Game Over // Cole Sprouse // Dansk

Kapitel 21

***

Jeg nærmest hadede mig selv for at tro at Axel ikke er en arrogant idiot. Da han var alene sammen med mig.... Nu ved jeg at den måde han opførte sig på må havde været spil for galleriet. Og hvis jeg skal være komplet ærlig, gjorde det lidt ondt. Det var helt klart irriterende og mens jeg sad i engelsktimen, prøvede jeg at blive distraheret.

Nu ved jeg at vrede er den bedste måde at hele et såret hjerte på, så da jeg ser nogle drenge stirre på mig, begynder jeg at smile. De smilede bredere tilbage. Den her forstyrrelse er lige hvad jeg har brug for. På den måde kunne jeg ignorere Axel, og fokusere på de drenge som faktisk har en chance for at vinde mit hjerte.

En af drengene fra gruppen, vækkede min opmærksomhed, med hans søde smil. Jeg smilede tilbage og så på mens han satte sig på Hannahs plads - nu hvor hun ikke er kommet endnu. Han så spændt ud, hvilket rørte mig meget. Selvom jeg bliver ret frastødt når jeg tænker på hvordan min årgang gik fra at hade mig til at være så flirtende på den her måde.

"Hey Zoey," sagde drengen som jeg ved hedder Archer. "Jeg tror ikke vi har haft fornøjelsen af at snakke sammen endnu. Det undrer mig meget nu."

"Hej." smiler jeg. "Fortæl noget om dig selv."

Og det gjorde Archer. Han fortalte mig alt muligt om ham og om den fremtid han havde i tankerne for sig selv. Med 'fryd' skrevet hen over hans ansigt, snakkede han i fem minutters tid. Jeg lyttede aktivt. Han virkede som en nice fyr og han har helt klart nogle egenskaber jeg normalt ville kunne lide, og alligvel ville jeg væk fra ham. Mit hjerte bankede af ingen grund overhoved, det var næsten som om jeg var bange? Jeg har ingen idé om hvorfor, så jeg skubbede de følelser væk.

Lidt tid efter kommer Hannah og tager sin plads tilbage, hvilket får Archer til at smutte. Det var sødt at han kom over til mig. Da han sagde farvel, lagde jeg min hånd på mit bankende hjerte. Det bankede stadig som en sindsyg og jeg kan stadig ikke finde ud af hvorfor? Hvorfor blev jeg ligepludselig bange?

"Sååeee. Archer?" sagde Hannah da hun satte sig ved siden af mig. "Han er lækker og sød. Jeg ville hoppe på ham hvis jeg var dig."

"Ikke min type" halv-lyver jeg.. "Jeg tror ikke jeg bliver interesseret." 

Hannah sukkede og rystede derefter med hovedet. "Hvad er overhoved din type?"

Jeg svarede ikke. Jeg har ikke noget svar. Jeg er en af de få teenagere som intet crush har, hvilket også betyder at jeg nok ikke har en type. Faktisk, har jeg ingen type. Og derfor ønskede jeg mentalt min årgang hels og lykke. Deres opgave kommer til at kræve meget arbejde.

"Jeg ved det ikke" svarer jeg endenlig. "Jeg har seriøst ingen idé om jeg nogensinde kommer til at elske."

"Er det så fordi du ikke vil, eller ikke kan?" Spørg Hannah.

Endnu engang, svarede jeg ikke. Jeg var ikke helt klar på svaret, og tænkte meget over det.

***

Jeg smilede til min klassekammerat, Drew, som tilbød at holde mine bøger. Kun fordi han er en af de generte og stille drenge, så lod jeg ham gøre det. Jeg lod mærke til den store mængde drenge som stirrede på mig gå gennem gangen, og over til min skab. Mens jeg låste mit skab op, følte jeg alle de mane øjne nedstirre mig, det gik op for mig at de analyserede mig, prøvede at finde ud af hvordan man kan vinde mit hjerte. Det gjorde mig virkelig utilpas.

Da jeg tog de bøger ud som jeg havde brug for, tænkte jeg over hvor meget opmærksomhed jeg hr fået efter at havde modtaget det kys. Jeg har altid været den pige som ingen rigtig har lagt mærke til var i deres klasse, men pludselig var jeg den pige alle kendte til. Og lige nu, var jeg den pige alle drengene ville have. En del piger ville gøre alt i deres magt for at stå i den position jeg står i, men jeg ville give det væk hurtigere end det tager en gennemsnitlig person at knipse.