfreds med de sidste par dags skridt ture ind til byen og tilbage igen, der vidste jeg godt. Energien buldrede igennem hans muskler og vi bevægede os endnu hurtigere fremad. Han var en strålende hingst.

Da vi nåede til alléen der gik op til huset, stoppede vi for en mystisk hestevogn. Vognen var en stor kasse af mørkt træ med en enkelt dør. Der var to kraftige vognheste til at trække den. Vognen buldrede derud af selvom alléen var god. Det lød som om vognen indeholdt en masse jern, det raslede og buldrede fra den. Der var ikke et eneste vindue i vognen. Jeg havde aldrig set noget lignende. Jeg satte Thor i trav, og han lavede nogle energiske hop for at komme fremad, men jeg holdt ham besluttet tilbage. Vores tur var ved at være slut, og jeg vidste far ville hugge hovedet af os begge hvis vi galopperede på hans fint anlagte allé.

Da vi nåede det store hovedhus, trak jeg let i tøjlen og bad Thor om skridt, og styrede ham hen mod marken. Jeg tog sadlen og hovedtøjet af, og lukkede ham ind i indhegningen. Han vendte sig og kiggede efter mig, som om han kunne fornemme mit tankemylder og min undren.

Jeg gik tilbage til hovedhuset, styrede dirkete efter den store egetræsdør. Da jeg kom ind ad døren stod der en række af unge kvinder, de var alle sammen mørkere i huden. Det slog mig. Det var de piger moder havde talt om, dem hun havde sagt hun ikke ønskede men som fader besluttede var en prægtig ide. Kvinderne var af forskellig figur, men fælles for dem var at deres tøj var slidt og beskidt. Det var en enkelt i kjole. Den havde korte ærmer og sømmen var slidt i laser. Ellers var alle sammen næsten ens i deres beklædning.
Det var min bror Erik der havde taget imod pigerne fra manden med hestevognen. 

"Erik" Sagde jeg med en irettesettelse i stemmen. Han kiggede op. "Hvad laver du?" Spurgte jeg forarget. Han fjernede sit blik fra mig og kiggede på den kvinde han stod ved siden af. "Jeg undersøger de pigerne" Han smilede, hans lyseblå øjne funklende drilsk. "Skal du ikke kigge? Det er underholdende og forførende" Han vendte sig mod mig med sit kække smil. De senere år havde Erik været meget interesseret i piger og kvinder, mere end hvad moder og fader synes var passende. Jeg vidste også at der gik rygter om ham nede i byen. Det bekymrede moder og fader, det vidste jeg.

Jeg gennede kvinderne ind i spisesalen, jeg var ikke sikker på at det var her de skulle være, men det var bedre end at lade dem være med Erik.

Jeg blev utilpas ved tanken om at vi nu havde slavepiger i vores hus. Vi var blevet ligesom alle de andre selvom moder forgæves havde prøvet at forhindre dette. Tankerne om hvad Erik kunne finde på at gøre mod slavepigerne gjorde mig utilpas. Jeg vidste at fader havde ønsket at vi blev som de andre og fik slaver til at hjælpe med arbejdsbyrderne. Han og moder havde skændes om det i lang tid, selvfølgelig var det i sidste ende faders beslutning men han rådførte sig altid med moder også selvom at hun næppe havde den store indflydelse. Slavepigerne skulle hjælpe med husholdningen, stald arbejdet og passe køkkenhaven. Kvinderne var en gave til moder fra fader for at vise overfor de andre mænd at vi var mindst ligeså velhavende som dem. Moder havde frabedt sig mandlige slaver til at arbejde i marken, dette måtte danske mænd fortsat gøre. Hun synes det var uetisk at have slaver, men sandheden var at det var moderne.

Jeg gik ud af spisesalen og tilbage til Erik. Jeg vidste han ventede på mig, og ganske som forventet, det gjorde han. Han havde et kækt smil på læben da han så mig spurgte han "Hvorfor bror? Hvorfor spolere du altid det sjove? Er du bare født som sådan en lyseslukker?" Han så fornærmet ud, og da jeg ikke svarede, fortsatte han bare sin prædiken "Kunne du ikke se at vi lige havde det så sjovt?" Jeg overvejede hvad jeg skulle svare, men inden jeg fik svaret kom moder gående imod os. Han gav mig diskret en albue i siden. Jeg lod som om jeg ikke kunne mærke det og fulgte med moder ind i spisesalen, jeg vidste at han gik bag mig og holdt øje med mig.

"Kom drenge, i skal mødes vores nye arbejdere" Hun pegede over mod stolene, som tegn til at vi skulle sætte os ned.

Moder havde mørkt hår ligesom jeg, men lyseblå øjne som Eriks. Jeg lignede moder mens Erik lignede fader. 

Hun gik hen mod slavepigerne, de stod samlet og kiggede usikkert på os. "Does someone of you speak English?" Spurgte moder. De kiggede nervøst på hinanden og en af dem sagde noget jeg ikke forstod. De skubbede lidt rundt med en som stod i midten. Så sagde en af dem "April" mens hun blev skubbet op foran. Hun var lysere i huden end de andre. Hun havde kulsort hår med lette krøller. Hun stop med bøjet hovede og blikket fastlåst på det mørke trægulv. "Do you understand what I said" Sagde moder. Hun nikkede. "Are you the only one who speak English" Spurgte moder. "Yes" Svarede April. "Okay" Svarede moder lettere befippet, helt fortumlet i blikket. "Will you please translate then" Sagde moder og April nikkede forsigtigt, hendes blik var stadig fastlåst på gulvet.

Moder præsenterede Erik og jeg. Hun forklarede den situationen og lovede dem at alting ville blive til at holde ud. Hun forklarede at de ville kunne ønske om at de ville være i køkkenet, i stalden eller de ville gøre rent og arbejde i haven.

Mit blik hang ved April, der var noget ved hende, jeg kunne ikke beskrive det, men jeg vidste at hun var speciel, hun var anderledes. "Alexander, Erik vil i ikke være søde og hente nogle tæpper til pigerne? De ligger i systuen" Sagde moder. I mellem tiden ville hun vise pigerne ind i sovesalen hvor de skulle bo. 

I systuen var der tæpper på bordet, der rodede frygteligt. Vores syerske var blevet meget syg for nogle uger siden, moder havde syet i flere dage for at blive færdige med tæpperne til pigerne.