hidden [h.s] (Dansk oversættelse)

syv

Aaron læner sig op af dørkarmen, hans arme er krydset over hans bryst. "Så, hvornår startede du igen?" Spørger han mig.

"Mandag. Jeg tror aldrig at jeg har været så nervøs for noget i mit liv." Jeg tager en ørering op, og tager den i øret.

"Jeg husker den første dag som praktikant," siger Aaron. "Mand, jeg var så bange."

"Hmm." Jeg ved godt at mit job slet ikke betyder noget i forhold til hans, men jeg siger ikke noget.

"Vores reservation er klokken seks, Rosie, vi kommer for sent." Aaron peger på sit ur, og sender mig et drillende blik.

"Jeg ved det, undskyld. Lad mig bare lige..." Jeg griber en lipgloss og tager det på mine læber. "Så. Lad os gå."

Aaron smiler og jeg følger efter ham ud af lejligheden, lukker døren bag mig. Det er lørdag aften, Aarons fridag. Jeg er glad for at bruge tid med ham inden jeg går tilbage til arbejde. Resten af ugen gik ret hurtigt, og Zayn og jeg snakkede næsten hver dag. Jeg nyder også at snakke med Perrie og Lana. Jeg har gjort mit bedste for at ignorere Harry, og af en eller anden grund, har han også ignoreret mig resten af ugen.

Vi kommer ind i Aarons bil og jeg læner mig tilbage i sædet. Natten er kølig, men ikke for kold. Solen sænkes bag horisonten, farver himlen med orange og pink. Stjernerne pibler frem bag skyerne.

"Køligt ude," kommenterer Aaron imens vi kører.

"Ja," siger jeg. "Hvor koldt bliver det normalt om vinteren?"

"Forskelligt," siger han. "Nogle gange får vi sne, men ikke altid. Det er dog altid tæt på frysepunktet."

Jeg skælver. "Jeg håber at min lejlighed har god opvarmning."

"Ja," klukker Aaron.

Resten af køreturen er stille, og jeg kigger ud af vinduet, ser på lysene fra byen.

"Portland er smukt om natten," mumler jeg.

"Mhmm." Aaron trommer med sine fingerspidser på rettet, da vi stopper for det røde lys. Hans mørke hår er stylet med gelé og hans blå øjne fokuserer på vejen. Han har en enkel skjorte på og jeans.

"Såå... Hvor skal vi hen?" Spørger jeg og bryder stilheden.

"Et dejligt sted langs Willamette," fortæller han. "Floden er smuk om aftenen."

Jeg nikker. Jeg hader at Aaron og jeg altid løber tør for ting at tale om. Jeg åbner min mund for at sige noget, men Aaron afbryder.

"Så er vi her," siger han og slukker bilen. Jeg lukker munden og stiger ud, jeg følger efter ham op til restauranten.

Tjeneren fører os vej hen til vores bord ved vinduet, og jeg er imponeret over udsigten over floden. Farvandet rammer roligt stenene, og jeg kan se lys fra bygninger på den anden side af floden. Aaron giver det ikke et eneste blik, og han læser menuen igennem.

Jeg åbner min egen menu og skimmer listen igennem. Jeg ligger mærke til de høje priser for alle retterne, og håber at Aaron lader mig betale for min egen. Jeg kan ikke bede ham om at betale sådan en dyr regning.

Lige da vi skal til at bestille, vibrerer Aarons telefon. Han tager den hurtigt op, og hans øjne skanner skærmen.

"Shit," siger han.

"Hvad?"

"Jeg er nødt til at træde ind. En af de andre praktikanter er blevet syge."

Jeg kigger forfærdet på ham. "Aaron, hvordan skal jeg komme hjem?"

"Jeg er meget ked af det, Rosie. Jeg gør det godt igen, jeg lover. Jeg er bare nødt til at gå--" Han pakker sine ting og begynder at rejse sig op.

"Men--"

"Jeg er ked af det, jeg er nødt til at gå--"

Jeg bider mine tænder sammen. "Fint."

Aarons øjne er bløde. "Rose, du skal ikke være sur."

"Hvordan jeg kan jeg ikke være det? Det er meningen at lørdag skal være din fridag."

"Det er ikke mit valg, hvis de har brug for mig på hospitalet," siger han. "Hvad hvis nogle er døende, og de har brug for min hjælp?"

Jeg sukker. "Okay. Undskyld."

Han smiler og læner sig over for at kysse mig blidt på læberne. "Vi ses i morgen," siger han. Jeg ser hvordan han hurtigt går ud af restauranten og ud af døren, uden et eneste blik tilbage.

Jeg lægger armene over kors. Hvordan skal jeg komme hjem? Jeg kan ikke andet end at være sur på Aaron over det her. Har de ikke andre praktikanter de kan ringe til?

Jeg pakker mine ting og gør mig klar til at gå. Jeg undskylder til tjeneren og går udenfor i den kolde luft.

Jeg læner mig mod en væg og beslutter mig for at se på menneskerne før jeg ringer efter nogen der kan hente mig. Det er ikke fordi jeg kender nogle her omkring. Jeg regner med at kunne ringe til Zayn. Jeg er sikker på at han vil hjælpe hvis han ikke har travlt.

Jeg sukker. Nogle gange er Aaron bare så følelsesløs.

Stop det, siger jeg i mit hoved. Han er medicinsk praktikant. Tingene skal nok ske.

Mine øjne lander på en bar på den anden side af gaden. Jeg kan høre musikken der pumper derinde fra og grin fra fulde mennesker.

Jeg ser en der går ud af baren med hænderne i lommen. Jeg kniber øjnene sammen. Nej. Det kan ikke være...

Jeg skynder mig tilbage til restauranten, men det er for sent.

"Rose!"