Livet som en Malfoy 2 & 3 - HP Story

Tillidsbrud

Gangene er alle halvtomme. Mange holder sig i deres opholdsstuer og nyder deres weekend med deres kollegie kammerater. Der er kun en håndfuld elever på biblioteket og tre af dem er Hermione, Ron og Harry. De sidder og lytter til Hermione, som endnu en gang, fortæller dem om Hemmelighedernes Kammer. De vil gå til bunds i dette mysterie og nu er det perfekte tidspunkt, for folk kunne få en mistanke om de har noget med det, at gøre; det har de ikke.

Jeg sidder selv i et hjørne af biblioteket og studerer, mens jeg nyder freden. Den er efterhånden sjælden med alt det der foregår. Jeg er en smule bagud, eftersom Quidditch træningen er blevet fordoblet fra sidste år. Dette år er der heller ingen førsteårselever, at tage hensyn til. Sidste år skulle både Draco og jeg bruge tid på, at studerer. Nu kan vi godt prioriterer det lidt. 

"Men hvis ikke det er Malfoy, der er Slytherins Arvtager, hvem er det så?" hørte jeg Harry sige ovrefra den anden ende af biblioteket. Jeg kunne godt mærke en stigende vrede inden i mig. Okay, måske har Draco ikke været så venlig overfor Hermione, Ron og Harry, men derfor skal de da stadigvæk ikke beskylde min bror OG min familie. Det er ikke acceptabelt. Jeg rejser mig uskyldigt op og lader som om jeg udelukkende leder efter en bog, men i virkeligheden skal jeg bare tættere på Hermione, Ron og Harry, for at hører hvad de snakker om. "Tror I måske det kunne være Draliny?" spørger Ron, forsigtigt. "Draliny? Hvorfor ville hun være venner med os, hvis hun var Slytherins Arvtager?" spørger Hermione skeptisk. "Jeg tænkte bare, du så jo Dracos reaktion og hun er en Malfoy.. Hun har samtidig også holdt sig væk fra os her på det seneste, så kunne det ikke godt være hende? Hun er jo ret god til magi, og sådan noget.." siger Ron og ser på Hermione. "Hm, jeg tror nu ikke det er hende. Så sent som i forgårs stod hun op for en førsteårselev, som var mugglefødt." siger Hermione. "Måske var det for, at fjerne al mistanke fra hende?" spørger Harry. "Nej, det ville Draliny ikke gøre, det ved I da?" siger Hermione, en anelse strengt. "Aldrig sige aldrig." siger Ron, hvorefter Hermione sukker. "Du har en pointe.." siger hun lavt, før hun læser videre. Jeg ryster på hovedet og skynder mig, at marcherer ud af biblioteket med mine ting. Fuck dem. 

Jeg stod i Sovesalen og stirrede surt på dagbogen. Hvorfor skulle jeg absolut have den tingest. Den bringer udelukkende dårlige minder, selvom den har været effektiv, men jeg har ikke behov for det mere. "Jeg må hellere skaffe mig af med den ting.." hvisker jeg til mig selv og rejser mig. "Hulkende Huldas badeværelse må kunne gøre det." siger jeg derefter, endnu en gang til mig selv, men hey det er blevet bevidst, at intelligente folk snakker med sig selv meget. 

Jeg står foran et af toiletterne, kaster bogen i og skynder mig derefter videre ud på gangen. Nu er den bog væk, for evigt. Endelig kan jeg få fred fra den dumme bog. Jeg ryster kort på hovedet og går ned af gangen, som om intet er sket. "Draliny!" hører jeg Hermione råbe efter mig, men jeg går blot videre. Jeg magter hende ærligt ikke, ikke efter det jeg overhørte på biblioteket. Hun løber op på siden af mig. "Er der noget galt?" spørger hun. "Noget galt? Nej nej, jeg har det fint." siger jeg og smiler falsk. "Du ligner ikke ligefrem en, der har det fint.. Er du helt sikker på du har det fint?" spørger hun derefter igen, da hun kan se der er noget galt. "Fint! Nej, jeg har det ikke okay! Tilfreds?!" spørger jeg, irriteret. Hermione kniber øjnene sammen og ser en anelse forvirret på mig. "Er det noget jeg er indblandet i?" spørger Hermione og ser stadigvæk forvirret på mig. "Ja, selvfølgelig er det da det! Tror du jeg er fuldkommen døv?" spørger jeg vredt og går videre. "Nej, hvorfor skulle jeg det?" spørger Hermione og jeg kan se hun godt inderst inde ved, hvad jeg taler om. "Stop med, at spille dum Hermione. Det ved vi begge to godt du ikke er. Jeg hørte, hvad I sagde på biblioteket og en ting er, at skylde skylden på min bror, men så derefter, at skylde skylden på jeres ven! Det gør venner altså ikke!" siger jeg og drejer skarpt om hjørnet. "Jamen, det var bare drengene, der prøvede, at løse mysteriet med Slytherins Arvtager. Det er jo ikke personligt." siger Hermione og følger stålfast med. Hermione vil have mig til, at forstå det. "Men det her er jo forfanden alvorligt, Hermione! Man kan ikke bare gå og beskylde folk for noget, der er så alvorligt. I mistænker jo kun Draco og jeg, fordi I ikke bryder jer om ham og fordi jeg er hans søster. Og ved du hvad?! Malfoy familien er ikke relateret til Slytherin!" råber jeg og skynder mig, at forsvinde ned i Krypten. "Jamen- Draliny, slap nu af!" råber Hermione efter mig, men jeg fortsætter bare ned af gangen og mod Slytherins Opholdsstue. 

Jeg sidder fredeligt på gangen og læser, da jeg ser Hermione, Ron og Harry gå over til mig. Jeg lukker hurtigt min bog og marcherer videre ned af gangen. Sådan her har det været i ugevis. Jeg nægter, at have noget med dem, at gøre. Hvordan kan de bare tro de kan mistænke mig for, at have intentioner om, at dræbe folk bare fordi de ikke er fuldblods som mig? Det er bare ikke okay. Det er det i hvert fald ikke for mig. Det gør det heller ikke ligefrem bedre, at vi endda var venner. Heldigvis er de de eneste, som har mistænkt mig, mens der er mange, der har mistænkt Harry efter et uheld ved noget dueltræning. Hvis jeg skal være helt ærlig har han lidt fortjent det. Så kan han mærke, hvordan det er, at blive mistænkt i noget så alvorligt.

_ _ _

Hej!

Nu er jeg endelig tilbage igen med et kapitel!

Min Wattpad bruger har stået ret så stille her for det sidste, men jeg skulle bare lige bruge noget tid på, at komme over på en skriveblokade jeg har haft. Jeg lover dog, at der snart kommer mange flere nye kapitler og jeg tager også snart fat på, at skrive videre på Life's Hard Choice, da den har stået stille i ret lang tid..

Men indtil da må du have det godt!

~ Slytherin Queen