Famous & Father | N.H

One more time

-One more time

#8 måneder senere#

Den seneste tid har jeg været på Tour og Liv blev passet hos William da det er hendes bedsteven. For to måneder siden kom jeg hjem og der begyndte Liv at trodse mig.

Liv vil intet af det jeg vil længere og nogle gange pisser det mig af. Når hun så slet ikke gider lade jeg hende være i lidt tid indtil hun selv kan det. For jeg ved hun kan, men hun vil jo ikke.

Det startede faktisk da hun skulle have tøj på og jeg lagde det foran hende. Hun kiggede op på mig med krydsede arme imens hun rystede hovedet hele tiden. Der vidste jeg at hun var kommet i trods alderen.

"Liv du skal selv tage tøj på nu" sagde jeg og kiggede ned på hende. Som hun altid gør, krydser hun armene og tramper i gulvet med den ene fod.

"Nej far! Jeg vil ikke" hyssede hun. Jeg satte mig på hug foran hende og tog fat i hendes hænder, ikke hårdt me blidt.

"Liv du er gammel nok" sagde jeg.

"Men jeg vil ikke!" Sagde hun og krydsede armene igen. Jeg sukkede af hende, men alligevel rejste jeg mig og gik hen til dørkarmen før jeg vendte mig om mod hende.

"Du kommer ikke ud af værelset før du har taget tøj på." Sagde jeg og gik uden at lukke døren. Jeg kunne høre hende sætte sig ned på gulvet.

~*~*~*~

Efter en time hvor jeg sad inde i stuen og ventede på Liv, hørte jeg gråd derinde fra. Først prøvede jeg at holde det væk fra mit gode sind, men kunne ikke længere da hun skreg højt.

Jeg løb.

Da jeg kom derind lagde hun på gulvet kun med en trøje på. Hun græd voldsomt og tog sig til hovedet.

"Prinsesse hvad sker der?" Panikkede jeg og satte mig end til hende. Jeg tog hende op på mit skød og tog hende helt ind til mig.

"Mit hoved far!" Skreg hun. Åh nej. Uden at tænke mig om løb jeg med hende ud til bilen. Jeg spændte hende hurtigt fast og sprang selv ind i bilen.

"Det skal nok gå prinsesse"

~*~*~*~

Jeg sad endnu en gang i ventesalen på det forbandede sygehus. Denne gang stod min familie døden nær igen. Her døde Olivia.. Jeg kunne høre andre som sad herinde og små snakkede, men dem var jeg ligeglade med. Jeg ventede kun på min datter.

"Niall Horan?" Sagde en mandlig stemme. Jeg kiggede op fra mit skød og så en høj mand nok i trediverne.

"Kan jeg lige snakke med dig under fire øjne?" Spurgte lægen. Jeg nikkede og fulgte med ham ind i et kontor.

"Liv klarede sig godt Hr. Hun lever stadig og er lige blevet kørt ind på stuen. Hun er stadig bedøvet og har sikkert smerter når hun vågner op." Sagde han.

"Er hun helt okay nu?" Spurgte jeg.

"Hun havde et slagtilfælde hr. Hun vil have svært ved at udtrykke sig, tale og noget i benene har slået fra, så hun vil ikke kunne gå langt længere. Jeg opfordre dem til at få en kørestol til hende" sagde han.

"Må jeg se hende?" Spurgte jeg med en håbefuld stemme. Han nikkede og fulgte mig hen til en lukket stue. Jeg åbnede døren derind og så min guldklump ligge på hospitals sengen. Hun havde flere ting koblet til hende imens hun sov.

"de kan indtil videre ringe til en mere person og bede ham eller hende om at komme. Liv er stadig tåget" sagde lægen og gik ud igen.

Efter lang tid hvor jeg ringede til Michael og Anne for at fortælle det. Mine forældre. Gemma, Liam, Louis, Zayn og Harry. Sophia, Eleanor og Perrie hørte jeg Liv give lyd fra sig.

"Far?"