Bedre end din eks [AFSLUTTET]

12 #Gemmestedet

Martinus stillede sig op, og vi begyndte at gå.

"Er vi der ikke snart?" spurgte jeg.
Vi var gået hele vejen ned til den anden ende af skolen.

"Jo" Svarede Martinus og drejede.
Det var en ret indviklet vej.

Han åbnede em dør, så vi kom ind i et rum med sådan nogen redskaber, man bruger til idræt eller sådan noget.
Jeg havde aldrig været herinde før.

"Må vi godt være her inde?" spurgte jeg.
Martinus trak på skulderne.

Jeg kiggede lidt rundt.
Martinus tog sine sko af, så det gjorde jeg også henne i et lille hjørne.

Han klatrede op på en madras over alle mulige redskaber.
Martinus klappede ved siden af sig, som om at jeg skulle komme op til ham.

Jeg grinte lidt, men kom op til ham.
Vi sad bare i lidt tid.

Vi sad bare lidt, indtil Martinus Sagde noget.
"Okay nu gemmer jeg mig, og så skal du finde mig"
"Okay" svarede jeg lidt forvirret.
Jeg holde hænderne for mine øjne.

"Okay du må godt komme nu" kunne jeg høre Martinus sagde.
Det lød som om, at han var under mig.

Jeg klatrede ned.

Der var en meget lille hål eller sådan en lille sti, med 2 store madrasser på vær sin side.

Jeg gik ind og så hurtigt Martinus sad der.

Jeg grinte lidt.
"Fundet" sagde jeg, og satte mig ordentligt ned.

Vi snakkede bare om alt muligt, indtil der lige pludselig blev helt mørkt. Sikkert fordi at det er en sensor, der styrer lyset.

Jeg kunne lige skeme Martinus' ansigt.

Martinus' synsvinkel

Viktoria og jeg sad stadig der i mørket, og bare snakkede, indtil vi kunne høre døren blev åbnet, og lyset tændte.
Man kunne tydelig høre på stemmerne, hvem det var.

Det var Marcus, Viktor og Alfred.
Mig og Viktoria var bare stille, så de ikke kunne høre os.
Hvad ville de ikke lige tænke om os, hvis vi sad her alene i mørket?

"Hvor er Martinus egentlig?" spurgte Viktor.
"Sikkert sammen med Viktoria" svarede Marcus med et lille grin.
Jeg kunne ikke lade vær med at smile lidt.

"Skal jeg prøve at ringe til ham?" spurgte Viktor.

"Ja prøv det" svarede Alfred.
Jeg tog hurtigt min mobil, og satte den på lydløst.

Der stod Viktor på min skærm, men jeg lagde bare hurtigt på.

"Han lagde bare på" sagde Viktor forvirret.
De andre sagde ikke noget.

Viktorias synsvinkel

Vi sad bare, og hørte på, hvad drengene sagde om alle pigerne.
"Syntes i ikke at Isabella er mega lækker?" spurgte Alfred.

Viktor trak lidt på det.
"Nej Alberte er sgu da fucking lækker" sagde Marcus.
Jeg holde mig for munden for ikke at grine.

"Ej Viktoria er altså også mega pæn" sagde Alfred.

"Øhh ja, men man skal bare passe på, at der ikke er noget der kommer, og tager hende fra en, for det er der sku et par stykker, der gerne ville" kunne jeg høre Viktor sagde.

Jeg kiggede på Martinus.

"Altså mener du, at alle vil have hende eller hvad?" spurgte Marcus.

"Ja eller på en måde. Hun er jo ligesom ikke grim vel, men når man er til fester og sådan noget, med hende skal man virkelig passe på. Fx engang var der en, der prøvede at drikke hende så mega fuld, at hun ikke kunne gøre noget, så at han kunne. Ja det han nu ville. Men jeg var der jo, så der skete ikke noget" svarede Viktor.

Jeg kan ikke så godt huske den aften, fordi at jeg var så fuld.
Han blev ved med at spørger, om jeg ikke lige skulle have lidt mere og sådan noget.

Lige pludselig ringede min mobil, og der blev helt stille fra drengene af.
Jeg slukkede den hurtigt.

Marcus' hoved stak frem.
Fuck man.
Hvad tænker de ikke lige om os.
Altså det ligner sikkert, vi har lavet noget eller sådan noget.
Som jeg aldrig kunne finde på, på skolen!
Martinus og jeg gik ud.

Martinus' synsvinkel

Da vi kom ud til de andre, havde Viktoria ret travlt med at komme væk.

"Når, men altså jeg er nok nødt til at gå" sagde hun, og åbnede døren.
"Hvorfor?" spurgte Marcus.

"Det er simpelthen fordi at jaaa.. øhh.. Det siger min mor" svarede hun, og gik ud i høj fart.
Man kunne tydeligt se, at hun løj.
Hun ville jo nok bare undgå den akavet stemning, der sikkert ville komme.

---------------------------------------------------------