hidden [h.s] (Dansk oversættelse)

prolog

Fralæggelse: dette er en opdigtet historie, ingen af disse oplevelser er i virkeligheden sket. Personerne er også opdigtet bortset fra navne og udseende. Ingen af virksomhederne er virkelige, de er alle opdigtede. Nogen ligheder til andre medier er rent tilfældig (bortset fra den originale historie og oversættelser til andre sprog), og disse ideer tilhører seasidestyles, så undlad venligst at stjæle dem uden aftale med hende. Jeg håber du nyder historien!

-

Vores kroppe er så tætte, at jeg mærker hans ånde puste ud på mit ansigt. Temperaturen stiger hurtigt i det lille sted med frygt og angst. Jeg hviler mit hoved tilbage mod vægen, vel vidende at min lejlighed, når som helst, kan blive ransaget og ledt igennem efter spor af os. De vil lede i hvert rum indtil de finder dette. Det eneste der låses indefra. Og så vil de ikke tøve med at sparke den op.

Jeg kan mærke hans øjne på mig, de brænder mod min hud som lasere. Selv i det mørke, lille skab vi er proppet ind i, kan jeg se det elektrificerende grønne fra hans stirren.

"Er du bange?"

Hans lave stemme ringer igennem stilheden. Jeg læner mit hoved over for at kigge på ham. Vores blik mødes. Jeg tænker på alle de gange han har spurgt mig om dét samme spørgsmål.

"Er du?" Jeg tæller.

Han kigger væk, og tager en indånding.

Min hals er tør og min hud er fugtig af nervøst sved. Jeg ved at min makeup er tværet rundt om mine øjne og at mit kastanje hår er uglet og falder ned over mine skuldre. Mit hjerte banker hårdt i mit bryst.

"Rose."

Jeg kiggede hurtigt op for at møde hans øjne igen.

"Jeg vil have dig til at love mig noget." Hans stemme er lav og rusten, fuld af fortvivlelse.

Jeg nikker langsomt.

"Hvis der sker noget her... Jeg er nødt til at vide at..." Han tager en indånding og kører en hånd igennem sit hår. "Jeg vil have dig til at løbe, okay?" Han kigger tilbage på mig.

"Jeg rynker øjenbrynene. "Hvad mener du?"

"Jeg vil have dig til at tage tilbage til New York, jeg vil have dig til at glemme alt om mig." Der er ikke andet i hans øjne end smerte.

Jeg ryster på hovedet. "Det... Det kan jeg ikke..."

"Du er nødt til at gøre det, Rose, forstår du det? Hvis en af os skal klare det, vil jeg have at det skal være dig," siger han hårdt, en vene dunkende i halsen.

"Mit hjerte slår hurtigt. "Nej," siger jeg. "Jeg vil ikke love det."

"Det er du nødt til," siger han mens han ryster sit hoved. "Du er nødt til at forlade dette sted og aldrig komme tilbage. Du skal heller ikke komme og lede efter mig--"

"Jeg vil ikke gøre det!" Jeg lukker ham af. Han lukker munden, og jeg kan se at han spænder i kæben. Jeg tager en indånding. "Hvis der sker noget her, er det enten begge af os eller ingen af os."

Han stirrer hårdt på mig; leder desperat efter mine øjne. En muskel pulserer i hans kæbe og hans vejrtrækning er ujævn. Hans nakke glitrer af sved.

Han stopper endelig sin stirren og kigger ned. Det skræmmer mig at tænke at han ikke klarer det; at de lader mig gå og ikke ham.

"Ikke alting ender ud som du vil have det," siger han efter nogle minutter af stilhed. "Ikke alting ender perfekt--"

"Vi kan ikke tænke på den måde," siger jeg. "Det vil rive os fra hinanden."

"Hvis ikke dét vil, er der tusindvis af andre ting der vil."

Det er sådan det altid har været; jeg er optimisten og han er pessimisten.

"Hvad sker der hvis du klarer det og jeg ikke gør?" Jeg vover at spørge.

Han kigger hurtigt på mig. "Så ville jeg dø, ønskende om at det var mig istedet for dig."

Mit hjerte sidder i min hals. Varme tårer pibler ud fra mine øjne og jeg tørrer dem hurtigt væk.

"Stop med at tale sådan," siger jeg hurtigt. "Stop det"

Han ser overrasket ud over min hårde tone, men han siger ikke noget.

"Alt jeg siger," begynder han igen. "Er--"

"Jeg ved udemærket godt hvad du siger, og jeg vil have dig til at stoppe med at sige det!" Min stemme lyder lys og hysterisk

Han rækker ud og tager min hånd i hans. Hans ru håndflade rører min bløde hud. Han kører sin tommelfinger beroligende op og ned af min håndryg. Jeg tager nogle dybe indåndinger, og prøver at berolige mig selv.

"Bare lov mig," han hvisker. "Lov mig at du forbliver skjult."

Jeg svarer ikke.

"Kom nu, Rose," han beder mig. "Jeg er nødt til at vide det."

Jeg synker og nikker. Hvis det her er hvad han har brug for at høre, så vil jeg gå med til det.

"Sig det," beder han.

"Jeg forbliver skjult," hvisker jeg.

I dét han træder hen imod mig for at omfavne mig, lyder der en voldsom dunken og døren ved siden af os er flået af hængslerne.