hidden [h.s] (Dansk oversættelse)

et

4 måneder tideligere

Jeg sidder på min lille sofa og stirrer på telefonen.

Jeg har næsten ikke haft tid til at pakke noget ud eller sætte noget på plads, fordi jeg har stirret på min forbandede tavse telefon i de sidste 30 minutter. Jeg har kun været i min nye lejlighed i tre timer og alt jeg har lavet er at vente på det dumme opkald.

Mit blik flakkede hen til uret. Den er 18:30. Var det ikke meningen at de skulle ringe klokken seks?

Jeg sukker og rejser mig op. Jeg kan lige så godt pakke ud så jeg kan få tiden til at gå.

Lige i dét jeg åbner en kasse med mit tøj, bryder min telefon ud i sang. Jeg næsten springer over sofaen, og ved et uheld taber jeg telefonen ned på jorden. "Lort" siger jeg og skynder mig at åbne telefonen, og fanger mit åndedræt.

"Hallo?" Svarer jeg åndeløst

"Hallo, Frøken Knight? Det er Marion Johnson fra Crystal Publishing."

Mit hjerte springer op til min hals. "Ja, hej."

"Jeg ringer for at informere dig om at dit interview gik rigtig fint den anden eftermiddag, og du får stillingen. Tillykke." Damen, Marion, på den anden linje lyder professionel og forretningsagtig.

Jeg prøver at matche hendes tone. "Mange tak," får jeg sagt uden at lyde alt for begejstret.

"Du begynder mandag, hvor du vil få tildelt et skrivebord og møde din chef, Mr. Greenman. Jeg ser frem til at se dig omkring kontoret. Hav en dejlig dag."

Og med det, ligger hun på.

Jeg tjekker at røret er lagt på inden jeg hopper op i luften og løber rundt i en snoet sejrsdans. Det er det job jeg har drømt om siden jeg var teenager, og nu har jeg endelig fået det.

Jeg tager hurtigt min telefon og taster Aaron's nummer.

"Aaron," jeg næsten råbte ind i telefonen. "Jeg fik det. Jeg fik jobbet!"

Jeg hører ham sukke. "Rose, skat, jeg er på arbejde."

Mit humør falder. "Men... Jeg fik jobbet. Jobbet jeg har drømt om siden... For altid."

"Og jeg er glad på dine vejne," siger han. "Men jeg er virkelig nødt til at løbe, arbejdet kalder--"

"Okay, fint."

"Ikke blive sur, Rosie. Jeg tager dig ud at spise i aften, hvordan lyder det?"

Et lille smil kommer frem på mit ansigt. "Okay."

"Perfekt. Vi ses i aften."

Jeg tog min telefon ned og kiggede på stakkerne af kasser der stod linet op i min lejlighed. Jeg sukkede og begyndte at pakke ud.

Aaron og jeg havde datet i nogle måneder nu. Vi mødtes da jeg var på besøg i Portland fra New York. Jeg kunne lide ham med det samme, og da jeg fortalte ham at jeg flyttede hertil, begyndte vi at gå ud sammen.

Han arbejder som en medicinsk praktikant, mens han færdiggøre medicinstudiet. Jeg bebrejder ham ikke rigtigt for ikke at have så meget tid til mig; hans job er meget vigtigt og travlt. Jeg ved at han får tid til mig senere--det gør han altid.

Lejligheden jeg er flyttet ind i er lille i forhold til de fleste menneskers standarter, men den er stor nok for mig. Et soveværelse med udsigt til Pearl District, min favorit del af Portland. Det er meget tæt på Crystal Publishing, hvilket også var hensigten, også selvom jeg måske endte med ikke at få jobbet. Jeg tror jeg var temmelig opsat på at få det alligevel.

Jeg har altid syntes at Pearl District er den bedste del af Portland. Måske er det alle de aspirerende kunstnere og forfattere i det her område jeg kan lide, men der er noget omkring atmosfæren der får mig til at føle mig hjemme. Jeg indrømmer at det var svært at finde en anstændig lejlighed indenfor mit budget, men med Aaron's hjælp, fandt vi dette sted. Og jeg elsker det.

Jeg putter sengetøj på min seng og begynder at organisere mine forskellige billeder og nipsgenstande. Et billede af Aaron og jeg, sætter jeg på min kommode, ved siden af billeder af min mor og far. Et billede af mig og min søster kommer ved siden af. Vi smiler begge to midt i Central Park. Jeg føler en trykken mod mit bryst når jeg kigger på billedet. Det var før alting skete.

Jeg ved at du måske undrer dig over hvorfor jeg flyttede fra sådan en travl by som New York til mindre spændende Portland, Oregon. Og hvorfor jeg arbejder som udgiver her når alle de bedste udgivere er i New York. Jeg gætter på at jeg har haft brug for en frisk start. En forandring af sceneri. Og jeg elsker personerne fra Portland, det er en smuk by. Crystal Publishing skulle også være en af de bedste udgivere i landet.

Jeg overrasker mig selv med at færdiggøre min udpakning af soveværelset. Jeg tager hænderne på mine hofter. Klokken viser otte. Aaron burde være færdig nu.

Imens jeg tænker det, er der et bank på døren. Mit hjerte flagrer da jeg går imod døren. Jeg åbner døren med et smil på mit ansigt, da jeg regner med at se Aaron.

Mit smil forsvinder langsomt da jeg indser at det slet ikke er Aaron. I stedet er det en høj dreng på min alder, med mørkt hår omkring hans ansigt og smaragdgrønne øjne. Hans læber er spidsede i et lidt irriteret udtryk og han har en hvid Rolling Stones t-shirt med sorte jeans på.