Det der band

Kap 12

Kap 12
Jeg gik ud til Calum og satte mig på stolen i køkkenet. "Hvad laver du så?" Spurgte jeg. Calum vendte hovedet fra køleskabet og kiggede hen mod mig hurtigt. "Jeg leder bare efter noget at spise, men der er ikke rigtig noget." Svarede Calum samtidig med han lukkede køleskabet. "Så gå ud og køb noget." "Nah, det er søndag. Jeg kan godt vente til i morgen." Sagde Calum. "Din dovne hund." Sagde jeg og grinte lidt. "Fik du endelig fat i Stefanie?" "Ja, det gjorde jeg. Du kan da bare snakke med hende når hun kommer ud fra værelset." Svarede jeg. "Hvilket værelse?" Han kiggede undrende på mig med et lille smil. "Michaels værelse." Hviskede jeg. "Hvad sagde du?" Jeg fniste. "Ja, det er rigtigt." Han vendte øjne af mig. "Fuck du er irriterende nogle gange, ved du godt det?" Sagde Calum. Jeg rejste mig og gik hen til døren. "Ja." Sagde jeg lige inden jeg gik ud. Jeg skulle lige til at gå ind på mit værelse, da jeg så Luke længere nede af gangen. Jeg gik hen imod ham. Da vi kom helt hen til hinanden sagde jeg: "undskyld jeg måtte gå, jeg skulle lige finde ud af om Stefanie var okay." "Det er okay, har du lyst til at lave noget i dag?" Spurgte Luke mig. "Okay, ej kan vi ikke tage i forlystelsespark, hvis der ligger sådan en her i byen?" Spurgte jeg Luke "Der ligger faktisk en ca. en halv time herfra. Skal vi prøve der?" Han smilede. Jeg nikkede til ham og vi gik sammen hen til elevatoren.

"Hey, Luke?" "Ja?" Svarede han. "Ehm, hvad ville du kalde os to?" Spurgte jeg ham. Det lød endelig ret dumt, men jeg ville vide hvad vi udviklede os til. "Hvad mener du?" Spurgte han samtidig med han vendte sig og kiggede på mig. "Du ved." Jeg pegede på ham og så på mig gentagende gange. Han grinede kort. "Lige meget bare glem hvad jeg sagde." Sagde jeg til ham. Elevatoren kom ned i bunden af bygningen og dørene åbnede sig. Jeg skulle lige til at gå ud, da Luke tog fat i min arm. Han lænede sig over mod mig og hviskede: "Jeg ville kalde dig min kæreste." Jeg rødmede og smilede over hele femøren. Samtidig med vi gik ud af elevatoren tog han fat i min hånd.

Da vi havde gået lidt kom der en flok piger skrigende hen imod os. "Omg du er Luke Hemmings!" "Kan jeg få et billede med dig?" "Gift dig med mig!" "Luke hemmings!" Jeg slap hurtigt Lukes hånd og kiggede hen på ham. "Luke?" Spurgte jeg. Han bøjede sig ned til mig. "Det er fint. Lad os få det her shit overstået." Han stod og tog billeder med pigerne, og kyssede dem endda på kinden samtidig med. Jeg ved ikke helt hvad det fik mig til at føle, men det var ikke ligefrem glæde der strømmede ud af mig. Der var to piger der gik over til mig, og de så mærkeligt på mig. "Hvem er du?" Spurgte den ene. "Øhm," Jeg havde ingen anelse om hvad jeg skulle svare, for det kunne godt være at, Luke ville vente med at fortælle sine fans om mig. Jeg er Lukes veninde." De kiggede lidt mistroende på mig, men vendte sig igen om mod Luke. Luke gik over mod mig, igennem de ivrige piger. "Beklager, vi kommer nok ikke derhen." Sagde ham skuffende. De der latterlige piger hvad ødelagt vores "date" på grund af deres fangirl-side tog over. Ja okay, jeg havde måske gjort det samme hvis jeg mødte mit største idol. Men alligevel.

Luke tog fat i min hånd og prøvede at trække mig væk, men pigerne fulgte bare efter ham. Lidt ligesom når en kat får øje på en flue, hvor den så ikke giver op før den får hvad den vil ha'
Luke tog mobilen op af lommen og tastede på tasterne et øjeblik, hvorefter han lagde den i baglommen igen. "Luke, det er pis irriterer mig. Hvorfor kan de ikke bare gå væk?" Hviskede jeg i hans øre samtidig med at jeg kiggede ligeud. "Vi bliver hentet om lidt af vores budyguard." Så vi skulle bare aflyse vores planer? På grund af en flok fans? Ja tydeligvis, men hvis jeg skulle være Lukes kæreste, skulle jeg lære at leve med det. Suk. Nej det kunne ikke være rigtigt. Jeg stolte mig op på en bænk for at få folks opmærksomhed. "Hallo! Gider i lige? Vi prøver at gå en tur her, og det kunne være rart hvis i ville lad os være i fred. Tak." De fleste af pigerne kiggede forstående på mig, men nogle var åbenbart fornærmede og gik straks deres vej. Da der var gået to minutter, var pigerne væk igen. "Se selv. Det var da let nok." Sagde jeg til Luke samtidig med at jeg gik videre. Jeg vendte mig om. "Kommer du eller hvad?" Han begyndte at gå og kom hen til min hånd som, jeg holdte ud i luften. Han tog fat i den og så gik vi ellers videre.