Livet som en Malfoy 2 & 3 - HP Story

Ude i det ukendte

Jeg går ned ad gangen, med den alt for tunge taske. Jeg falder snart af vægten. "5 skridt mere." mumler jeg lydløst til mig selv. "Nej, nok mere 10." siger en stemme bag mig. Jeg vender mig med det samme chokeret om og jeg er lige ved at falde. Jeg når lige og se et glimt af det honningfarvet hår inden jeg falder. Jeg lukker øjnene og venter, men jeg mærker aldrig bumpet. Jeg åbner øjnene og ser Cedric har grebet mig. "Tak. Godt vi er venner. Hvordan skulle jeg dog ellers overleve." siger jeg og griner. Cedric begynder og grine og tager min taske. "Lad mig. Hvor skal du hen?" spørger Cedric. "Jeg planlagde at snige mig op i Astronomi tårnet. Vil du med?" spørger jeg ham og han nikker. "Hvorfor ikke." siger han og vi begynder at gå. Jeg kan mærke den varme vind komme snigende ind i slottet. Det er dejlig behageligt mod mine bare arme. 

Jeg åbner den knirkende dør og Cedric og jeg går indenfor. Jeg lukker stille døren og den lukker med et dæmpet bump. Vi går op af trappen og jeg springer hvert andet trin over. Cedric sætter min taske på gulvet og jeg åbner den straks og tager et stjernekort ud. "Ehm, hvad skal du bruge det til. Du kan jo ikke se stjernerne nu, vel?" spørger han og jeg griner. "Nej, men jeg kan forestille mig dem på deres præcise plads, ik'?" siger jeg og griner. Han nikker og kigger op. Han mumler noget, som jeg ikke hører, men jeg er ligeglad. Jeg begynder at mærke stjerner af og får en del stjernebilleder med ind i opgaven. Det skal nok blive godt. 

Cedric og jeg går rundt udenfor. Vi stopper op ved søen. "Ved du godt jeg aldrig kommer til at tilgive dig for det?" spørger jeg ham, rimelig irriteret. "Ej, slap af. Det bare vand..." siger han, og griner. "Bare vand?!" siger jeg irriteret. Vi går lidt videre og jeg stopper op lige pludselig. "Hvad er der?" spørger han. "Se!" siger jeg og peger. Jeg peger mod Den Forbudte Skov. Jeg har altid gerne ville derind. Ud i det ukendte. Det lyder spændende, ik'? Det er det i hvert fald for mig...

Jeg sidder med Hermione. "Gud, hvor er det lang tid siden vi har været sammen..." udbryder hun, imens jeg sidder og skriver en opgave. "Ja, ik'? Vi har vel bare haft travlt, tænker jeg. Du ved, som normale mennesker." siger jeg og griner. "Mhm. Desuden går vi på forskellige kollegier, så det er jo lidt svært at holde kontakten." siger hun og dypper sin fjerpen i hendes blækhus. Jeg kigger på hendes blæk, der laver små cirkler, som en kædereaktion. Kædereaktion. Ja, nok som en kædereaktion. "Nå, fortæl mig noget om Gryffindor. Er der sket noget nyt? Er Harry mon involveret? Har Draco igen snaget?" spørger jeg og kigger op fra blækhuset. "Nej, der er ikke sket det store. Intet andet end jeg har givet Harry og Ron en alvorlig snak om love og konsekvenser, men som sædvanelig hørte de ikke efter..." siger hun og ryster lidt på hovedet. "Hm, det undre mig ikke. Nå, men skal vi ikke prøve at være mere sammen?" spørger jeg og hun nikker. "Selvfølgelig, skal vi det." Jeg bliver tavs og skriver videre. Hermione siger intet og finder en bog frem hun læser i. Sådan fortsætter vi. I tavshed. 

Jeg går rundt ude på gangen, da jeg støder på Astoria. "Hej!" siger jeg med det samme og Astoria kigger op og smiler et stort smil. "Hej Draliny!" siger hun glad. Jeg stopper op på gangen, imens jeg sætter tasken på gulvet. Ja, den er stadig møg tung. Alt for tung. "Nå, har du det så godt på Hogwarts, Astoria?" Jeg smiler lidt og hun nikker. "Det er ganske udmærket." Vi kommer til at snakke om lidt forskelligt, som blandt andet er Quidditch, lektier og venskaber. Vi går bare lidt rundt på slottet imens, meget hyggeligt. "Nå, jeg må gå nu. Du ved, jeg skal øve til Quidditch." siger jeg og smiler undskyldende. "Helt fint. Vi ses vel bare senere, Draliny." siger hun og jeg skynder mig af sted. Jeg er en smule sent på den, hvis jeg skal nå at hoppe i mit Quidditch tøj. Jeg løber hele vejen ned til opholdsstuen. "Mudder...bl...oood." siger jeg forpustet og skynder mig ind i sovesalen. Jeg tager tøjet frem fra kufferten og trækker det hurtigt på.

"Undskyld jeg kommer 2 minutter for sent!" siger jeg til Flint. "Det er okay. Nå, men vi går i gang nu. Vi øver os på at samarbejde i dag, Malfoy." siger Flint og fortsætter med at forklare. "Nå, men det er vigtigt I kigger om der er noget I kan lave eller hjælpe med i stedet for bare at svæve rundt. Så bloker for en konkurrent eller sådan noget. Gør jer nyttige!" siger han og vi nikker. "Nå, lad os gå ud." siger han. Vi går ud og solen skinner meget kraftigt. Desværre. Det er det værste at spille Quidditch i kraftigt solskin. Pokkers også. Jeg hoppe op på min kost og flyver op mod luften. Jeg mærker den kølige vind mod mine bare arme og den kølige vind mod ansigtet. Alt hår kommer væk fra mine øjne og jeg føler jeg var blind før. Jeg har aldrig tænkt over, hvor smuk Hogwarts egentlig er. Jeg føler mig fri, for jeg kunne blot flyve væk. Flyve væk fra alt. Åh, sikke en dejlig følelse. Gid, jeg kunne være her for evigt, men det er desværre ikke en mulighed.

Jeg går rundt om søen, alene. Det er faktisk rart at være alene til en forandring. Jeg trækker min kappe af og sætter mig på den. Jeg kigger ud over vandet, det ville være meget fristende at sparke skoene af og blot dyppe mine fødder i vandet. Blot et øjeblik. Nej, Draliny! Husk nu på den kæmpeblæksprutte. Jeg bliver ved med at argumenterer mod mig selv. Rettere sagt jeg diskuterer med min bedre halvdel. "Åh, fint!" udbryder jeg og rejser mig med det samme, en smule vredt, op. Jeg skuler mod søen og kaster en sten derud. Der står jeg så og blot studerer ringene i vandet. Med et fordufter alt min vrede og bliver erstattet med en lykkelig følelse. Hvor er jeg egentlig heldig! Jeg har nogen rare forældre, der gider tage sig af mig. Jeg er med på verdens bedste Quidditch hold. Jeg har venner. I det hele taget har jeg så meget mere end jeg fortjener!

Jeg drejer mig rundt og kommer til at kigge over mod Den Forbudte Skov. Jeg er igen så fristet til at gå derind! Jeg ved ikke hvorfor. At være ude i det ukendte.

Ude i det ukendte.

_ _ _

Så er der et kapitel ude!

Endelig!

Det første i år 2020. Puha, det har også taget lang tid at skrive. Har bare haft en mindre form for skriveblokade.

See you!