Bedre end din eks [AFSLUTTET]

9 #Sandheden

Jeg var nu kommet hjem efter en rigtig lang time hos Viktor.

Jeg lagde mig træt i sengen.

---

Det eneste jeg havde lavet, var bare at se Netflix.
Sjovt ik?
Ej jeg har bare ikke lyst til at lave noget.

Jeg ville bare ønske, at jeg kunne sige hvad jeg faktisk rigtig føler, men det kan jeg jo ikke.
Eller det tør jeg ikke.

Jeg har brugt så lang tid på at få Viktor tilbage, og så når jeg endelig for ham tilbage, kan jeg lide Martinus.

Og så bliver jeg kærester med Viktor igen, og Martinus bliver mega ked af det.
Altså jeg er bare et ondt menneske.

---

Da jeg vågnede, vidste jeg bare, det ville blive en dårlig dag, men altså det følte jeg jo også igår.

Jeg rejste mig op, og tog noget tøj på.

Jeg har aldrig haft det sådan her før.
Da Viktor slog op med mig, havde jeg det ikke engang så dårligt, som jeg har det nu.

Jeg ved bare, at jeg gjorde Martinus pisse ked af det.

Jeg gik nedenunder.
"Skal du ikke have noget af spise?" spurgte min mor.

Jeg rystede på hovedet, og gik ud, og tog sko på.

---

Jeg tror aldrig, jeg havde gået så langsomt i skole som idag.

Jeg åbnede døren, og gik ind i klassen.

Martinus synsvinkel

Jeg gik virkeligt langsom i skole.
Jeg var totalt trist.

"Kom nuuuu" sagde Marcus træt.
"Ja ja" svarede jeg, og gik lidt hurtigere.

Da jeg kom over i skolen, satte jeg mig bare ned på min plads, imens jeg kiggede på min mobil.

Viktorias synsvinkel

Vi havde nu frikvarter, og sad nede i kantinen.

"Hvorfor er du så trist?" spurgte Alberte.
"Det er jeg ikke" svarede jeg, men overhovedet ikke overbevisende.

"Altså du har jo fået Viktor tilbage, så du burde da og være mega glad" sagde Kristine.

"Ja totalt glad" svarede jeg sarkastisk.
"Jamen du har jo været så ked af, at han slog op" sagde Simone forvirret.

"Ja. Hun sov ikke i 2 dage" sagde Alberte.
"Ja og hun var også pisse sur" sagde Kristine.

Jeg kiggede over på Martinus, der bare kiggede trist ned i sin mobil.
Viktor sad ved siden af ham, og snakkede med nogen andre drenge.

Pigerne blev ved med at snakke om, hvor ked af det jeg var der Viktor slog op, og hvor glad jeg burde at være nu.

"Ja. Hun var heller aldrig sammen med noget" nåede jeg lige at høre, inden jeg ikke kunne mere.

"KAN I IKKE FORSTÅ DET? JEG VIL IKKE HAVE VIKTOR!! JEG VIL HAVE MARTINUS!" råbte jeg nærmest.

Jeg ved ikke hvad der skete, men der var ingen der snakkede, men kiggede på mig.

"Martinus?" spurgte Alberte forvirret. De kendte jo overhovedet ikke til det, mig og Martinus har sammen.

De vidste ikke engang, at jeg har snakket med ham.
Kun den ene gang til valgfag.

Jeg kiggede over på Martinus, der bare kiggede over på mig, og Viktor der kiggede med åben mund på Martinus.

Jeg sukkede, imens jeg vendte mig rundt, og gik.

Jeg satte mig ind i hjemkundskab, for altså hvem ville lige kigge derinde?

Jeg satte mig op på bordet, ved siden af vasken ved det første køkken.

Nu har jeg sagt sandheden.
Ikke bare til Alberte, Kristine og Simone, men til alle der sad i kantinen, som nok er alle der går på vores overgang.

Jeg håber ikke, at Martinus og Viktor er uvenner nu.
Jeg kunne bare ikke holde det ud mere.
De blev ved med at tale om, at jeg skulle være så glad og alt muligt.

Mine tanker blev afbrudt, af at døren blev åbnet, og ind kom Martinus.

Han gik tættere på mig.
Jeg kiggede op.

"Hey" sagde han stille.
Jeg svarede ikke, men kiggede ham i øjnene.

Han lagde sine hænder på mine lår.
Jeg kiggede lidt ned på ham, fordi at jeg jo sad på bordet.

"Hvordan fandt du mig?" spurgte jeg.
"Det tog også et stykke tid" svarede han med et lille grin.

Han kiggede på mine læber, som fik mig til, at kigge på hans læber.

Jeg ved ikke hvad jeg lavede, men jeg kyssede ham bare, imens mine hænder fandt om til hans nakke.

Martinus hænder lagde på min lænd, og rykkede mig ud til kanten af bordet, så han stod imellem mine ben.

Det udviklede sig, men jeg stoppede hurtigt, da jeg så, der var nogen, der stod i døren, og kiggede på os.

---------------------------------------------------------