Famous & Father | N.H

Funeral

-Funeral

Jeg kiggede ned i kisten. Den var hvid udenpå og havde Hvidt silke indeni. Jeg så ned på hende, hende som var død. Hun døde i mine arme. Jeg ville aldrig kunne have hende i mine arme, aldrig kunne røre hendes læber. Aldrig.. Nogen.. Sinde...

Hvorfor skal mennesker dø? Det gir jo ingen mening. Hvorfor kan man ikke leve uendeligt, så man ikke skal opleve sådan noget. Jeg håber virkelig aldrig at nogle skal opleve det som jeg gjorde.

Hun havde en smertefuld død. Alt for smertefuld. Det at dø er smertefuldt. Hendes hvide korte kjole som jeg havde købt engang, hendes guldsmykker, forlovelses ring, det lange brune hår, hendes øjne som aldrig skulle vises igen og til sidst hendes smukke røde læber. Alt det bar hun lige nu, nede i sin kiste.

"Niall vi skal igang nu"

Jeg så kisten foran mig blive lukket. Hun var nede i mørket nu og ville aldrig komme frem. Jeg kunne mærke en hånd på min skulder, så jeg kiggede bagom. Harry stod med røde øjne.

"Vi skal ind og sidde nu, de andre venter"

Jeg fulgte tavst med bag ham. Jeg havde et mørkeblåt næsten sort sæt tøj på. Jeg havde købt en sort kjole til Liv og sorte sko. Da jeg kom ind i kirken kiggede alle sorgmodigt på mig. Jeg havde mistet hende.

Jeg satte mig helt fremme, foran alle de andre. Kirken var stor og alligevel var den fyldt op til randen. Michael og Anne sad længere henne på bænken. Gemma sad ved siden af Anne og sammen med hendes kæreste. Så kom Harry og så mig. Liv sad på mit skød nu.

Mine forældre kunne ikke være med.

Liam, Louis, Zayn, Eleanor, Sophia og Perrie sad på rækken bag os. Eleanor græd på Louis's skulder. Sophia på Liam's og Perrie på Zayn's. Pigerne havde alle sorte kjoler, drengene havde sort tøj på.

Musikken startede og vi vendte os alle stående hen mod døren. Den var allerede åben og kisten blev kørt ind af hendes venner fra Danmark. Jeg havde aldrig mødt dem før. Jeg kunne genkende drengen hun engang festede med, Niklas.

Præsten gik bag dem med en biblen i hånden.

Kisten blev sat på plads og hendes venner satte sig på bænken ved siden af os. De kiggede allesammen grædende ned i skødet. Præsten begyndte at tale og vi alle rejste os op. Jeg havde Liv på armen.

~*~*~*~

"Amen" sluttede præsten. Jeg rejste mig op og gik hen til Anne, som stod ved siden af Michael. Jeg gav dem Liv uden at sige noget og gik så hen til kisten. Liam, Zayn, Harry, Louis og jeg tog fat i kisten og begyndte at gå ud.

Musikken startede idet vi begyndte. Alle rejste sig op og rettede blikket mod os. Man kunne høre hulken hele tiden. Dette var forfærdeligt.

Vi fik kisten hele vejen hen til gravstenen. Hendes sten var formet som en smukt hjerte. Ligesom hendes. Hun har altid haft et smukt hjerte.

Hun blev hejst ned og alle begyndte at smide roser derned. Jeg lagde en helt hvid en som den eneste. Hun fortjener ikke at dø. Det gør ingen.

Jeg kiggede ikke på nogle, istedet gik jeg min vej. Jeg blev ved med at gå på gruset, helt hen til et træ. Det var stort og smukt. Som hende.

Jeg kunne se nogle var bag mig på grund af skyggen i gruset. Der var flere end én. Jeg vendte mig om mod dem og kiggede på dem.

"Du skal nok komme igennem dette Niall"

De samlede sig alle om mig. Jeg kiggede hen mod stedet hun var begravet og så alle menneskerne var stadig samlet rundt om hendes gravsted.

~*~*~*~

Da alle var taget hjem efter den lille mindefest jeg holdte, brød jeg sammen. Lige efter jeg havde lukket døren, kunne jeg ikke holde tårene inde.

Jeg kiggede hen på drengene bag mig. Liam stod med Liv på armen.

"Jeg ligger lige Liv i seng, kom prinsesse"

Jeg nikkede tavst og kiggede ned i gulvet. Jeg kunne mærke nogle krammede mig, men jeg sagde stadig intet. Jeg havde ikke sagt meget idag.

"Jeg ved ikke om jeg kan klare det uden hende?" Sagde jeg.

"Vi ved du kan Niall. Du har os som altid vil elske dig" sagde Louis. Jeg tørrede mine tåre væk fra mine kinder med min håndflader og kiggede hen mod døren, til Liv's værelse.

Jeg slap drengene og gik ind på hendes værelse. Liam sad i hendes seng sammen med hende og læste.

De havde ikke set mig,

men hun vil aldrig se nogle igen.